"At holde sammen på butikken"

Da Mads Koch Hansen for fem år siden besluttede at gå efter posten som Lægeforeningens formand, skete det efter moden overvejelse – og flere opfordringer. ”Og jeg har ikke et øjeblik fortrudt det”, siger han.

Han fortryder heller ikke sin beslutning om – foranlediget af ægtefællens sygdom i efteråret og efterfølgende komplicerede behandlingsforløb – at normalisere sin og familiens tilværelse ved at træde tilbage et år før, det egentlig var planen.

Da Mads Koch Hansen besluttede at stille op, var et vigtigt mål at gøre Lægeforeningen mere synlig. Han mente, at offentligheden burde høre lidt mere til Lægeforeningens holdning i aktuelle sundhedspolitiske sager. ”Og jeg synes faktisk, at vi langt hen ad vejen kommer længere ud nu med vores budskaber, og med et højt mål af faglighed i vores argumenter”.

Mads Koch Hansen kan notere sig flere politiske sejre: Han har afkrævet skiftende sundhedsministre en handlingsplan for ligestilling af psykiatrien med somatikken. Og i 2014 kom så kom så psykiatrihandlingsplanen. Han har fra starten af formandsperioden arbejdet for at få skiftet den daværende fire ugers behandlingsgaranti ud med en, der gav bedre faglig mening, samt få indført en udredningsret. Begge dele er i dag en realitet.

Den afgående formand har også arbejdet hårdt på at få antibiotikapolitikken højt op på dagsordenen. Og senest har han engageret sig i, hvordan brug af patientdata til forskning og kvalitetsudvikling skal vægtes i forhold til fortroligheden mellem læge og patient.

Udestående problemer

Mads Koch Hansen havde dog håbet, at man i hans formandstid også var nået længere i spørgsmålet om prioritering af sundhedsvæsenets ressourcer:

”Hver gang, der kommer ny, dyr medicin, stiger udgifterne, og sygehusene må fyre ansatte. Alle regioner er ude i sparerunder for at få råd til de dyre behandlinger. Men desværre bliver diskussionen om prioritering hele tiden til et spørgsmål om, hvor vidt det skal koste 100 kroner at gå til egen læge. Så der trænges i høj grad til en kvalificeret debat”, siger han.

Ud over prioriteringsspørgsmålet står sundhedsvæsenet og Lægeforeningen ifølge Mads Koch Hansen over for yderligere et problem: Der er for få speciallæger, og de er for ujævnt fordelt, med uforholdsmæssigt mange i hovedstaden. Og selv dér oplever speciallægerne ifølge Mads Koch Hansen ”en høj grad af stress og jag”. Han mener, at løsningen først og fremmest ligger i en større primærsektor:

”Det politiske fokus er næsten udelukkende på sygehusene. Men for langt de fleste mennesker er sundhedsvæsenet først og fremmest deres egen læge. Det er trods alt de færreste, der kommer på sygehuset – og ofte kun i få dage. Hvis der kommer mere spotlys på at løse problemerne i primærsektoren, vil det være med til at lette arbejdspresset på sygehusene”, siger Mads Koch Hansen.

”Jeg var nødt til at prøve”

Den afgående formand ved godt, at ingen er uundværlig, og at flertallet af læger formentlig er lidt ligeglade med, hvad formanden hedder, ”bare butikken kører”. Sådan tænkte han dog ikke i månederne op til Lægemødet i 2010, hvor han stillede op til den ledige formandspost.

Forgængeren, Jens Winther Jensen, var (også) gået af før tid for at blive sundhedsdirektør i Region Nordjylland. Mads Koch Hansen ville på den ene side gerne kandidere til formandsposten, men ”det var jo sindssygt at tro, at en tilfældig overlæge fra Horsens kunne blive valgt”. Åbningen kom, da den konstituerede formand, Yves Sales, meddelte, at han ikke var kandidat.

