Hvad er masterplanen?

07.00 Stod op. Kørte to børn i skole og to børn i børnehave. Den yngste blev hjemme hos sin mor.

08.50 Ankom på arbejde på Furesø Privathospital.

9.30 Bestyrelsesmøde. Her blev det konstateret, at et samlet salg af virksomheden ikke var blevet til noget. Overvejelsen var nu, om det var fornuftigt at drive hospitalet videre, og det fandt man ikke, at det var. Det kom ikke som en overraskelse. Vi har levet af udbud og stort set ikke haft privatforsikrede patienter. Og udbudspriserne er kommet så langt ned, at skulle man vinde et udbud, var dækningsbidraget meget lille. Det hang ikke sammen for vores vedkommende. Jeg tvivler på, at det hænger sammen for nogen, at priserne ligger på omkring halvdelen af drg-taksten eller lavere. Vi havde gearet os efter, at privathospitalet skulle yde lidt mere, end det offentlige gør - mht. service osv. Og det kan man ikke. Vi producerer billigere end det offentlige, men ikke 50 procent billigere.

11.30 Bestyrelsesmøde slut.

11.45 Personalemøde. Her meddelte vi personalet, at vi indstiller driften. Vi informerede dem om, hvordan det var i forhold til Lønmodtagernes Garantifond. Og at de i princippet skulle fortsætte deres arbejde indtil månedens udgang. Men hvis der ikke var mere at lave, blev de fritstillet. Bestyrelsen havde lange overvejelser, om det var ansvarligt at fritstille personalet - og så alligevel køre videre. Men det var ikke forsvarligt over for patienterne. Så vi indstillede operationerne med det samme. Men der var mere at lave, for vi havde opereret samme formiddag og dagen før. Vi gennemførte at passe dem, der var tilbage, om eftermiddagen og de følgende par dage.

13.30 Vi gik i gang med at afvikle. Det har forløbet over dage. Vi gik straks i gang med at afskedige personale. De blev taget enkeltvis til en samtale med en afdelingssygeplejerske og mig. De fik en mundtlig tilkendegivelse af, hvad vi har syntes om deres arbejdsindsats, en skriftlig afskedigelse, og efterfølgende har de også fået en anbefaling på skrift. Der var meget gråd. Det lyder måske mærkeligt, men det var en slags trøst for mig, at de har været så glade for at være her. Det er måske også i virkeligheden det største traume at bryde det fantastiske team, vi har haft i to år: 25 mennesker i alt - fem læger, 15 sygeplejersker og sekretærer og rengøringsassistent.

15.30 Vi gik i gang med at løse de problemer, der var med patienter, der var sat til næste dag og næste uge. Plus alle de ambulante aftaler, der skulle aflyses. Det var en masse papirarbejde for at flytte patienter til et andet sted. Det var regionerne, der skulle have papirerne. Brancheforeningen og andre blev informeret.

16.00 Hentede børnene igen.

16.30 Hjemme. Normal aften. Ikke noget specielt. Spiste hvad vi plejer. Det blev hverken festligholdt eller det modsatte. Men jeg ringede til venner og bekendte. Og tænkte over det hele.

Jeg synes, det er dumt at bekæmpe privathospitalerne. Det undrer mig også, at det hele forekommer mig at være tiltet rundt i løbet af det sidste år. Vi hører om mangel på læger og sygeplejersker. Men også om, at det er svært at få job for læger og sygeplejersker; der er mange ledige. Og nu bliver der skåret på personalet på hospitalerne. Det ender med, at ventelisterne eksploderer til efteråret. For det eneste, man kan skære i, er elektiv kirurgi, som man så må lægge ud i privat sektor, men den er i mellemtiden gået i knæ og er blevet amputeret. Det er svært at forstå, hvad masterplanen i det her er.

John B. Christensen er 61 år. Han har tænkt sig at gå på pension, og han har fået børn i en høj alder. Dem vil han passe og hjælper gerne med noget lægearbejde, hvis nogen har brug for det. Hospitalet er tømt, der går stadig vagt, medicinen er væk, og apparaturet går tilbage til leasingselskabet.