Den 6. juli 1855 var en treårig dreng i nærkontakt med en omstrejfende hund i landsbyen Valløby syd for Køge. Ifølge notitsen i Berlingske Tidende resulterede mødet mellem barn og hund i, at barnet »blev ridset i en Finger«. Syv uger senere døde drengen »af umiskjendelige Tegn paa Hundegalskab«, men fordi såret havde været så ubetydeligt, havde ingen tænkt på at tilkalde en læge.
Nu var der imidlertid ingen tvivl, og myndighederne tog straks affære. I amter, stifter, herreder og købstæder blev »Plakaten af 4. oktober 1815« sat i kraft. En »Plakat« var en bekendtgørelse med lovkraft, og denne handlede bl.a. om obligatoriske mundkurve og en afgift på hunde, som skulle begrænse hundeholdet.
Hunde var ikke bare hunde. Der var adelens og finere folks hunde – f.eks. stambogsførte mynder og jagthunde eller pudler og mopser, som lå i fruens skød og blev fodret med konfekt. Så var der jævne folks utøjsbefængte gadekryds og flokkene af omstrejfende, herreløse køtere, der snerrede og gøede og bed, og som halvgale af sult rodede efter mad i affaldsdyngerne – og nogle gange havde hundegalskab.
Der var kort sagt mange gode grunde til at begrænse bestanden af hunde.
Til kamp mod hundeplagen
På grund af mange klager havde Københavns magistrat allerede i 1700-tallet bestemt, at det skulle være slut med hundeplagen. Nu skulle dyrene holdes i snor eller lænke – ellers ville de blive aflivet på stedet: Natmændene skulle nådesløst slå alle løsgående hunde ned med en kølle.
Massakren på byens hunde var ikke populær, og mange københavnere forsøgte at hindre de brutale optrin. Natmændene havde det svært, og hundeplagen forblev et uløst problem. Men efter nogle tilfælde af hundegalskab i begyndelsen af 1800-tallet trådte myndighederne igen i karakter. Denne gang skulle nedslagtningerne dog ikke foregå året rundt. I stedet indførte man de såkaldte hundedage i perioden fra 29. juni til slutningen af august. Her kunne hundene frit slås ned – dog kun i de tidligste morgentimer fra solopgang og indtil kl. 7.
Fra 1813 ophørte også denne praksis: Nu blev der i stedet ansat hundefangere, der skulle indfange de omkringløbende hunde og bringe dem ud til Veterinærskolen på Christianshavn. Her ville de blive aflivet i al diskretion – hvis deres ejere da ikke afhentede dem.
Et barn med vandskræk
Den afdøde treårige fra Valløby, som var død efter »umiskjendelige« tegn på hundegalskab, blev behandlet af en ung cand.med., Jacob Kornerup (1830-1889). Kandidat Kornerup følte sig stødt over, at han indirekte blev kritiseret for at overse »umiskjendelige« tegn på rabies. I Ugeskrift for Læger (22. september 1855, s. 235 ff.) fortalte han, at den herreløse hund i Valløby havde gøet »paa en sær Maade«, og da den havde bidt to børn, antog man, at den led af hundegalskab. Den blev derfor slået ned. Det ene barn var kommet under behandling, »og Saaret paa den ene Haand lægtes her snart under Brugen af Saltvand til Foment [et varmt, vådt omslag]. Dette Barn har senere altid været raskt«. .
Det andet barn (som døde) havde kun haft en overfladisk rift på højre hånds pegefinger. Forældrene havde derfor ikke bragt det til lægen, og såret var snart helet. Først en måned efter biddet kom faren til lægen og fortalte, at hans treårige dreng klagede over smerter i maven, manglede appetit, kastede op sov uroligt. Maven var opsvulmet, så lægen gav afføringsmiddel og et kviksølvbaseret ormepulver, og drengen blev tilsyneladende meget bedre. Men efter nogle uger fik han »heftig Smerte i Hjertekulen med Uro og Ulyst til at holde sig rolig«, var søvnløs, havde forstoppelse og manglede appetit.
Da lægen ville give en skefuld amerikansk olie, bragte det barnet i panik: Det holdt sig for munden og trykkede sig op mod væggen.
