»Hun løfter mig jo op!«

Jørgen Steen Andersen var en ung nyuddannet læge. Han havde lavet et stort forskningsprojekt om podning for streptokokker i halsen og ville gerne vise projektet frem. Derfor ringede han til en kvinde i WHO ved navn Kirsten Stæhr Johansen, der stod som arrangør for en konference om kvalitetsudvikling.

Jørgen Steen Andersen fortalte i telefonen om resultaterne: Hver anden læge blæste på de negative resultater af podning og gav penicillin alligevel. Interessante fund, og hele 1.300 patienter havde deltaget i undersøgelsen.

Kirsten Stæhr Johansen lyttede, og da den unge læge var færdig, havde hun ét spørgsmål:

»Har du ringet til patienterne og spurgt, hvordan det gik med dem?«

»Nej, det har jeg ikke - det kan man jo ikke med 1.300 patienter,« svarede Jørgen Steen Andersen forbløffet.

»Så er jeg ligeglad,« lød reaktionen.

Kirsten Stæhr Johansen kunne være forsvundet ud af Jørgen Steen Andersens liv den dag i 1993 - med et eftermæle som en mærkelig dame - men skæbnen ville, at han havde et andet projekt, hvor han havde talt med patienterne.

Det var Kirsten Stæhr Johansen interesseret i!

Jørgen Steen Andersen kom med på konferencen, og kort efter sad han i WHO og arbejdede med kvalitetsudvikling i almen praksis. Motoren og chefen var Kirsten Stæhr Johansen, leder af WHO's kontor for Quality of Care and Technologies. En ildsjæl, der blæste af sted hen over de europæiske sundhedsvæsener med et altoverskyggende slagord i tasken:

»Outcome.«

Kirsten Stæhr Johansen brændte for at løfte kvaliteten af behandlingen. Ikke for de særligt interessante patienter men for alle. Og metoden var at samle data ind for at finde ud af, »hvad der virker.«

Ikke nogen særlig unik tanke skulle man mene, men for Jørgen Steen Andersen kom den kompromisløse kvinde til at betyde uendelig meget:

»Det var hende, der sporede mig ind på den måde at tænke på. Verden åbnede sig. Jeg fik udvidet min vision fra, at jeg skulle have 2.000 patienter i en praksis og til, at jeg faktisk kunne gøre en indsats for at forbedre hele systemet. Det var det, der var hendes budskab. Hun blev en øjenåbner for mig.«

Jørgen Steen Andersen sidder i et stort mødelokale med en kagedåse foran sig. Bunden er dækket af et par brunkager og en håndfuld stanniolindpakkede chokoladejulemænd. Vi er på øverste etage i en længe af Amager Sygehus, hvor Jørgen Steen Andersen de seneste tre år har været projekt-ansvarlig overlæge i »Den Gode Medicinske Afdeling«. Et kvalitetsudviklingsprogram, som nu synger på absolut sidste vers. Om tre arbejdsdage lukker Jørgen Steen Andersen butikken og tager hul på et nyt liv som praktiserende læge.

På gangen står en stor container fyldt med mapper og papir, reolerne er tomme og midt i denne flytning, sidder Jørgen Steen Andersen og gør regnskabet op.

Det er 13 år siden, at du arbejdede med Kirsten Stæhr Johansen. Du har mødt mange andre ildsjæle siden da - hvorfor kom hun til at gøre så stort et indtryk?

»Det var hendes måde at tænke på. Og jeg vil vove at påstå, at det også har ændret den måde, man arbejder på i dag. Dengang var der kun én klinisk kvalitetsdatabase, DBCG (Danish Breastcancer Cooperative Group). Siden er der kommet en syndflod af kvalitetsdatabaser.«

Hvilke værdier stod hun for?

»Hun elskede at tale om Hippokrates. At man skal passe patienten og føle ansvar for patienten. Hele det der med patienten i centrum. Det var vigtigt for hende. I forhold til kvalitetsudvikling sagde hun: Vi må finde det gode eksempel. Vi skal ikke finde og straffe dem, der gør det dårligt. Vi skal finde dem, der er gode, og fortælle de andre om hvor gode de er.«

Et øjeblik lyder Kirsten Stæhr Johansen næsten som en profet, men det var hun ikke, garanterer Jørgen Steen Ander-sen.

