Fakta og vurdering
»Eanu, fortæl historien om rensdyrhyrden som mødte en háldi«. Drengestemmen var ivrig og lys og trillede hen over gulvet som en håndfuld frosne tyttebær.
Således starter prologen i Tina Harnesks roman »Folk som sår i sne«. Handlingen foregår i Lapland i Nordsverige. Vi møder det ældre ægtepar Máriddja og Biera (på svensk Maria og Per). Hun er tiltagende syg med ovariecancer, og han svækkes kognitivt med demenssygdom. Familien har samisk baggrund fra et folk, som tidligere er fordrevet fra områderne længere mod nord. Det er en anden verden, end vi kender fra Danmark – fyldt med historier og legender fra samisk liv.
Máriddja og Biera lever alene; de har mistet et barnebarn, de tog sig af, og sorgen optager vedvarende parret og deres hverdag. Deres hjem misligholdes. Máriddjas kognitive formåen svinder i takt med sygdommens fremmarch. Hun lever et ensomt liv, men har fået en iPhone og finder i telefonens Siri-funktion en god samtalepartner og sjælesørger. Hun underholder sig selv ved at være brandstifter, og hun ringer og anmoder militæret om at rykke ud.
Lægeparret Kaj og Mimmi er ansat på det lokale sundhedscenter og er en generation yngre. De gamles tilværelse er blevet uværdig; et liv med dissemineret ovariecancer og fremskreden demenssygdom. Máriddja og Biera bliver af de sociale myndigheder flyttet på plejehjem i det sundhedscenter, hvor Kaj og Mimmi arbejder, i en proces, som kun kan kaldes »frivillig tvang«. Máriddja protesterer mod at miste sin selvstændighed og er bange for, at de ikke får lov at bo sammen. På plejehjemmet møder de Kaj og Mimmi; et møde, der får afgørende indflydelse på alle deres tilværelser. Historien veksler frem og tilbage mellem de fire hovedpersoner. Brudstykker fra to familiers liv i samme by, som flettes ind og ud mellem hinanden, indtil trådene samles.
Undervejs får vi et spændende indblik i en for mig helt ukendt kultur – den samiske. Sverige har ligesom Norge historisk ikke behandlet sine samiske folk godt, men underlagt dem tvangsforflytninger og undertrykkelse af samisk kultur og sprog. Máriddjas besøg hos lægen minder os om vigtigheden af kulturel og historisk forståelse i patientbehandlingen, særligt når vi har at gøre med patienter med minoritetsbaggrund. Sygdommen fylder kun lidt i historien, men ligger hele tiden bag udviklingen af Máriddjas mentale tilstand og er til sidst af afgørende betydning for historiens klimaks.
Set med de palliative briller er der et citat, som giver anledning til eftertanke for os, som arbejder med patienter med alvorlig sygdom: »Når man står overfor døden, gælder det om at holde fast i den. Den hædersbevisning har afslutningen fortjent. Hvis man afventer døden sammen med nogen der skal herfra, skal man åbne munden og lade det komme ud. Opbyde alt det man har sparet sammen til bedre tider, og sige det – sige det til dem. Give det luft, give det vinger så det kan flyve ind i evigheden sammen med det man tager afsked med.
Så vil rædslen aldrig kunne tvinge dig til at synke det, som skal ud. Nej, bare hold fast og bliv ved ...«
Bogen er letlæselig, men det tager lang tid at forstå de forskellige personers tilknytning til hinanden, inden det i den sidste del går op i en højere enhed.
Bogen anbefales til dig, som er nysgerrig på tanker og liv i en kultur, som er i vores geografiske nærområde, men alligevel adskiller sig markant fra det store skandinaviske flertals historie, kultur og værdier.
