HPV giver voldsom stigning i mundsvælgkræft hos mænd
Et nyt dansk studie påviser en foruroligende vækst i forekomsten af kræft i mundsvælget hos ellers sunde mænd. HPV udpeges som årsag.
Et nyt dansk studie påviser en foruroligende vækst i forekomsten af kræft i mundsvælget hos ellers sunde mænd. HPV udpeges som årsag.
HPV kan som bekendt give kvinder livmoderhalskræft, men virussen kan også forårsage andre kræftformer.
Et nyt studie fra Danmark publiceret i European Journal of Cancer viser en kraftig stigning i forekomsten af kræft i mundsvælget hos mænd, der ellers er sunde og raske.
»Der er sket en voldsom stigning i antallet af tilfælde af mundsvælgkræft i de seneste par årtier. Det er en udvikling, som vi bliver nødt til at tage alvorligt, og derfor kipper vi med flaget for at gøre opmærksomme på, at vi bliver nødt til at gøre noget ved det«, siger Christian von Buchwald, klinikprofessor og overlæge ved Øre-Næse-Halskirurgisk og Audiologisk Afdeling ved Rigshospitalet til videnskab.dk.
Hos 67 pct. af patienterne i undersøgelsen er kræften forårsaget af HPV.
»Vores undersøgelse viser, at mundsvælgkræft i dag er lige så udbredt som livmoderhalskræft. Derfor er det vigtigt, at praktiserende læger og andre er opmærksomme på, at det ikke længere kun er en sygdom, som rammer ældre mennesker, rygere og alkoholikere. Vi ser pludselig mænd helt ned til 35-årsalderen, som er på arbejdsmarkedet og lever et sundt liv, men som pludselig bliver lagt ned med kræft«, siger Christian von Buchwald til videnskab.dk.
At livmoderhalskræft så langtfra er den eneste sygdom, der udløses af HPV, bakkes op af tal fra Kræftens Bekæmpelse.
I et nyhedsbrev sidste sommer omtalte organisationen en undersøgelse, der viser, at der flere tilfælde af andre kræftformer på grund af HPV end livmoderhalskræft.
"Mens fokus ofte er på livmoderhalskræft som følge af HPV, er det reelle antal kræfttilfælde, som skyldes HPV faktisk dobbelt så stort. Omkring 380 kvinder rammes af livmoderhalskræft, men det beregnes, at HPV derudover er skyld i at ca. 400 mænd og kvinder får en anden form for kræft", sagde overlæge, dr. med. Susanne Krüger Kjær, der stod i spidsen for undersøgelsen, i nyhedsbrevet.
Der er ikke umiddelbart klarhed over, hvorfor den drastiske stigning i mundsvælgkræft hos mænd har indfundet sig. Ændrede seksualvaner kan ikke forklare det hele. Der er også stor forskel på forekomsten af HPV-forårsaget mundsvælgkræft i Danmark og andre lande, fremgår det af videnskab.dk.
Men alene den foruroligende stigning får forskerne bag tallene til at pege på muligheden for at lade drenge omfatte af det gratis vaccinationsprogram, der tilbydes piger.
»Vi har at gøre med en HPV-relateret kræftsygdom, som især rammer mænd, og som er steget så voldsomt, at den nu er blevet mere hyppig end livmoderhalskræft. Derfor er det selvfølgelig påfaldende, at drenge ikke HPV-vaccineres«, siger Christian von Buchwald til videnskab.dk.
»Når det gælder livmoderhalskræft, har vi både et vaccinationsprogram og et screeningsprogram. Men ingen af delene findes for mundsvælgkræft,« siger han.
Opbakningen til HPV-vaccination af piger er faldet voldsomt i Danmark i kølvandet på heftig offentlig debat om mulige bivirkninger. Ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut er det nu kun hver fjerde 12-årige pige, der bliver vaccineret. For blot få år siden lå vaccinationsraten på over 90 pct.
Læs også: HPV er skyld i lige så mange tilfælde af andre kræftformer som livmoderkræft
Læs også: Kun hver fjerde pige får HPV-vaccinen
Læs også: HPV-vaccination – skal/skal ikke?