Hører du, hvad de siger? Og kan du mærke dig selv?

Hvordan skal du dog klare endnu en svær samtale med en patient og den pårørende? Hvordan får du sagt til den yngre kollega, at han har behov for at stramme sig an fagligt?

Hvordan skal du håndtere den spirende personkonflikt i din solopraksis, når der samtidig er patienter i en lind strøm og masser af administrativt arbejde?

Og hvordan kan du som ung, næsten nyudklækket læge træde ind i en ofte forbandet travl hverdag på afdelingen og præstere maks. hele tiden?

Eller rettere: Hvordan kan du gøre det som læge og samtidig have dig selv med som et helt menneske med den bagage, man nu har af privatlivskvababbelser og kriser? Hvordan skaber og fastholder du plads til dig selv og dine behov midt i de daglige krydspres?

Et af svarene på de tunge spørgsmål kan være at lære at bruge sin EI – sin emotionelle eller følelsesmæssige intelligens – og dermed højne sin EQ (emotional quotient). For EI handler netop om vores individuelle evne til at identificere og håndtere egne og andre menneskers følelser.

Det siger Katja Fonnesbech Aqraou. Hun er selv uddannet speciallæge i almen medicin og har arbejdet i praksis i flere år. Men hun stoppede op og forlod lægelivet og søgte andre veje og arbejder nu med EI som coach og underviser – bl.a. på kurser arrangeret af Lægeforeningen.

Og selv om hun underviser og coacher ledere og ansatte fra mange forskellige erhverv, mener hun, at ikke mindst læger kan have god gavn at arbejde med den indsigt og evne til selvregulering og til at skabe rum for sine egne følelser, EI giver.

Hvor blev jeg af?

»For mig handlede lægelivet – som det gør for rigtig mange – meget om at være der for andre. Det var jeg også glad for og brugte enormt meget tid på. Men på et tidspunkt kunne jeg se, at det for mit vedkommende hele tiden handlede om mine patienter og mine kollegaer – og om mine børn og min familie. At jeg egentlig overså mig selv.

Sådan er det jo som læge – man har fokus på andre, og det er jo virkelig centralt. Men det er lige så vigtigt at sørge for at sikre et rum til sig selv, så man ikke selv bliver kørt helt tør og tom for energi. Det er jo desværre det, man kan se i de statistikker og trivselsundersøgelser, der er lavet«, siger Katja Fonnesbech Aqraou.

Selv forlod hun altså lægegerningen, blev yogalærer og uddannede sig senere som coach og arbejder nu med supervision og coaching af både medarbejdere og ledelser. Og opdagelsen af, hvad arbejdet med emotionel intelligens kan gøre, »har gjort en stor forskel« for hende personligt, siger Katja Fonnesbech Aqraou.

»Det her med at kunne være super professionel og samtidig have mulighed for også at rumme og respektere mine egne behov og grænser – det savnede jeg i lægeverdenen. Der har det givet mening for mig at bruge fokus på emotionel intelligens i mit arbejde, både som underviser og som mentor og coach«, fortæller hun.

Meget, siger hun, handler om at få fokus på den nødvendige selvbevidsthed: Hvor godt kender du dig selv? Hvad er dine værdier? Hvad står du for? Men samtidig handler det også om at kende sine egne behov. Hvordan regulerer du det, så du lander et sted, hvor du er godt tilpas og derudfra kan gå ud og hjælpe andre? For det er det ultimative at kunne begge dele.

»Det handler netop ikke om enten kun at være der for andre, for så bliver man udbrændt og udkørt, eller om kun at være der for sig selv, for så bliver man narcissistisk og selvhævdende. Tingene skal smeltes sammen, så man har det godt selv og dermed kan være helt til stede og gøre en forskel for andre«, siger hun.

Det var den balance, hun selv baksede med, konstaterer hun, men det er også den udfordring, hun ser hos andre. Ikke kun i lægeverdenen, men på tværs af de ledere og medarbejdere fra de forskellige erhverv, hun har arbejdet med.

