Skip to main content

Det giver hverken penge, prestige eller mere på publiceringslisterne.

Det er til gengæld tidskrævende og uforudsigeligt, og det kan være belastende for kollegerne. Man skal sætte sig ind i alt fra Ny Løn til diverse detaljer i overenskomsterne, og når der er tunge personsager, koster det hele aftener og weekender i telefonen hjemmefra.

Betingelserne er langt hen ad vejen ens for 31-årige Marianne Ingerslev Holt og 53-årige Jens Frandsen, selv om hun er yngre læge, klinisk assistent på Onkologisk Afdeling på Århus Sygehus, og han er lungemediciner og specialeansvarlig overlæge på Randers Central-sygehus.

De er nemlig begge fagligt aktive, hun som amtsreservelægerådsformand i Århus Amt, og han som amtsrepræsentant for overlægerne i samme amt.

De kender begge to til den lille dårlige samvittighed over for kollegerne, når man - igen - er væk, og de ved, hvordan det er at tilbringe endnu en søndag aften i telefonen frem for med familien, fordi en vanskelig personsag ikke kan vente.

De er til gengæld enige om, at det er fantastisk tilfredsstillende, når en forhandling lykkes, og når to parter, der før mødet var milevidt fra hinanden, begge er tilfredse med resultatet. De synes også begge, det er sjovt at være kreativ og at være med til at finde løsninger, der forbedrer kollegernes arbejdsforhold, eller som giver plads for en bedre opgaveløsning på arbejdspladsen. Og så føles det tilfredsstillende at have kollegernes tillid - og prøve at leve op til den ved at være problemknuser. Især når tingene er gået i hårdknude.

»Det er jo derfor, man er med. Det er de situationer, der gør det attraktivt at lave fagligt arbejde. Det er udfordrende, man får mulighed for at få indflydelse på væsenet, og man har brug for nogle personlige kompetencer, man ellers ikke har i spil. Det er meget tilfredsstillende«, siger Jens Frandsen.

Fru Ny Løn

Marianne Ingerslev Holt er enig:

»Ja ... der er mange, der har et lidt fortidigt billede af fagligt aktive som nogle lidt ufleksible væsener. Jeg ved godt, at jeg i nogle sammenhænge bærer tilnavnet Fru Løn, fordi det er blevet en så stor del af min rolle. Det er da også en vigtig opgave at forhandle Ny Løn. Men hvis tillidsrepræsentantrollen bare handlede om kroner og ører, ville jeg overhovedet ikke finde det interessant. Det er selve forhandlingselementet og så det at have sine kollegers tillid og at skulle varetage deres interesser bedst muligt, der er bærende for mig«, siger Marianne Ingerslev Holt, der dertil opfatter tillidsrepræsentantarbejdet som en suveræn lederuddannelse.

»Det giver nogle klare kompetencer, jeg slet ikke kan forestille mig, man kan få på andre måder, før man står i en egentlig lederrolle, og det er problematisk først at skulle tilegne sig dem der. Som yngre læge er man jo faktisk per automatik under uddannelse til at blive leder, i hvert fald hvis man stiler mod at blive overlæge. Så jeg opfatter i høj grad også mit faglige arbejde som en del af min uddannelse«, siger Marianne Ingerslev Holt, der arbejder fuldtid som klinisk assistent, og som derudover får en halv løn for sit faglige arbejde.

»Min arbejdsbelastning ligner på den måde de af mine kolleger, der arbejder og forsker ved siden af. Jeg kan bare ikke føre det faglige arbejde på en publiceringsliste«, siger Marianne Ingerslev Holt.

Det handler om tillid

Jens Frandsen har fået den særlige aftale med Århus Amt, at amtet betaler et beløb, der svarer til en ugentlig arbejdsdag, til vikardækning til hans afdeling. Det var ganske enkelt hans betingelse for overhovedet at ville påtage sig hvervet, fordi han vurderede, at hans fagforeningsaktivitet i modsat fald ville udgøre en for stor belastning for de øvrige læger i afdelingen. Han tilbringer en dag om ugen på Lægekredsforeningens kontor i Århus, men det faktiske timetal er større.

