Hovedstadshospitaler får ansvar for patienter i 72 timer efter udskrivelse

En ældre patient er blevet udskrevet til kommunal sygepleje efter nogle dages indlæggelse. Kort efter at patienten er kommet tilbage til det kommunale aflastningssted eller plejecenter, har den kommunale sygeplejerske brug for at komme i kontakt med en læge vedrørende patienten. Det kan være, fordi der er stødt noget til, f.eks. en blærebetændelse, eller der kan være en uklarhed om noget i epikrisen.

Hvad så?

Den situation kan lige præcis være den, der resulterer i, at patienten ender med at blive genindlagt. Måske med god grund. Men det kan også være, at den genindlæggelse slet ikke er nødvendig og med god grund skal undgås.

»Genindlæggelser skal være velovervejede og ske efter en kompetent dialog«.

Det siger Birgitte Degenkolv, der er hospitalsdirektør på Amager og Hvidovre Hospital og formand for en arbejdsgruppe, der netop har udformet en model for en bedre dialog mellem hospital og kommune. »Model for 72 timers behandlingsansvar efter hospitalsbehandling for færdigbehandlede patienter«, hedder den.

Det er regionspolitikernes initiativ. Birgitte Degenkolv kalder det modigt og visionært og vurderer i øvrigt, at alle kan se den grundlæggende intention i tankegangen.

Modigt, fordi det er usædvanligt konkret. Og visionært fordi arbejdet med et bedre tværsektorielt med dette initiativ er »langt mere konkret og i en større skala, end vi har set hidtil. Vi skal alle sammen bidrage for at få det til at hænge sammen«, siger hun.

Allerede den 1. februar næste år skal alle regionens sygehuse implementere modellens første fase. Den omfatter patienter, der udskrives til midlertidige pladser i kommunerne. De berørte afdelinger vil især være medicinske og kirurgiske afdelinger. Patienten skal have været indlagt mellem 24 og 72 timer og være færdigbehandlet ved udskrivelsen.

Forpligtede sygehuse

Den kommunale sygeplejerske, som stod i den kritiske situation, som beskrevet i indledningen, har med den nye model hjælpen ved hånden. Sygehusene bliver forpligtede til at hjælpe.

Der er nemlig et telefonnummer, hun kan ringe til. Telefonen i den anden ende befinder sig på hospitalet, og den skal besvares. Nummeret står i patientens epikrise, der er klar umiddelbart efter udskrivelse. Det er et kontaktnummer, som kommunen kan ringe til, også akuttelefonen1813 og patientens egen læge kan bruge det.

Alt efter problemets karakter kan det på hospitalsafdelingen løses af en sekretær eller en sygeplejerske. Men er det er lægefagligt spørgsmål, så skal en læge til telefonen. Gerne og om muligt den behandlingsansvarlige læge. Men er det i vagttid, vil en anden læge skulle træde til. Så skal denne læge finde journalen og ud fra den rådgive kommunen.

Birgitte Degenkolv understreger, at mange afdelinger allerede har en god dialog med kommunerne.

»De er vant til at ringe til den udskrivende afdeling, men rigtig mange har oplevet at vente og vente og vente. Er der kontakt, og hvis det er et lægefagligt problem, har mange oplevet at blive henvist til patientens egen læge og er endt med at blive kastebold mellem almen praksis og hospital, fordi egen læge ikke nødvendigvis ved noget om indlæggelsen«, siger Birgitte Degenkolv.

Hun understreger:

»Men nu er det på hospitalet forpligtelsen ligger. De skal hjælpe. Det står og falder med det«.

Når det er de første 72 timer efter udskrivelsen, skyldes det, at det er i det tidsrum, de fleste genindlæggelser, som har direkte relation til første indlæggelse, sker.

Få tal

Ellers er der ikke meget data at gå frem efter. Det er ikke muligt at udskille antallet af genindlæggelser inden for 72 timer fra udskrevet til kommunal sygepleje og hjemmepleje.