Både individet og rammerne

Selv er hun altså begyndt at arbejde med EI, efter hun stoppede som læge – det var ikke noget, hun fik ind med den lægefaglige modermælk i studietiden.

»Jeg blev færdig på studiet i 2002, så der er jo sket en del siden, og jeg kan se, at man bl.a. på lægestudiet i Aarhus er begyndt at have mere fokus på lægen som individ. Men i min studietid fokuserede vi, som husker jeg det, på den udadrettede kommunikation med patienterne: Hvordan kan jeg videregive en svær besked til en patient og de pårørende, hvis patienten er ramt af kræft? Jeg synes ikke, der var meget blik indad.

I løbet af speciallægeuddannelsen var fokus på ledelse – men ikke særlig meget fokus på selvledelse og det personlige lederskab. Også det, kan jeg se, er begyndt at fylde mere – men det er stadig i sin spæde start, og det er ikke en samlet indsats. Det kommer sådan lidt i nogle dryp«, siger Katja Fonnesbech Aqraou.

Når der er ræson i som læge at arbejde bevidst med at styrke sin EI – og dermed øge sin EQ – er det ganske enkelt, fordi en styrkelse af evnen til at forstå sig selv og sine følelser og af at kunne regulere dem betyder, at man også bliver bedre til at se og forstå det samme hos andre, påpeger hun.

»Så kan man sammen skabe plads til, at man får nogle bedre relationer, bliver bedre til at træffe beslutninger og kommunikere – og dermed i sidste ende trives bedre som læge«.

Men, understreger Katja Fonnesbech Aqraou, det er ikke ensbetydende med, at man ikke skal se på de rammer, man som læge arbejder i.

»EI er helt klart et individredskab, men det betyder ikke, at man ikke også strukturelt skal arbejde for at ændre de ydre forhold, som helt klart er grunden til, at læger er stressede og udbrændte. Det er ikke den del, jeg arbejder med, men man skal selvfølgelig arbejde med begge sider.

Jeg kan bare se, at det, når man er under pres – og det er rigtig mange læger jo – er svært både at kunne kommunikere klart og håndtere konflikter og svært at kunne finde ud af at sætte grænser og finde ud af, hvad ,det er, jeg har brug for lige nu for at kunne være der for de andre’ – og at få håndhævet det«.

Og det rammer på et eller andet tidspunkt i lægelivet, påpeger Katja Fonnesbech Aqraou:

»Af forskellige trivselsundersøgelser kan vi se, at de, der brænder mest ud, er i alderen fra 45 til 55. Det er min aldersgruppe. Jeg er 52 – og en af dem, der ikke har fået de her redskaber med sig i løbet af uddannelsen, og den generation, der måske går op til slut-50’erne, har haft en noget andet tilgang til det.

Men vi er jo ikke robotter – vi har et eget følelsesliv, som skal plejes. Ellers kan det være svært at træde ind i det rum, patienten er i, og være fuldt og ærligt til stede dér. Og det er lægeverdenen generelt blevet lidt mere bevidst om, og jeg tror, det er begyndt for alvor at vække genklang hos de yngre lægegenerationer«, siger hun.

Kompromiser og flade batterier

Men hvad er faresignalerne? Hvordan mærker man, at ens EI halter? Og hvordan kan man se det på sine kolleger? Og mærke og se det i tide?

»Hvis man ikke har en særligt høj EQ, kan man enten ende med at blive meget overansvarlig – den type, der vil redde alle – eller med at afkoble, lukke ned og bare beskytte sig selv. Det er to diametralt modsatte reaktioner, men de er i virkeligheden reaktioner på den samme situation.

Det kan både afspejle ens præference, og det kan også være, at man på et tidspunkt har været så overansvarlig, at man nu brænder ud: Man kan ikke mere, og så kobler man af. Så det ene kan faktisk føre til det andet«, fortæller Katja Fonnesbech Aqraou.