»Jeg har gjort op med mig selv, at jeg gerne vil bruge de timer, fordi jeg får noget igen. Jeg har prøvet at være lægelig leder på fuld tid, men jeg savnede klinikken. Den vil jeg ikke undvære. Jeg synes, at jeg har en god balance i mit liv på den her måde, fordi mit fag stadig er kerneydelsen, mens jeg i arbejdet som amtsrepræsentant får brugt nogle andre kompetencer og får nogle andre udfordringer, som jeg ville være ked af at undvære«, siger Jens Frandsen.

Den yngre læge og overlægen er tindrende enige, hvad angår Lægeforeningens holdning til professionelle tillidsfolk. De mener begge, det er helt afgørende, at de er ude blandt kollegerne for at kunne repræsentere dem.

»Jeg ville ikke kunne repræsentere de yngre læger på en ordentlig måde, hvis jeg ikke selv skulle leve med de konkrete arbejdsvilkår«, siger Marianne Ingerslev Holt, og Jens Frandsen supplerer:

»Hvervet har meget med tillid at gøre. Jeg opfatter det meget bogstaveligt, og jeg tvivler på, at mine kolleger ville kunne vise mig tilstrækkelig tillid og give mig mandat, hvis jeg fjernede mig fra deres verden. Det er vigtigt, at man ved, hvad det går ud på, når folk f.eks. problematiserer en vagtbelastning eller lignende. Det er fundamentet for vores arbejde, at vi er del af den gruppe, vi repræsenterer ... man skal bare kunne sortere i, hvad man så påtager sig, og huske, at vi har professionelle ansat i foreningen, som kan supporte, når det f.eks. gælder egentlig ansættelsesjura«, siger Jens Frandsen.

Underskudsforretning

Det er ikke et pamperspøgelse, der skræmmer, når de to ikke synes, man skal være fuldtidslønnet fagligt aktiv. Som Jens Frandsen udtrykker det, er begrebet næppe relevant i lægekredse:

»Jeg tror slet ikke, læger tænker pamperi ind i forhold til deres faglige aktivitet. Pamperi er noget, jeg forbinder med at få økonomiske fordele via faglig aktivitet, og som læge vil det til enhver tid være en underskudsforretning at lave fagforeningsarbejde ...«

Marianne Ingerslev Holt: »... ja. Der er langt flere penge i at tage et vikariat. Så nogle kolleger undrer sig nok nærmere mest over, hvorfor man gider. Men jeg oplever nu en voksende anerkendelse af arbejdet. Jeg har én gang mødt den holdning fra en overlæge, at jeg var sådan én, der var væk hele tiden ... det blev jeg virkeligt ked af. Også fordi det overhovedet ikke var rigtigt. Jeg blev til gengæld meget glad, da der var nogle, der sagde, at de syntes, jeg var en stor resurse på afdelingen - netop på baggrund af min viden på hele forhandlings- og OK-området. Jeg har endnu aldrig mødt kritik fra ligestillede kolleger på baggrund af mit arbejde.

Der er stor forståelse for, at det er vigtigt«, siger Marianne Ingerslev Holt.

Jens Frandsen: »Ja, jeg tror, at det efterhånden er et særsyn, hvis man møder nogle, der opfatter tillidsrepræsentanter som sådan nogen, der brokker sig, og som blokerer. Tillidsrepræsentanten er simpelthen en nødvendig medspiller. Der ville netop opstå nog le voldsomme propper i systemet, hvis det led manglede«.

