Skip to main content

Hospitaler klar til at udskrive pjækkebøder til patienter

Senest 1. maj begynder to midtjyske hospitaler med at udskrive bøder på 250 kr., hvis patienterne glemmer at melde afbud til aftalen. Skidt ide, der kan skabe splid mellem læge og patient, mener formand for Lægeforeningen.

Ambulante patienter på bl.a. Ortopædkirurgisk afdeling på Regionshospitalet Viborg kan senest fra 1. maj få en bøde, hvis de glemmer af melde afbud. Foto: Colourbox
Ambulante patienter på bl.a. Ortopædkirurgisk afdeling på Regionshospitalet Viborg kan senest fra 1. maj få en bøde, hvis de glemmer af melde afbud. Foto: Colourbox

Anders Heissel, ah@dadl.dk

12. jan. 2015
5 min.

En bøde på 250 kr. kan det kommende år dumpe ind ad brevsprækken hos ambulante patienter på to midtjyske hospitaler, hvis patienterne glemmer at melde afbud.

I dag mødes hospitalsudvalget i Region Midtjylland for at sætte projektet endeligt i gang, der betyder, at samtlige ambulante patienter på Ortopædkirurgisk afdeling på Regionshospitalet Viborg og Radiologisk afsnit på Regionshospitalet i Viborg hurtigst muligt – og senest 1. maj - risikerer en bøde, hvis de glemmer at melde afbud til aftalen med hospitalet. Ifølge formand for hospitalsudvalget, Anders Kühnau (S) skal forsøget, der løber til februar 2016, være med til at mindske antallet af udeblivelser i sundhedsvæsnet.

Faktaboks

Fakta

”Vi vil gerne undersøge, om et gebyr kan være med til at nedsætte antallet af udeblivelser og dermed udnytte ressourcerne bedre i sundhedsvæsnet. For nogle patienter virker det anstødeligt, hvis andre patienter ikke dukker op til den aftalte tid, og dette forsøg skal belyse, om et gebyr kan hjælpe, og ikke mindst, om et gebyr kan hjælpe endnu mere end påmindelser via sms og breve,” siger Anders Kühnau.

Ingen dokumentation for problemet

Antallet af udeblivelser ligger på ca. fire pct. på Radiologisk afsnit på Regionshospitalet Silkeborg, mens det er ca. fem pct. på Ortopædkirurgisk afdeling på Regionshospitalet Viborg. Ifølge protokollen bag forskningsprojektet udgør patienters udeblivelser fra aftaler i sundhedsvæsnet ”et stigende problem”, men det er alene baseret på en fornemmelse, siger Anders Kühnau, for der findes ingen dokumentation for problemets omfang. Desuden findes der heller ikke viden om, hvorfor patienterne udebliver.

”Vi ved relativt lidt om, hvorfor patienterne ikke kommer, og det skal vi undersøge med dette projekt. Og vi indfører ikke bare et gebyr, men vi laver et forskningsprojekt, der skal gøre os klogere. Hvis patienterne bliver væk af gode grunde, skal vi formentlig bruge andre midler end et gebyr. Jeg kunne da godt håbe, at vi finder frem til, at der er alternativer, der er bedre end gebyr. Men det er vigtigt, at vi finder et middel til at nedbringe antallet af udeblivelser,” siger Anders Kühnau.

Internationale studier viser, at patienterne også udebliver, fordi de ikke kan melde afbud, fordi telefonen var optaget til hospitalet eller på grund af administrative fejl på hospitalet. Derfor vil der også blive strammet gevaldigt op på, at hullerne i mødetiderne ikke skyldes hospitalet, siger Anders Kühnau.

Regionen peger selv på i protokollen, at forsøget med gebyr ”kan være i konflikt med den nuværende kultur i sundhedsvæsnet”.

”Vi har ikke tradition for, at patienterne skal betale bøder i vores sundhedsvæsen. Derfor vil der sikkert være både patienter og personale, der vil opfatte det som et brud med vores kultur. Men vi kender gebyret fra bl.a. tandlægen, og dette projekt skal så vise, om det er den rigtige vej i hele sundhedsvæsenet,” siger han

Når patienten kommer igen efter at have fået en bøde, så skal lægen bruge store dele af konsultationen på at forklare et system, som han dybest set ikke er en del af. Og det fremmer bestemt ikke det gode læge-patientforhold. Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen

Den helt forkerte retning

Ifølge formand for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen, undergraver projektet netop en kultur i sundhedsvæsenet, der er bygget på tillid.

”Grundlæggende er jeg i mod at uddele bøder til patienter. Der kan være gode grunde til, at de ikke møder op. Mange patienter har flere kontakter til hospitalerne, og derfor kan det være svært at holde overblikket. Og her vil en bøde ikke hjælpe. Det skal man løse på en anden måde. Og inden man udskriver en bøde, skulle man starte med at finde ud af, hvorfor de ikke kommer. Dette tiltag er den helt forkerte retning,” siger Mads Koch Hansen, der understreger, at det kan sætte en kile ned mellem læge og patient.

”Når patienten kommer igen efter at have fået en bøde, så skal lægen bruge store dele af konsultationen på at forklare et system, som han dybest set ikke er en del af. Og det fremmer bestemt ikke det gode læge-patientforhold,” siger lægeformanden.

Det er Region Midtjylland selv, der inddriver gebyret og vil følge den rykkerprocedure, der i øvrigt gælder i regionen. Det betyder to rykkere, og hvis beløbet stadig ikke er betalt, går Skat ind i sagen. Det er ligeledes regionen selv, der står for at behandle eventuelle klager over en bøde.

Mens patienterne kan få en bøde, hvis de glemmer en aftale, kan hospitalet modsat ikke straffes. Derfor får de hverken en bøde eller kan udbetale kompensation til patienten, hvis fejlen er hospitalets.

Projektet koster i alt 3,5 mio. kr., hvoraf Region Midtjylland betaler 500.000 kr.