Implementeringen af det nye behandlingsansvar vil derfor ske i tre trin. Først – per 1. februar – patienter, der udskrives til midlertidige kommunale pladser. Så kommer den 1. maj patienter, der udskrives til plejecenter. Og sidst, den 1. september, gælder det patienter, der udskrives til eget hjem.

»Vi indfører det i trin, fordi vi ikke kender omfanget af behovet for kontakt«, siger Birgitte Degenkolv.

Antagelsen er, at ordningen vil betyde merarbejde, men hvor meget er usikkert. »Hospitalsledelserne er meget optaget, af hvor stor opgaven bliver. Derfor monitorerer vi undervejs og har et evalueringsdesign, der betyder, at arbejdsgruppen, der står bag, hele tiden bliver klogere. Vi holder jævnligt møder og kan justere undervejs«, siger Birgitte Degenkolv.

Bekymring

Hun peger på, at det bliver hospitalernes opgave at støtte lægerne.

»Der er en bekymring for en ekstra arbejdsbyrde hos lægerne. Måske ikke så meget i dagtid, men mere i aften- og nattevagter, hvor lægen kan stå i en travl vagt og så pludselig skal tage sig af en patient, der befinder sig et andet sted, og som man måske ikke har set før. Men det skal lægen altså. Det er derfor hospitalernes opgave at opbygge et solidt system, der kan understøtte lægen i det arbejde«.

Birgitte Degenkolv kan ikke være konkret på hvordan, endnu. Der er en såkaldt implementeringspakke på vej til hospitalerne. Forventningen er, at de vil implementere på forskellig vis, for afdelingerne kan godt gøre det på deres måde, men tilbuddet skal være det samme.

Det er ikke alene arbejdsbyrden, lægerne er bekymret over.

Ledende overlæge på Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital, Jesper Juul Larsen, sidder med i arbejdsgruppen. Han synes overordnet, at ideen er »udmærket«.

»Der er brug for fokus på den tværsektorielle problematik, som i den grad har behov for et eftersyn, særligt hvis regionen skal nå i mål med ambitionen om et velfungerende nært sundhedstilbud«, siger han.

Men det er ikke en uproblematisk model, mener han. Behandlingsansvaret kombineret med forpligtelsen, der ligger i telefonnummeret, kan være problematisk i forhold til lægens ansvar.

»Ofte vil opkaldet fra kommunen komme i vagten, da det i sagens natur tager tid for borgeren at komme ud i kommunen, hvilket ofte sker midt eller sidst på eftermiddagen, i forbindelse med udskrivelsen. Eventuelle spørgsmål vil således møde vagtholdet eller en afdeling, hvor lægen er gået hjem, da kommunen først skal erkende, at der er et spørgsmål at stille eller en uklarhed«, siger Jesper Juul Larsen. Han fortsætter:

»Det vil formentlig sjældent være en læge med kendskab til patienten og dennes forløb, som involveres i besvarelsen af et evt. ”call-back” til den fagperson, som ringer fra kommunen. Overordnet vil ordningen udfordre hospitalets interne organisering. Og det vil udfordre lægen, som skal læse op på et forløb og give råd om noget andre har lavet og i den forbindelse måske løfte et ansvar for en behandling, som vedkommende savner en juridisk rygdækning for«, siger han.

Jesper Juul Larsen er med andre ord skeptisk over for ideen med at lægge behandlingsansvaret på afdelingen.

»Det er overordnet problematisk at have et formaliseret behandlingsansvar for en patient i en kommune, når man sidder inde på hospitalet og hverken kender patient, kommunale samarbejdsparter eller de øvrige omstændigheder – det vil gøre det svært at give råd og vejledning. Det vil langt hen ad vejen være den ramme, som dette tiltag vil komme til at leve i, vil jeg tro«, siger han.

Meget kunne løses, hvis sektorerne havde indsigt i hinandens it, mener Jesper Juul Larsen.