Løn - en personlig sag

Overskrifterne er langt hen ad vejen ens, hvis man kigger i Marianne Ingerslev Holts og Jens Frandsens arbejdskalendere. De forhandler aftaler, de er bisiddere, og de ser i vidt omfang sig selv som sparringspartnere for deres kolleger i amtet, når det gælder fagpolitiske spørgsmål - herunder også konflikter.

Går man helt ned i materien, er der dog også forskel på arbejdsopgaverne. Marianne Ingerslev Holt er en rutineret forhandler af Ny Løn, og hun ser det som en naturlig og nødvendig opgave. Hun mener, at det som oftest er umuligt selv at overskue og gennemføre som yngre læge uden hjælp fra tillidsrepræsentanten, idet man står for svagt i forhold til individuelle forhandlinger, når man eksempelvis er ansat i en bestemt blokstilling.

Jens Frandsen ser derimod stadig Ny Løn principielt som et personligt anliggende mellem overlægen og arbejdsgiveren, selv om der også forhandles generelle ny løntillæg, og det her er tillidsrepræsentanten, der forhandler.

»Nu er det jo en langt nyere situation for os end for de yngre læger. Vi er kommet med fire år senere. Men jeg håber ikke, at det er det, der kommer til at fylde mest i mit tillidsmandshverv. Jeg er meget gerne sparrings- og diskussionspartner og bruger også tiltagende megen tid på det. Men i princippet er det jo et personligt anliggende. Noget andet er så, at jeg finder, at det kan være problematisk at lægge et potentielt konfliktpunkt som lønforhandling ud mellem den ledende overlæge og de enkelte overlæger«, siger Jens Frandsen.

Et ledelsesproletariat

Marianne Ingerslev Holt peger på, at overlægerollen for mange yngre læger har tabt ledelsesstatus, og at systemet opleves tiltagende hierarkisk.

»Styringen af den enkelte afdeling bliver mere og mere centraliseret, og der er tendens til at betragte overlægerne som en slags ledelsesproletariat. De har titlen, men de har egentlig ikke rigtig noget at skulle have sagt, når det kommer til stykket«, siger Marianne Ingerslev Holt.

Jens Frandsen: »Det er rigtigt, at vi er i en brydningstid. Der sker en glidning, en udvikling i overlægerollen, og det betyder også, at der er en glidning i min rolle som tillidsrepræsentant. Vi definerer os som en gruppe af ledere, og vi har lederidentiteten, der blandt andet udmønter sig i vores aftaler om ingen øvre arbejdstid mv. Der er bare en tendens til, at man fra øverste sted opfatter os som ledere eller som funktionærer alt efter, hvad der er opportunt. Vi er under pres, hvad angår f.eks. vagtbelastninger. Det er i dag sådan, at det kan være mere lukrativt, hvad angår økonomi og arbejdsvilkår, at give afkald på at søge en overlægestilling og blive ved med at være afdelingslæge. Det vil stille nye krav til den faglige repræsentation. Der er næppe nogen tvivl om, at vi som overlæger må erkende, at vi får mere brug for det fagpolitiske system, for mere faste aftaler ... mange af de ting, der ellers ikke ligger i vores rolle som sådan. Vi har ikke opfattet os som lønmodtagere, men vi bliver nødt til at revidere på nogle ting, ellers kommer den enkelte overlæge til at stå for svagt i forhold til arbejdsvilkår«.

»Ja, vi vil jo gerne en tilnærmelse mellem søjlerne og foreningerne«, siger Marianne Ingerslev Holt.

»Der er næppe nogen tvivl om, at interesserne bliver mere og mere sammenfaldende. Kontakten mellem Overlægeforeningen og FAS og så Yngre Læger bliver da også tættere og tættere. Vi taler langt mere sammen, end vi gjorde for ti år siden. Men det bliver da en fremtidig udfordring at kreere nogle bærbare samarbejdsmodeller og politikker, der kan rumme de modsætninger, der naturligt er mellem søjlerne«, siger Jens Frandsen.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen