I komedien »Hexerie eller blind Allarm« gør dramatikeren, digteren, filosoffen, oplysningsmanden og professor ved Københavns Universitet, Ludvig Holberg (1684-1754), tykt grin med lægestanden.
For nok kunne lægerne disputere på latin, og de havde taget den medicinske doktorgrad. Men det var ingen garanti for deres evner. I stykket har figuren Leander dette råd til en kommende læge:
»I skal købe ti Alen sort Klæde hos den Kræmmer, der bor overfor. Af dette skal I lade gøre en lang Kjole. Når I har gjort det, skal I leje Jer smukke Værelser og lade skrive med store Bogstaver over Døren: ,Her bor den vidtberømte Doktor Jansenius, som kurerer alle slags Sygdomme’. Når bare, I har den lange Kjole på, så er Alting kraftigt, hvad I kommer i en Flaske. Der er hundrede Doktorer, der aldrig er kommet dertil ved andet Middel«.
»Kvaksalvere og markskrigere«
I »Den politiske kandestøber« siger den fornemme rådsherrefrue til Geske, som tror, at hendes mand er blevet borgmester: »Borgmesterinden må også tage sig an en Doktor … der kan give hende nogle Dråber, som hun altid … må lade stå i en Flaske, enten hun vil bruge dem eller ej«.
Det var dog ikke mange, der havde råd til at have en fast læge. Blev nogen i husstanden syg, hentede man først en barber eller kirurg, som kunne årelade. Mange benyttede sig også af kloge koner eller rådspurgte apotekeren – eller bødlen, som jo havde et godt kendskab til menneskekroppens anatomi.
I 1735 klagede doktor Johannes Gottlieb de Bøtticher (1676-1762) til Københavns magistrat over de mange, der gik lægerne i bedene: »Apotekere, Regimentsfeltskærer, Barberer eller Kirurger, Badere, Operatører og andre Kvaksalvere, Landstrygere, vagante [omrejsende, red.] Markskrigere, gamle og unge Fruentimmer, Apoteker- og Barbersvende, ja endog Bødler og Skarprettere«.
Bøtticher var ganske vist kendt som stridbar og rethaverisk, men hans klage var ikke det rene kværulanteri. Da parykmager Peter la Rosses treårige søn i 1718 havde været alvorligt syg, kom der regninger fra alle, der havde været tilkaldt til drengens sygeleje: fra doktor Laub, som tilså ham, fra en Monsieur Bechmann »for en del Medikamenter og Opvartning«, fra en barber og fra byens bøddel. Desuden fra »en Kone, som gjorde Opvartning og brugte Medikamenter«, fra en student, som også havde påtaget sig at kurere barnet samt fra apoteker Becker for medikamenter. Drengen døde.
Lærd snobberi
Holbergs lange heltekvad »Peder Paars« om en rejse, der ender med skibbrud på Læsø, er skrevet som en grovkornet parodi på Homers »Odysséen«. Her gør Holberg grin med den lokale læge på Læsø, Jens Blok: De gode læsøboer tror, at Nille ligger for døden. De sender bud efter doktor Blok, men han vil nødig afsted, og den udi egen indbildning lærde mand mumler for sig selv, at »det ej tillader mig / min høje Karaktér / at kigge nogens Røv / at sætte folk Klystér«.
Men her er det nu professor Holberg selv, som er en snob. Den karikerede læge er nemlig et ondt portræt af den førende københavnske læge og professor ved det medicinske fakultet, Johannes de Buchwald (1658-1738). Han var nemlig ikke lærd, men var begyndt som barbersvend og havde via kirurgien arbejdet sig op til professoratet ved det medicinske fakultet. Hans latin var gebrokkent, han var gift med en kvinde fra små kår, som han havde 12 børn med, og hans lærde professorkolleger – heriblandt Holberg – rynkede på næsen ad opkomlingen.
Barberkirurgerne hørte til en halvlærd klasse, som i det strengt hierarkiske 1700-tal stod afgrundsdybt under de universitetsuddannede doktorer på rangstigen. Og da kirurgerne ofte var til mere praktisk nytte end de fine doktorer, udgjorde de også en ubehagelig konkurrence, så lægerne havde mange gode grunde til at foragte og bagtale dem.
