Skip to main content

Hollandsk-PLO: Vores rolle er styrket

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

17. aug. 2012
2 min.



Lodi Hennink, direktør for de hollandske praktiserende lægers organisation LHV, hvad er det specielle ved jeres aftale?

»At sundhedsminister Edith Schippers har indset, at vi ikke kan have disse budgetstridigheder hvert år. I årevis, når produktionen har ligget over budget, har overforbruget ikke været accepteret af regeringen. Og tariffer er blevet skåret. Men nu har ministeren indset, at hun ikke kan forsætte med at gøre det år efter år, da motivationen hos de praktiserende læger til at initiere nye projekter og investere i deres praksis forsvinder. Hun har samtidig erkendt, at en styrket primærsektor kan være med til at reducere udgifter i den sekundære sektor. For hun har sine egne problemer med at holde sundhedsudgifterne nede. De eksploderer som i alle andre lande. Og det er farligt for landet som helhed. Men ved at styrke os, kan vi forhåbentlig være med til at sikre besparelser i den mere udgiftstunge del af væsenet«.

Betragter I aftalen som en succes?

»Ja, ja, ja. Økonomisk set, fordi budgetoverskridelserne i 2011 er blevet accepteret. Det sker normalt ikke. Og vores budget får samtidig lov til at stige med 3 pct. i 2013. Desuden er vores gatekeeper-funktion eksplicit blevet understreget. Så vores rolle er blevet styrket. Både regeringen og andre interessenter er enige om, at vi er en del af løsningen til at sikre økonomien i sundhedsvæsenet. Samt i lokalområdet. Så vores strategiske position er blevet styrket«.

Hvad er aftalens svage punkter?

»Der er ingen svage punkter. Kun, at den kun gælder et år. Så der er en usikkerhed på den lange bane. Jeg frygter derfor, at der kan blive de samme problemer næste år. Men jeg tror, at begge parter indså, at vi må forholde os til hinanden på en ny måde. Sådan er følelsen lige nu i hvert fald«.