»Mange havde noget imod hende. Hun kom buldrende med alle sine visioner og tanker. Hun havde så meget, hun ville og gjorde. Jeg kan huske engang, jeg sad og arbejdede med en rapport, så kom hun ind og sagde: ,Østrigs sundhedsminister sidder lige derovre. Jeg har arrangeret et møde med ham om et par timer. Skaf mig et eller andet, som jeg kan vise ham`.«

Jørgen Steen Andersen ser op, men ansigtet afslører intet.

»Engang tog hun den russiske sundhedsminister med i sit sommerhus, og så plukkede de æbler og spillede bordtennis. Hun brugte alle midler for det, hun mente var rigtigt. De skulle lytte. Hun brændte for kvalitetsudvikling, dagen lang.«

Hvilke egenskaber har så gjort hende til din mentor?

»Jeg havde stor afsmag for det der med, at der findes interessante patienter med sjældne sygdomme. Det lyder måske puritansk, men det var faktisk en meget udbredt holdning dengang. Det gennemsyrede studiet. Der var interessante patienter, og så var der alle de andre. Hvor hendes spørgsmål var: Hvad kan vi gøre for den enkelte patient? Der var også en frygtløshed over hende. Hvor er de største sundhedsproblemer i Europa? Det er i Rusland. Så tog hun derover. Hun tænkte, at sundhedsvæsenet skal tilpasse sig patienterne.«

Hvordan har hun påvirket dig?

»Altså man skal jo nødig blive alt for lyrisk, og det her vil jeg nødig citeres for, men Buddha taler jo om det lille skib og det store skib. Det lille skib er det, der fører til den personlige frelse, og det store skib er symbol for, at man forkynder og lærer andre om buddhisme. Og det er det, der sker for mig; hun løfter mig jo op,« siger Jørgen Steen Andersen i et rasende tempo. Spørgsmålene skal nærmest kiles ind.

»Der sker en parallelforskydning af min karriere. Pludselig kommer hun og siger: Du er jo en outcome-mand. Hun så noget i mig.«

Og hvad så du i hende?

»Jeg synes jo, at det var spændende. Det lå vel også i mig. Men hun ser, at der er noget i mig, der kan bruges, og så bliver jeg brugt i hendes cirkus, ik.« Han smiler slet skjult.

»Ja,« udstøder han så, som en bils allersidste host.

»Det er jo en mentalitet, jeg har lært. Jeg kunne for eksempel aldrig sætte mig ned og lave www.sundhedskvalitet.dk inde i Sundhedsstyrelsen. Aldrig.«

Hvorfor ikke?

»Det ville være imod mine idealer. Jeg ville hele tiden spørge mig selv: Er jeg en del af løsningen eller en del af problemet? Da sundhedskvalitet.dk kom i luften, blev der uddelt Othello-lagkage på Vejle Sygehus, der fik fire stjerner. Og direktøren for Bispebjerg blev kaldt ind i TV-Avisen for at forsvare sig. Man kan sige: Hvem er det, der har brug for Othello-lagkage? Det har Bispebjerg da. Det er jo ikke deres skyld, at de ikke har håndvaske nok. Hvad skal disse målinger til? Skal de bruges til at hjælpe de svage? Eller skal de bruges til, at vi kan lukke de dårlige sygehuse? Prøv at tænke over denne her: Hvis de bedste læger behandler de sygeste patienter, så får de de dårligste resultater.«

Jørgen Steen Andersen har igennem det seneste år ikke lagt skjul på, at han er stærk kritisk over for udviklingen i sundhedsvæsenets kvalitetsbranche. Han vil langt hellere pege på de god e eksempler i stedet for at deltage i en offentlig klapjagt på de afdelinger og områder, der fungerer dårligst. Akkurat som Kirsten Stæhr Johansen.

Da Jørgen Steen Andersen kom ind i WHO, var det meningen, at han skulle have været praktiserende læge, men det blev til en 13 år lang omvej omkring kvalitetsudvikling først i Sundhedsstyrelsen, derefter i Uddannelses- og Udviklingsafdelingen på Amtssygehuset i Gentofte, inden han blev ansat i Den Gode Medicinske Afdeling.

Nu skal du endelig være praktiserende læge - kommer du til at bruge noget af det, du har lært af Kirsten Stæhr?

»Jeg er en hæderlig kommunikator, vil jeg sige. Jeg har mere empati end hende. Jeg vil håbe, at jeg har større grad af nærvær, end hun havde. Det gik for stærkt. Men på den anden side: Tiden var knap.«

Det er altså hendes idealer, der har forankret sig i dig?