Lægen forsvarer sig
Foruden hundegalskab kaldtes rabies vandskræk og hydrofobi, fordi den syge på grund af kramper i halsmuskulaturen ikke kan synke. Barnets reaktion kunne altså lede tanken hen på vandskræk, indrømmede Jacob Kornerup. Men da han ikke var informeret om hundebiddet, og da barnet tidligere havde reageret godt på ormekuren, blev den gentaget. Så ville man se tiden an til den følgende morgen. Men i nattens løb døde barnet med »stærke Kramper med Trækninger i Lemmerne, blaa Farvning af Ansigtet og rigelig Fraade for Munden«.
Og nu hørte Jacob Kornerup for første gang om hundebiddet. Han fik også den yderligere oplysning, at drengen ustandselig havde klaget over tørst og havde bedt om vand. Men når man nærmede sig med en skål vand, havde han reageret med angst, havde presset hånden mod munden og vendt sig bort.
Jacob Kornerup sluttede med at forklare, at hans indlæg skulle ses som en korrektion til Ugeskrift for Lægers påstand om, at der var set »umiskjendelige« tegn på hundegalskab hos barnet. For det var efter hans mening ikke tilfældet, da de typiske symptomer først blev beskrevet for ham efter barnets død.
Han lod derfor muligheden stå åben for, at en anden sygdom »i Hjernen eller Tarmkanalen« kunne have været på spil.
Med en inkubationstid på op til 6-7 uger er det selv i dag forståeligt, hvis en læge kan overse de »umiskendelige« tegn på rabies, hvis smitten er sket via en ubetydelig rift fra et kæledyrs tand eller klo for flere uger siden, og lægen ikke er orienteret om det. I 2013 døde en norsk sygeplejerske, som havde pådraget sig rabiessmitte på en ferie ved Middelhavet. Gennem flere uger overså norske læger, at der kunne være tale om rabies (som Norge da heller ikke havde set tilfælde af i 200 år).
Fandtes der en kur?
Sygdommen er heller ikke set i Danmark siden 1800-tallet, da der jævnligt blev rapporteret om enkeltstående tilfælde. Sådanne tilfælde kunne udløse bekymring, der kunne grænse til panik og kaldte på myndighedernes indgriben.
Siden 1885 har det været muligt både at forebygge og helbrede rabies med en vaccine – men vel at mærke kun, hvis den gives, inden de første symptomer viser sig. Ellers er dødeligheden 100%.
Læge Jacob Kornerups oplysning om, at det andet barn hurtigt blev behandlet (med varmt saltvandsomslag) og var blevet raskt, kan tyde på, at det næppe var smittet med rabies, som er inkurabel. Eller var det virkeligt muligt at undgå rabies i at bryde ud, hvis man straks behandlede biddet eller riften med omslag med varmt saltvand? Det er et klinisk forsøg, som af etiske grunde er umuligt at gennemføre.
I 1700-tallet var behandlingen at ætse eller brænde bidstedet med et glødende instrument. En behandling, som udført i tide ifølge samtidige kilder gav den tilskadekomne 30% chance for at overleve. Heller ikke det vil det være etisk muligt at efterprøve.
Kur: saft af oldenborre
Selvom kopper, pest og andre infektions- og børnesygdomme slog langt flere mennesker ihjel, var rabies en af de mest frygtede sygdomme. Måske på grund af uhyggen ved at blive bidt af et frådende dyr og derefter leve i flere uger med rædslen for at være smittet og udsigten til frygtelige pinsler, vanvid og en elendig død.
Fra middelalderen kendes derfor et utal af folkelige opskrifter på forebyggelse og behandling: Giv hundehvalpen kvindemælk at drikke, så vil den aldrig kunne få hundegalskab. Eller skriv en trylleformular på et stykke papir, og hæng det på hunden, eller lad den æde det.
Er man blevet bidt, skal man bruge oldenborrer, som er fanget i maj. Dem skal man drukne i honning og enten sluge hele eller presse saften af dem og drikke den: »Dette er et berømt Middel mod Vandskræk, naar det bruges straks, før Vandskrækken indfinder sig«, hedder det i en samling af kloge råd fra Ringkøbing-egnen. Foruden disse og mange andre råd var der naturligvis diverse lægeplanter, som man mente kunne hjælpe: f.eks. friske eller tørrede skovmærker eller rød arve (Anagallis arvensis) – som i øvrigt også blev kaldt rød pimpernel.
