Hospitalsskandaler i 250 år

Før 1757 var offentlige sygehuse ukendt i Danmark. Læger og kirurger var noget, som kun de mere velaflagte havde råd til. Og man gik ikke til læge. Man tilkaldte en læge eller barberkirurg, som klarede det fornødne hjemme hos patienten. Operationer foregik på spisebordet.

Folkesundhed og uddannelse

I midten af 1700-tallet blev behovet for et offentligt behandlingssygehus mærkbart.

Enevældens stat var begyndt at tage folkesundheden alvorligt: En befolkning, som blev svækket og decimeret af sygdom, var simpelthen dårlig husholdning.

Medicineruddannelsen var stagneret. Københavns Universitet var en præsteskole, der højst uddannede et par læger om året. De aflagde eksamen og fik doktortitel uden at have set en patient.

Kirurguddannelsen gik det lidt bedre med. Den foregik på Simon Crügers kirurgiske læreanstalt, Theatrum anatomico-chirurgicum, i Købmagergade. De alt for få kadavere til undervisnings- og eksamensbrug kom fra tilfældige dødsfald i byens straffeanstalter eller fra skafottet, og ordningen gav ikke mulighed for mere systematisk at studere sygdomme og dødsårsager.

I udlandet havde danske læger og kirurger oplevet lægeskoler med tilknyttede sygehuse, der gav adgang til klinisk undervisning. I Danmark var patienten en betalende kunde, som ikke ville høre tale om at stå til rådighed for kliniske demonstrationer - og endnu mindre: at ende som dissektionsmateriale for grove barbersvende.

Blandt dem, der skubbede hårdest på for et egentligt behandlingshospital, var Simon Crüger. Men også hans læremester Johannes Buchwald, som havde arbejdet sig op fra barberkirurg til medicinsk professor, gik ind for sagen.

Det endelige initiativ kom dog fra kongen selv, Frederik den Femte, som i 1751 overlod opgaven med at tegne et hospital til sin hofbygmester, Nicolai Eigtved.

Det skulle have plads til 300 patienter. Der måtte ikke modtages mindre børn, kronisk syge, uhelbredelige, »afsindige« eller patienter med kønssygdomme, kopper, fnat og spedalskhed. Det var de arbejdsduelige, der skulle helbredes her.

Operationsstuen blev glemt

Det første hospital blev også den første hospitalsbyggeskandale.

Hospitalet skulle bygges på en opfyldt losseplads i den nye bydel Frederiksstaden mellem Bredgade og Amaliegade. Gulvene blev lagt direkte på den bare jord, så allerede før bygningerne blev taget i brug, begyndte plankerne at rådne. De blev brækket op, der blev gravet lidt dybere og lagt et lag stampet ler og derpå nye planker, men det hjalp ikke meget. Så huggede man huller i murene for at ventilere. Men nu løb overfladevandet ind. Den lave grund var fugtig, og ydermurene blev hurtigt grønne af mos og alger.

Arkitekten foreslog at grave kældre, men kongen sagde nej - der var ikke råd. Så blev der lagt nye bjælker og et nyt dobbelt gulv. Det holdt i ti år, så måtte det udskiftes igen.

Lægerne blev først spurgt til råds om byggeriet, da hospitalet stod næsten færdigt. Det er formentlig derfor, der ikke blev indrettet auditorier.

Kirurgerne savnede en operationsstue, og i de første år måtte man låne instrumenter af Simon Crüger.

Medicinerne klagede over, at lokalerne for lavloftede. De var også utilfredse med, at der ikke var en kælder.

Lokummer var anbragt i gården eller i sygestuernes forstuer. Der var store, gravede latringruber, der ikke behøvede at blive tømt så tit. Det lugtede i hele bygningen. Når latrinerne endelig blev tømt, blev der spildt og sjasket på gulvet, og stanken fik en tand til.

Med hensyn til vandforsyningen forsøgte man at finde en kilde på hospitalsgrunden med en ønskekvist. Da det ikke lykkedes, gravede man et par brønde med meget dårligt vand - selv efter den tids lave standard.

Under byggeriet døde hofbygmester Eigtved, og byggeriet overgået til Laurids de Thurah, som ændrede Eigtveds plan: Det lave, firlængede hospital var lidet imponerende, og Thurah tilføjede fire høje hjørnehuse - to mod Bredgade (dengang: Norgesgade) og to mod Amaliegade. I den sydligste af Amaliegadepavillion indrettede man senere Fødselsstiftelsen.

Voksende sygehusbehov

»Undervisningsmaterialet« var de fattige patienter. De lå gratis og måtte finde sig i, at doktoren eller kirurgen troppede op med en flok studerende ved sygesengen for at holde klinisk undervisning. Men i en tid, hvor fattige faktisk sultede, fandt man sig i det: Hospitalet serverede en god og nærende kost, og selv om dødeligheden var ca. 10 pct., var der også mange, der kom sig.

Frederiks Hospital var med andre ord en succes. Så stor en succes faktisk, at man døjede med voldsom overbelægning, nogle gange med flere patienter i hver seng.

Få år senere blev Almindelig Hospital bygget lige overfor i Amaliegade. Det skulle egentlig være en stor fattigstiftelse med en sygeafdeling. Da sygeafdelingen hurtigt voksede, havde byen snart to store sygehuse.

Men Frederiks Hospital var stadig det fineste. Her kunne man betale sig til enestue med særforplejning, og det var her, Søren Kierkegaard blev indlagt (og døde) i 1855. Velstående borgere var nemlig begyndt at søge hospital, for hospitalet var blevet det sted, hvor lægevidenskaben udviklede sig. Det var der, man skulle hen, hvis man ville have den bedste og mest virksomme behandling.

Under koleraepidemien i 1853 var dødeligheden massiv på de to københavnske hospitaler. Det viste, at der var brug for et nyt, moderne hospital. Det blev Kommunehospitalet, som stod færdigt i 1867.

Det nye Kommunehospital blev umanérlig dyrt. Man måtte slås lidt med Krigsministeriet for at få lov til at bygge uden for voldene. Lægeforeningen kom også op at skændes med magistraten om, hvem der skulle udnævne overlæger. Men bortset fra det var der ingen skandaler omkring Kommunehospitalet. Byggeriet var moderne, og den mest tidssvarende teknologi blev taget i brug. I europæisk sammenligning var det et hospital, man kunne være stolte af.

Den næste større skandale vedrørte opførelsen af et nyt Rigshospital.

Mod slutningen af 1800-tallet var Frederiks Hospital blevet så utidssvarende, at ingen tænkte på at modernisere det. Der var hårdt brug for et nyt Rigshospital - men på grund af forfatningsstriden mellem Højre og Venstre blev planerne i 20 år syltet af de politiske beslutningstagere.

Den endelige beslutning om at bygge nyt på Blegdamsfælleden blev taget i 1903. I 1910 kunne det nye Rigshospital tages i brug, og Frederiks Hospital blev nedlagt.

Enevælden var historie, og skandalen var det de folkevalgte, der leverede. Det nye hospital selv blev forbilledligt.