»For at tiltaget skal have effekt, ville det kræve en langt mere gennemgribende forandring i samarbejdet mellem kommune og hospital – herunder en integrering af fælles sundheds-it, således at vi ikke var blinde for hinandens planer og observationer. Det er der, guldet er begravet«, siger han.

Alternativet er ikke bedre

Birgitte Degenkolv forstår bekymringen blandt lægerne på hospitalerne.

»De er bekymrede for, om de kan levere, og hvad det er, de som læge kan blive holdt ansvarlig for – også set i lyset af tidligere sager. Så der vil nok komme en reaktion«.

Hvad er dit svar?

»Jeg ser en pointe i, at hvis vi skal hjælpe de patienter og vore kolleger i primærsektoren, så har vi de bedste forudsætninger for det. Vi kender systemet og behandlingen, som patienten har fået på hospitalet. Det er os, der udskriver og skriver recepter, laver medicin- og behandlingsplaner osv. Så vi udskriver altså patienterne som altid, og hører vi ikke mere, er det kommunens ansvar videre. Det er først, når kommunen ringer, at ansvaret ligger på afdelingen for rådgivning og vejledning på den konkrete henvendelse«”

»Her må lægen lytte og tage stilling til, om det er muligt at beslutte noget efter det, kommunen oplyser, eller om en læge skal se borgeren på en eller anden måde, eller om patienten skal indlægges igen. Der er forskellige muligheder. Men pointen i det her er, at vi på hospitalet har bedre muligheder for at vurdere, hvad der er hensigtsmæssigt i forhold til den konkrete indlæggelse end eksempelvis den praktiserende læge«, siger Birgitte Degenkolv.

Hun tilføjer:

»Det her er et politisk initiativ. Det er en opgave, vi skal løse«.

Birgitte Degenkolv forventer, at hospitalsledelserne finder ud af håndtere bekymringerne.

»Meget af det her handler om kultur. Jeg tror, at sektorerne kan komme til at lære hinandens systemer bedre at kende med det her. Der vil komme en øget forståelse for, hvordan tingene hænger sammen andre steder. Jeg tror, der går mange rundt på hospitalerne, som har en forestilling om, hvordan en kommune arbejder, uden at have været der og uden at vide det. Og vice versa«.

Men det er vel stadig et spørgsmål, hvordan man kommer fra de gode intentioner til resultaterne?

»Ja. Og det er en stor opgave og rigtig mange mennesker, der skal arbejde sammen, både på hospitalerne og i kommunerne, som der er 29 af i Region Hovedstaden – lige fra den lille Vallensbæk Kommune til kæmpestore Københavns Kommune. Vi kommer til at følge det meget tæt. Er der brug for det, justerer vi modellen«.”

Tilfredshed i almen praksis

Annette Randløv fra PLO-Hovedstaden sidder også i arbejdsgruppen, og hun hilser ordningen velkommen.

»Det er noget, vi længe har ønsket«, siger hun.

Hun peger på, at de pressede sygehuse udskriver patienter hurtigere i dag end tidligere.

»Og så ser vi nogle hurtige genindlæggelser. Og der kan det godt være, at afdelingen ikke har nået at få set på det hele og få det hele med i udskrivningen, og at patienten ikke er helt rask. Altså at de udskriver en patient med f.eks. urinvejsinfektion. Jeg tænker, at denne ordning kan give bedre udskrivninger og måske bidrage til en større forståelse af, hvad man kan i de forskellige sektorer«.

Hun glæder sig også over, at ordningen vil være en lettelse for de praktiserende læger.

»Vi oplever nogle gange at skulle ud, hu hej vilde dyr, for at se til en patient, der måske skal genindlægges. Det er svært at passe ind i kalenderen. Det skal vi ikke længere. Men vi bliver eventuelt inddraget på en måde, som vi kan sætte tid af til måske en uge senere«, siger Annette Randløv.