”Posten var altså reelt ledig, og efter en hurtig snak med min hustru, om det kunne hænge sammen familiemæssigt – og efter flere opringninger fra folk, som spurgte, om jeg var interesseret – viste det sig som en reel mulighed. Så jeg var nødt til at prøve”, siger Mads Koch Hansen.

Fokus på det, der samler

- Har du fortrudt?

”Aldrig. Der har været dage, hvor jeg måtte fortælle derhjemme, at det var træls og surt. Men jeg har aldrig fortrudt det. At arbejde politisk for et bedre sundhedsvæsen er dybt meningsfuldt, og på det personlige plan er det interessant og udfordrende. Jeg har haft en tæt kontakt til både medlemmer og politikere på Christiansborg, i regioner og kommuner, som jeg er meget glad for”.

- Hvornår er det træls og surt?

”Det er det, når samarbejdet mellem gode venner bliver svært – som det til tider har været internt i foreningen. Og når det er sket, at laveste fællesnævner blev resultatet, har det været surt. For vi kan nå meget langt, hvis vi bare holder fokus på det, vi faktisk gerne vil sammen, i stedet for på de få uenigheder mellem individer og grupper”.

- Du er snart forhenværende. Du kan godt tale frit fra leveren…

”Der har været perioder, hvor samarbejdet var meget besværligt, pga. modsatrettede holdninger mellem nogle af de forhandlingsberettigede foreninger. Men det er faktisk lykkedes at holde sammen på butikken. Og jeg synes, det er en meget stærk bestyrelse og forening med en høj grad af sammenhængskraft, jeg forlader”, siger Mads Koch Hansen, som også fremhæver foreningens sekretariat som ”professionelt og meget kompetent”.

Hjem og se nogle patienter

Parallelt med formandsposten har Mads Koch Hansen været overlæge på deltid i Horsens. Tre af ugens dage har han tilbragt i København.

”Men man er også formand lørdag og søndag. Der er weekender, hvor jeg har tænkt, at nu skal jeg ikke noget, og så har Jyllands-Posten eller Politiken haft en forside om et sundhedspolitisk emne, og man bliver ringet op af radioavisen og skal i TV2 News og så videre. Og så går den søndag, man ellers skulle have brugt på at vaske bilen. Man har aldrig fri”, siger Mads Koch Hansen.

Nu skal han hjem og passe en sideordnet overlægestilling, og det glæder han sig til efter det store arbejdspres. Der er sparet en del afspadsering op, som skal drysses jævnt ud over ugerne frem til sommerferien. ”Jeg har arbejdet ekstremt meget og har brug for at komme ned i tempo”, siger Mads Koch Hansen.

Hvis han igen vil engagere sig fagpolitisk (”og det kan ikke udelukkes”), bliver det næppe bag et skrivebord i Sundhedsstyrelsen eller regionerne:

”Jeg kan godt se mig selv i en ledende funktion, bare det ikke bliver for embedsmandsagtigt. Men foreløbig stræber jeg efter at komme hjem og se nogle patienter. Og så må jeg se, hvad der sker”.

Hold fast i værdierne

”Det, som har overrasket mig mest ved formandsjobbet, er arbejdets enorme omfang. En ting er deltagelse i møder og medieoptræden. Men så er der også alle de mails, man skal tage stilling til – i nogle uger har jeg talt op til 500. Det kræver ekstremt megen tid at gennemgå. Mange læger har en tendens til at arbejde for meget. Men at finde den rette work-life-balance for formænd – den er svær”.

- Det lægger næsten op til, at du nu kommer med et godt råd til din efterfølger.

”Ja! Hold tungen lige i munden og hav øje for, at der er så mange dygtige læger, der gerne vil bidrage. Så man behøver ikke gøre alting selv. Det gælder bestyrelsen, foreningen, de ansatte i huset: Man skal simpelthen tage mod al den hjælp, man kan få. Og undervejs holde fast i de værdier, man havde med sig ind”.