Men inden man når ud i så alvorlige faresignaler, er det de mindre ting, man skal holde øje med, siger hun: at man kører på autopilot. At man i løbet af sine konsultationer eller kontakt med patienter ikke rigtig er til stede. Man hører ikke, hvad den anden siger. Man sidder egentlig bare og enten venter på selv at snakke eller på at komme videre.

»Og så er der det her med, at man føler sig udmattet eller frustreret og irriteret. Så når man møder på arbejde i et job, man måske før har elsket højt, føler man, at det er godt nok blevet tungt efterhånden. Det kan også være, at man faktisk trækker sig og isolerer sig enten fagligt eller socialt.

Man mister nysgerrigheden. Man kan ikke rumme det, og så er det nemmere ikke at prøve at sætte sig ind i noget. Det er den empathy- eller compassion-fatique, man snakker om: at man har overinvesteret sig selv gennem længere tid, og nu er batterierne flade«.

Men målet er selvfølgelig, at man ikke når dertil, understreger KatjaFonnesbech Aqraou. Tit handler det jo om, at man ikke har mærket, at man faktisk har overskredet sine grænser for lang tid siden – fordi man ikke har lært at mærke efter.

»Du brænder jo ikke ud fra den ene dag til den anden. Det er en proces af måneder eller endda år, hvor man bare har givet mere af sig selv, end man fået tilbage, og gang på gang er gået på kompromis: Man er blevet de ekstra timer på arbejdet. Man har skippet at gå hjem til sin familie, har droppet at løbe en tur eller spise sundt eller sidder og spiser, mens man arbejder, så det hele går op i arbejde.

Problemet er, at man ikke bliver mere produktiv af det i længden. Det er ikke, fordi at ,så fik jeg en masse fra hånden’. Jo, det gjorde man måske kortvarigt, men det har en pris. Så man skal lære at sige til sig selv, at ,okay, der er nogle ting, jeg skal gøre, for at det her bliver en sund og holdbar måde at leve på og være i det her lægeliv, hvor både jeg og mine patienter trives. Det er det endelige mål«, understreger Katja Fonnesbech Aqraou.

Den konkrete sammenhæng

Som konkret eksempel fortæller hun om en praktiserende læge, hun har været coach for, og som er »et typisk eksempel på, hvad det kan give at arbejde med selvregulering og med at tage tid til sig selv«. I det her tilfælde var fokus specielt på motion – men det kunne være mange andre ting, siger hun.

Lægen havde en solopraksis og stod dermed alene med ansvaret for både patienter og de ansatte. Der var altid en grund til at blive længere i klinikken, og hun oplevede, at hendes kostvaner røg en tur, og vægten steg – hun følte, at hun ikke rigtig magtede det hele.

»Så vi arbejdede med, hvordan hun kunne opprioritere sine egne behov, og hvordan hun kunne være klar og tydelig og sige til og fra, når det var vigtigt for hende selv. Det er et lille og enkelt kneb, men det gjorde, at hun faktisk inden for nogle måneder fik klart større glæde ved arbejdet, mærkede sin sundhedstilstand blive bedre, og at hun havde det der overskud til at være der for patienterne.

Og det betød også, at hun fik lettere ved at sige til sit personale, når hun havde brug for hjælp. Når man er presset, forfalder man ofte til at sige, at ,det skal jeg nok klare’. Men personalet er der jo også, for at man kan arbejde sammen som et team og sammen være mere effektive.

Så her blev det meget tydeligt, at der er den der helt konkrete sammenhæng mellem trivsel og sundhed og arbejdsevne«, siger Katja Fonnesbech Aqraou.

Hun nævner, at hun også har arbejdet med praksisser, hvor det har handlet mere om relationerne i gruppen og om, hvordan man kommunikerer. Her brugte Radical Candor-modellen, der gør det meget tydeligt, hvor vigtigt det er, at man som leder og kollega er meget direkte i sin kommunikation, samtidig med at man er opmærksom på og kærer sig om dem, man kommunikerer med.