»Ja, det er ikke hendes måde at være på. Hun var en stærk og karismatisk person, og folk brændte op i nærheden af hende. Det var også det, der skete med mig.«

Jørgen Steen Andersen fik nøjagtig 12 måneder hos Kirsten Stæhr Johansen, så søgte han væk.

»Jeg var tilstrækkelig fyldt af lyset; jeg måtte væk, inden jeg brændte op. Jeg sagde det selv.«

Du er ekspert i kvalitetsudvikling. Kan du ikke skære ud i pap, hvad man lærer af sine mentorer?

»Man lærer, hvordan man skal handle. Altså, hvordan man skal bruge den viden, man har fået.«

Mentorerne sørger altså for, at al den viden, man har fra uni ...?

»Ja, at den bliver appliceret på en god måde.«

Hvor ofte er hun i dine tanker?

»Ja. Det er svært at gøre op. Men jeg vil sige min WHO-tid og dermed Kirsten Stæhr er noget, jeg tænker på i hvert fald en gang om ugen.

Hvornår så du hende sidst?

»Jeg har ikke set hende i hvert fald i ti år.«

Hvorfor ikke?

»Ja, jeg ved det ikke; vi er ikke samme sociale lag. Jeg er en ganske almindelig overlæge. Og måske risikerer jeg, at hun sætter mig til et eller andet.« Han ler et øjeblik.

»Hun kunne måske være interesseret i, at jeg skulle skrive hendes memoirer. Man kan sige, at jeg gør det indirekte nu.« Han har sat farten ned og ser frem for sig.

»Jeg synes, at jeg skylder hende noget. Man kan sige, at det er gået mig godt, og meget kan jeg takke hende for. Så det her er måske en måde at opsøge hende på.«

Blå bog:

Jørgen Steen Andersen er 46 år. Han fik sin medicinske kandidateksamen ved Københavns Universitet i sommeren 1987, og siden har han modtaget speciallægeanerkendelse i både almen medicin og i samfundsmedicin. Han er gift med Lis og far til Louise, Morten og Ann-Sofie på henholdsvis 17, 16 og 12 år og beskriver sig selv som et udpræget familiemenneske.

Efter en række vikariater og uddannelsesstillinger var han i 1994-1995 ansat i WHO, Quality of Care and Technologies, hvor han arbejdede under Kirsten Stæhr Johansen.

Derefter var han ansat i Sundhedsstyrelsen for i 2003 at blive afdelingslæge i Uddannelses- og udviklingsafdelingen i Københavns Amt Sygehus i Gentofte, og den 1. august 2004 fik han jobbet som projektansvarlig overlæge for projektet Den Gode Medicinske Afdeling.

Den 1. februar i år begynder Jørgen Steen Andersen som praktiserende læge i den samme praksis i Skovlunde, hvor han i sin tid var uddannelsesamanuensis. Kontakten til kvalitetsudviklingen vil fremover indskrænke sig til et ottetimers job som konsulent i Den Almenmedicinske Kvalitetsenhed, hvor der skal arbejdes med indikatorer for de gode patientforløb.

Han er en klog dreng

Kirsten Stæhr Johansen lever stadig i bedste velgående. Hun fylder 70 år i år og er netop blevet folkepensionist efter 20 år i WHO. Hun bor dels i sit sommerhus på Falster, dels i en lejlighed i København. Ligesom hun også stadig har en lejlighed i Geneve, i byen hvor WHO's hovedkvarter også har hjemme.

Hvordan har du det med at være udpeget som mentor?

»Jo, men jeg føler, at det er rimeligt,« ler hun. »Det har jeg været for, jeg ved ikke hvor mange. Ikke bare i Danmark men rundt omkring i verden. Det er, fordi jeg har haft det job i WHO, og det har jeg udnyttet til at få pacet de bedste frem.«

Hvordan husker du Jørgen?

»Jeg kaldte ham for Spørgejørgen. Han spurgte og spurgte. Men det er kun positivt. Jeg synes, at han er en utrolig omhyggelig, klog og tænksom dreng. Et sødt menneske.«

I serien Min mentor kan du også læse:

Moe JB. »Enhver tjener med sit kald«. Ugeskr Læger 2007;169(18):1716

Moe JB. Man skal være personlig. Ugeskr Læger 2007;169(24):2354