»Hun har væske på begge lunger og i bughulen. Hun ønsker ikke yderligere udredning eller dræn«

05.10 Vækkeuret ringer. Snoozer. Det er mørkt og koldt. Jeg hader at stå tidligt op. Genotypisk er jeg B-menneske, men med fire børn og et arbejde som læge, er jeg fænotypisk nødt til at fungere som et slags A-menneske.

05.50 Dagens første dobbelte espresso. Jeg funderer over, hvorfor jeg ikke smurte madpakker i går – eller hvorfor børnene ikke har lært at gøre det selv? Forestiller mig, at andre kardiologer på nuværende tidspunkt allerede har løbet 10 km og skrevet endnu en artikel. Overvejer, hvor længe jeg kan vente med at vække børnene. Der er så roligt nu. Men de er så langsomme, og vi skal ud af huset kl. 07.15.

06.00 Madpakker. Hilser afmålt på børnenes kat – for anden gang i dag. Den vækkede mig allerede kl. 03 og krævede mad. Jeg forbarmer mig.

06.10 Hilser på børnenes hund. Den skal luftes. Vi bor ved Limfjorden. Den er frosset til, og udsigten er sikkert smuk. Jeg kan ikke se den. Det er mørkt, og det blæser.

07.00 Nu spidser familielivet for alvor til. Alle er oppe. Jeg forsøger at holde hovedet koldt og når lige at sige godmorgen til min hustru, som har været på aftenvagt i går.

07.24 Vi forlader matriklen. I bilen på vej mod skolen holder jeg min sædvanlige lektion om betydningen af at gøre sig klar i tide og komme ud ad døren til tiden.

07.35 Børnene er sat af på skolen. Pulsen falder. De er egentlig meget søde. Jeg hører »This week in Cardiology«. Podcasten gennemgår ugens vigtigste publikationer og dulmer min dårlige akademiske samvittighed og giver mig en fornemmelse af at være opdateret. Værten, Mandrola, skærer ind til kernen og peger på styrker og svagheder i studierne – sådan som jeg ville ønske, jeg selv kunne læse en artikel. Jeg må finde noget mere tid til at læse.

07.55 Ankommer til sygehuset. Skynder mig forbi kontoret, hopper i arbejdstøjet og sidder klar ved morgenkonferencen kl. 08. Vi er to lokalt forankrede speciallæger. Resten deltager via videolink fra lægebussen på vej fra Aalborg. De fleste i rummet er yngre læger – engagerede og ambitiøse. De imponerer mig ved at tage et stort ansvar for egen læring.

To dage om ugen gennemgår en yngre læge dagens ekg. Én dag er der gennemgang af thoraxrøntgen. Én dag er der casegennemgang. I dag kan de vælge mellem simulationstræning eller UL-undervisning sammen med mig.

KBU-læge Johannes går sammen med mig til 1:1-oplæring i UL-undersøgelse. Jeg har overtaget undervisningen fra min kollega Jens, som netop er gået på pension. Han var i sin tid en væsentlig årsag til, at jeg gik ind i faget. Han havde UL-undervisning hver torsdag morgen. Det er et fremragende koncept, som jeg gerne vil videreføre.

09.00 Tavlemøde på akut medicinsk sengeafsnit. Jeg har to dage her; resten af ugen er jeg i ekkoambulatoriet.

09.45 Dagens patienter spænder vidt: fra lungebetændelse og influenza til en 86-årig kvinde med tidligere tyktarmskræft, nu indlagt med åndedrætsbesvær. Hun har væske på begge lunger og i bughulen. Hun ønsker ikke yderligere udredning eller dræn. Vi forsøger symptomatisk behandling med furosemid. Samtalen om behandlingsniveau fylder dog stadig for hende, og vi får talt det godt igennem.

10.30 En af patienterne fra UL-undervisningen havde en utæt mitralklap og får en regelret ekkokardiografi nu. Under stuegangen får jeg en del opkald fra yngre læger med spørgsmål om ekg, troponiner og svigtbehandling.

11.00 Jeg går forbi sygeplejerskerne i hjertemedicinsk ambulatorium et par gange – jeg er eneste kardiolog i huset. De har især spørgsmål til behandlingen med blodfortyndende medicin og rytmeforstyrrelser.

12.00 På intensiv drøfter jeg en nyindlagt septisk og anæmisk patient med let troponinstigning og belastning i ekg’et. En yngre kollega har brug for at vende, om vi skal lave ekko. Det vurderer jeg ikke, vi skal.

12.30 Frokost og middagskonference, hvor vi drøfter udfordrende patienter. Vi har fået en patient overflyttet, som, da han var helt frisk, har givet udtryk for, at han ikke vil genoplives ved kritisk sygdom, og som for alt i verden ikke ville »ende som en grøntsag«. Man har alligevel startet sondeernæring og planlagt PEG-sonde efter en blodprop i hjernen. Vi får en etisk snak om, hvad der skal ske nu, hvor han er hos os. Jeg oplever, at vi som læger – ligesom den øvrige befolkning – er blevet dårligere til at acceptere, at lindring og trøst kan være den rigtige behandling – og at døden er et vilkår.

13.00 Casegennemgang med introlægerne. Jeg deltager sammen med en lungemediciner og vores uddannelsesansvarlige overlæge. Temaet er åndenød og brystsmerter.

15.00 Sammen med uddannelseskoordinerende yngre læge forsøger jeg at få overblik over forårets program for de medicinstuderende. Jeg er netop tiltrådt som klinisk lektor; opgaven er ny. Inden jeg går, vender jeg et par patienter med kardiologisk islæt fra akutmodtagelsen og drøfter palliation af en patient med terminalt hjertesvigt med min kollega fra team for lindrende behandling.

15.40 På vej hjem tænker jeg over, hvor meningsfyldt arbejdet i Thisted er. Alle kender hinanden, og man kan hurtigt få ting til at ske. Uddannelse fylder meget. De unge læger får plads til at blomstre. Patienterne rummer hele spektret – fra almindeligheder til debut af mere komplekse sygdomme. Herude går man først til lægen, når man er rigtig syg! Heldigvis har vi en gruppe af engagerede yngre speciallæger inden for intern medicin. Det føles som god lægegerning på et landsbyhospital, men med tæt forbindelse til moderskibet i Aalborg. Det er sjovt at være en del af. Jeg føler mig heldig.

16.00 Eftermiddagshygge med familien. De yngste fortæller om sneboldkamp i skolen og landvindinger i computerspil. Den ældste er mere optaget af nye personlige rekorder i styrketræning. Vi forsøger at lave lektier.

17.30 Leder efter børnenes badetøj. Vi burde køre nu for at nå familiesvømning. Kommer afsted for sent – og kun med tre børn. Badetøjet finder vi i glemmekassen i svømmehallen. Min yngste søn har glædet sig til at hoppe fra tremetervippen. Modet svigter, og vi bliver på bassinkanten. Jeg yder moralsk opbakning. Vandet er også alt for koldt.

19.30 Hjemme igen. Min hustru og den tilbageblevne søn har lavet aftensmad.

20.30 Jeg falder i søvn på sofaen. Børnene får aftenkaffe. De bliver puttet af min hustru.

22.00 Vågner på sofaen. Der er ro i huset. Konstaterer, at opvasken venter i køkkenet. Da den er klaret, overvejer jeg at smøre madpakkerne. Men så husker jeg, at jeg har fri i morgen.

Skænker mig et glas af den lokale Thy Whisky.