»På den måde kan man have en samtale, der måske er ubehagelig, men også virkelig vigtig – for relationerne eller for, at den her kollega eller ansatte udvikler sig fagligt. Eller vigtig for dig selv, for at du kan få den støtte, du har brug for.

Når man tænker over det, er det indlysende, at når tingene bliver fejet ind under gulvtæppet, og at ,uh nej, det betyder ikke noget, det skal vi ikke snakke om’, så bevæger man sig bare højere op ad konflikttrappen.

Og du kan mærke det som læge, når du træder ind i en praksis, hvis tingene ikke fungerer. Hvordan er det så ikke som patient? Og omvendt: Når du har en høj emotionel intelligens, kan du skabe et rum, hvor det er behageligt at være, og hvor man er tryg«, siger Katja Fonnesbech Aqraou.

Følelsesmæssigt kidnappet

På den led kan EI også være en afgørende, når det handler om to centrale ting: de svære samtaler med patienter og pårørende og ledelseskommunikation:

»Der er jo helt klart læger og nogle specialer, der er mere belastede af de svære samtaler end andre. Alle kender det sikkert, det her med lige at få landet sig selv inden sådan en samtale. Nogle dage er man rigtig godt tilpas, men andre dage må man se i øjnene, at man af den ene eller anden grund er presset og ude af balance.

Så må man lige tillade sig selv at trække vejret 10 sekunder, lige sidde ned og få fokuseret på, hvad det er, man nu skal ind til, så man faktisk er til stede og ikke slæber den forrige patient ind til samtalen«.

Og det handler ikke kun om at passe på sig selv, understreger Katja Fonnesbech Aqraou.

»Forskningen viser jo, at når du sidder med negative følelser, får du tunnelsyn. Hvis du er meget bange, vred eller frygtsom, bliver dit fokus smalt. Og det er jo supergodt med reptilhjernen, hvis du nu er ude på savannen, og løven kommer, men ikke godt for den patient og de pårørende, du sidder over for. De har brug for et helhedsperspektiv og for, at du har et roligt overblik«.

Det handler ikke om at ignorere dårlige følelser og køre en slags falsk optimisme og kun positiv psykologisk tilgang – slet ikke, siger hun.

»Men hvis jeg har styr på, hvorfor jeg føler mig vred i dag – ,nå, det var, fordi der er sket det eller det i morges’ – så giver det en større mulighed for at arbejde ud fra en mere neutral eller positiv følelse, have et bredere syn på tingene, være mere kreativ og zoome ud – og det må jo være målet i mødet med patienten: at jeg som udgangspunkt skal kunne se hele det menneske, der sidder over for mig, og derfra med min specialviden kunne zoome ind på det vigtigste.

Derfor skal man kunne skelne og vide, hvornår man er i sig selv, og hvornår det limbiske system kortslutter det præfrontale cortex og man bliver følelsesmæssigt kidnappet. Den kan være gode grunde til, at den tager over, men vi skal kunne vælge, hvornår det ikke er relevant – og holde balancen imellem de to. Og det kan du bruge din EI til«, siger Katja Fonnesbech Aqraou.

Hører du, hvad de siger?

Når det handler om ledelse og medledelse, kan man »helt klart bruge EI-tilgangen kommunikativt«, siger hun – og peger på, at det kan fremme samtaler, der så at sige fremmer forståelsen:

»Hvordan giver man feedback? Hvordan skaber man psykologisk tryghed? Og når det handler om nogle af de svære samtaler med medarbejdere, kan man arbejde med at øge sin evne til at lytte, så man kan høre, hvad der egentlig bliver sagt?

Hører ledere og mellemledere f.eks., hvad det er, de yngre læger egentlig sætter ord på? Hvad det egentlig er, de oplever som udfordringen? Det kan, som jeg ser det, godt blive lidt splittet: ,De vil bare ha’ og ha’, og de brokker sig’, og man snakker om, at ,er de yngre generationer lidt forvænte?’. Det tror jeg overhovedet ikke, de er – de er bare bedre til at sætte ord på, hvad der betyder noget for dem både som læge og som menneske.

