11.00 På mit program står der »hovedproblem«, og jeg ser en kvinde side med et treårigt barn på skødet tildækket med håndklæder. De kommer fra bushen, og det er første gang, de kommer til læge. De har forsøgt sig med »black magic« og urtemedicin uden effekt, og nu er de klar til at prøve vestlig medicin. Jeg har efterhånden set en del, men da de fjerner håndklæderne, må jeg synke en ekstra gang. Den lille pige har hydrocephalus på størrelse med en badebold. Hun har aldrig kunnet se, spise eller gå. Hun har solnedgangsblik, som jeg ellers kun har læst om. Hovedet er vokset tiltagende over det seneste år, og jeg måler en omkreds på 84 cm og tolker det som progredierende intrakranielt tryk. Forældrene ønsker at få noget medicin til at behandle tilstanden. Vi har intet i medicinskabet, som kan afhjælpe dette. Og jeg fortæller dem om den dårlige prognose. Jeg giver faren et kram, og han er naturligvis dybt berørt over situationen. Han havde forventet noget andet. Ingen i Vanuatu kan behandle dette. Det kræver behandling i New Zealand eller Australien, som de færreste fra bushen har råd til. De tager hjem igen. Hende glemmer jeg ikke foreløbig.