Men Holberg gør grin med begge parter. I komedien »Barselstuen« har barselskvinden besøg af en doktor fra »Det Medicinske Facilitet«, som snakker vrøvlelatin og plager hende med latterlige spørgsmål. Den naragtige læge kurerer sygdomme ved at forbyde sine patienter at spise og drikke, til de sulter ihjel, hvorved også feberen forsvinder. Da lægen ankommer, har to personer i al hast gemt sig bag et skærmbræt: Barbéren Mester Bonifacius samt en klog kone, som barselskvinden også konsulterer. De to kommer op at slås, skærmbrættet vælter, barberen og den kloge kone falder ud og lander på den fine doktor, som rasende truer med at stævne barselskvinden. Hun truer med en kontrastævning »formedelst hans urimelige Snak, hvormed han nær har taget Livet af mig«.
Scenen med slagsmålet bag skærmbrættet er ifølge Georg Brandes’ Holberg-biografi baseret på en anekdote om en virkelig episode mellem de Buchwald og en jordemoder.
Hypokonder – med god grund
Selvom man ikke kan beskylde Holberg for at være på lægernes parti, skånede han bestemt heller ikke barbererne. En af hans komedier har ligefrem en barber som naragtig hovedperson.
I énakteren »Mester Gert Westphaler – eller Den meget talende Barber« fyrer Holberg op under den åbenbart ældgamle fordom, at barberer snakker fanden et øre af, og han lader Mester Gert som en halvstuderet røver øse gavmildt ud af sin indbildte lærdom. Den samme figur møder man i øvrigt i »Barselstuen« i skikkelse af Mester Bonifacius, som pralende fremhæver sin egen overlegenhed i forhold til de »rigtige« læger.
Komedien »Den Stundesløse« handler om den stressede forretningsmand Vielgeschrey, som har sindssygt travlt, men aldrig får udrettet noget. Og det hjælper ikke, at den tysktalende barber ævler løs om vind og vejr og verdenssituationen, mens Vielgeschrey forsøger at føre forretninger og diktere brev.
Holbergs forhold til lægerne skyldes måske, at han livet igennem følte sig svagelig og skrantende. Han var lille af skikkelse og klagede over manglende styrke, var en frossenpind, som plagedes af kolde fødder. Han kunne ikke udholde støj og skarpt lys og led af hyppig hovedpine.
I dag ville man betragte Holberg som en hypokonder, men læser man breve og dagbøger fra 1700-tallet, er den skrivende ofte stærkt optaget af sit helbred og bekymrer sig over selv beskedne symptomer. Hvilket ikke er overraskende i betragtning af, at selv den mest banale halsbetændelse, et ubetydeligt sår eller et maveonde på kort tid kunne udvikle sig fatalt, uden at lægerne havde mere at tilbyde end Bøttichers markskrigere og kvaksalvere.
Giftig nytårshilsen
Holberg har ingen tiltro til medicin. Hvis »Dråber og Pulvere« skal have nogen effekt, kræver det »en stærk Tro og Imagination med en særdeles Tillid til Medicus« – med andre ord: Bliver man kureret, er det hverken medicinen eller lægen, man skal takke, men placeboeffekten.
Læger er ifølge Holberg også pengebegærlige, og i en ironisk nytårshilsen til en imaginær lægebekendt skriver Holberg blandt andre giftigheder:
Jeg ønsker godt Nytaar og alt hvad Dig behager;
Af Sygdom, Feber, Sot der komme maa en Skok;
Ja fler endnu, saa tæt som Aks udi en Ager,
Og endnu, værdig Ven, jeg har ej ønsket nok.
Dræb, myrd og slaa ihjel endnu i Aar saa mange,
Og gid Du værdig Løn for alt dit Stræv maa fange.
Ifølge Brandes’ Holberg-biografi bedyrede Holberg ofte, at skønt hans komedier foregår i København, er hans latterliggørelse naturligvis ikke rettet mod de danske læger, men læger i andre lande. Hvilket lyder ret utroværdigt i betragtning af, at Holberg – trods sin sygelighed og hypokondri – aldrig nogensinde selv sendte bud efter en læge. Hans bedste råd imod sygdom lyder: »Når jeg er syg, bruger jeg ingen Medicin, men holder mig alene fra det, som kan være skadeligt, og lader Naturen råde«.