Det tror jeg dybest set godt, de ældre lægelige ledere kan spejle sig i. Det kan godt være, de ikke fik lov til at sige tingene højt på den måde, da de var unge, eller at de ikke havde ord for det, men det er jo nogle ting, der er behov for at adressere.

Konflikter vil der altid være, men hvordan kan man håndtere dem? Gør man det godt, skaber det et bedre arbejdsmiljø og en bedre kultur, og det gør også, at man faktisk får større mulighed for at tiltrække, fastholde og udvikle de medarbejdere, der er. Og i hospitalsverdenen er en medarbejder, som har været et sted og kender rutinerne og hverdagen, jo guld værd i forhold til hele tiden at skulle tage nye ind«, siger Katja Fonnesbech Aqraou.

Der gør man alle en tjeneste ved som leder at bringe EI-tilgange i spil, mener hun.

»Der er der jo mange eksempler på, at det kan være med til at hjælpe team og grupper på et tidligt tidspunkt i forløb og konflikter. Hvis du først er kørt helt surt i det og er oppe i det røde felt på konflikttrappen, er det svært at vende om.

Der er god ræson i at tage en eller en halv dag om året eller hvert halve år og dykke ned i et emne, hvor EI er sat i spil: Hvordan kan vi være bedre til at netop tage de her samtaler med hinanden? Det er jo tit det, der er svært – at sige det, der er ubehageligt her og nu, men som på længere sigt giver god mening. Ja, det føles måske lige i øjeblikket meget behageligt at feje ting ind under gulvtæppet. Men det bliver så meget mere ubehageligt på længere sigt.

Så det handler om at have modet – og det skal man finde i sig selv, og det kan man bruge sin EI til, så man også kan tage det, der er svært til at starte med. Ja, som i alle andre livets forhold kan det betale sig at forebygge i god tid«, siger Katja Fonnesbech Aqraou.

Hvor emotionelt intelligent er du? Man kan reelt starte med at »tjekke ind med sig selv«, siger Katja Fonnesbech Aqraou, og øge sin bevidsthed om, hvordan og hvor meget man reagerer i forskellige situationer. Lytter man reelt til sig selv? Er man reelt til stede i situationen?

Men der er også diverse gratis onlineressourcer – specielt på engelsk. F.eks. har Psychology Today en hurtig test, hvor man får et indtryk af, hvor man ligger henne, fortæller hun. Og så findes der større deciderede test udviklet af nogle af folkene bag selve begrebet emotionel intelligens – bl.a. den, der hedder EQi 2.0, som er den mest udbredte og validerede og den, Katja Fonnesbech Aqrou selv er certificeret i.

Det er en standardiseret test, man tager på 20-30 minutter, hvor man får en hel rapport og får feedback fra en, der er certificeret inden for metoden. Den feedback kan man så arbejde videre med, og efter tre måneder kan man tage en ny test for at se, om man har rykket sig.

»Som udgangspunkt er det noget, man arbejder alene med, fordi det er ens egne evner, man skal udvikle. Men man kan sagtens arbejde med det som gruppe – f.eks. i forbindelse med supervision – og få nogle redskaber, man kan arbejde med hver især, øve sig og så mødes igen. Og det er den måde, man kommer længst med, tror jeg – når man har andre, man kan spejle sig i«, siger Katja Fonnesbech Aqraou.

Hun peger på, at det også er målet med onlinekurset i Lægeforeningens regi. Det skal give et indblik i EI og give deltagerne mulighed for udvide deres netværk med andre i samme båd. Men man skal selv arbejde videre, siger hun, og til efteråret udbyder Lægeforeningen endnu et kursus med hende som underviser.

Læs mere om Katja Fonnesbech Aqraou og EI på www.katjaaqraou.com/ 
Læs mere om Lægeforeningens kurser på laeger.dk/kursusoversigt