Skip to main content

Hvad skal du læse, høre og se i din sommerferie?

Sommerferien er en god anledning til fordybelse i bøger, musik eller podcasts. Vi giver en række anbefalinger til din sommer.

Foto: Colourbox

Redaktionen

23. jun. 2025
6 min.

Guide om tinnitus 

Anbefalet af Christian Grønhøj, afdelingslæge og assisterende videnskabelig redaktør, Ugeskrift for Læger

Behovet for viden og støtte om tinnitus er enormt: En ny befolkningsundersøgelse viser, at hele 777.000 danskere angiver, at de har tinnitus i en eller anden grad – og blandt unge er der sket en stigning på 82% de sidste år. Jeg kan bl.a. derfor varmt anbefale »Tinnituskompasset« til både patienter med tinnitus og til læger, der ønsker at blive bedre til at vejlede disse patienter. Psykolog Martin Jensen, der selv lever med svær tinnitus, guider lytteren igennem 22 lettilgængelige afsnit om, hvad tinnitus er, og hvordan man kan lære at leve godt med den. Alle patienter med tinnitus bør lytte med.
 

Titel: Tinnituskompasset. Kategori: podcast. Værter: Martin Jensen & Anne-Mette Mohr. Udgivet: 2022. Episoder: 22. Lyt til podcasten her.

Cover:

Tæt på en skjult livsverden

Anbefalet af Anja Pinborg, professor, ledende overlæge og redaktør på Ugens billede

»Døgnkioskmennesket« af Sayaka Murata er en forunderlig og tankevækkende japansk roman om at være anderledes i verden. I skolen, gymnasiet og på universitetet har Keiko altid følt sig som en fremmed, men som løsarbejder i en døgnkiosk blandt kølediske med dåsekaffe og maskinfremstillede onigiri bliver hun genfødt og finder mening i tilværelsen. »Irasshaimase« (»velkommen til butikken«, red.), morgensamling, skiftende butiksbestyrere og stram japansk arbejdskultur er en del af døgnkioskens manual, som hun ikke vil undvære. Indtil den dag hvor hun igen møder omverdenens forventninger og krav til en singlekvinde om et rigtigt arbejde, ægteskab og børn. Men uden sin døgnkiosk og dagligdagens faste trummerum er hun fortabt. Heldigvis rummer bogens uforudsigelighed en overraskende slutning, for Keiko ved godt, hvad der er bedst for hende. Bogen viser en nuanceret indsigt i mennesker, der skiller sig ud fra normen. Med varme og respekt formår forfatteren at bringe læseren tæt på en skjult livsverden. Den vil give enhver læge stof til eftertanke.

Titel: DøgnkioskmennesketForfatter: Sayaka Murata. Forlag: Grif. Udgivet: 24. april 2019. Sider: 150. Vejl. pris: 99,95 kr.

Cover: Grif

Godt for sjælen – og så meget andet 

Anbefalet af Jens Peter Gøtze, professor, overlæge og redaktør på medicinske nyheder, Ugeskrift for Læger

Sommeren byder på koncerter fra alle ender og kanter af det musikalske spektrum. Musik er ikke bare godt for sjælen, det er også godt for samhørigheden og fællesskabet. Det skal opleves med andre og behøver derfor ikke at være en isoleret »selvfirmation«.
Hvis det er muligt, vil jeg anbefale en af Peter Sommers mange koncerter i det ganske, danske sommerland. For os, der er vokset op til lyden fra C.V. Jørgensen, er det en lise igen at få de gode ord med i musikken: Sammen kan de to rykke ved både det ene og det andet i en. Og med hans nyeste album om Verdens Volume får vi sat ord på, at verden faktisk går den helt forkerte vej. Men mens budskabet er trist, er ordene til samme absolut værd at lytte til. For vi er på vej »Ud Over Kanten På En Rund Planet«. Hvem ved – måske bliver du inspireret til faktisk at gøre noget ved det?
Og som Peter Sommer vil forklare dig i koncerten, kan du for en stund tilhøre poesilandsholdet. Og det er slet ikke så ringe endda.

Foto: Colourbox

Dengang verden blev større

Anbefalet af Line Rode, overlæge og assisterende videnskabelig redaktør, Ugeskrift for Læger

En god veninde anbefalede for nylig, at jeg skulle læse »Opmålingen af verden« af Daniel Kehlmann, en spændende og velfortalt roman om to store tyske videnskabsfolk: den eventyrlystne opdagelsesrejsende Alexander von Humboldt og den forsigtige og analytisk tænkende matematiker Carl Friedrich Gauss.

Bogen bruger deres liv til at illustrere to helt forskellige måder at forstå og nærme sig verden på. Selv om bogen primært er fiktion, er den baseret på deres liv og store opdagelser, og den giver et godt indblik i, hvordan de hver især ændrede vores forståelse af verden. Bogen er også interessant, fordi den skildrer menneskene bag opdagelserne – deres drømme, tvivl, fejl og sejre. Det er en perfekt måde at kombinere lidt historisk faktuel inspiration med en rigtig god fortælling. »Opmålingen af verden« er derfor perfekt for den, der er interesseret i videnskab og historie – eller som bare gerne vil læse noget, der både inspirerer og underholder. Jeg skal helt sikkert selv læse mere af Daniel Kehlmann denne sommer!

Titel: Opmålingen af verden Forfatter: Daniel Kehlmann. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivet: 1. august 2014. Sider: 272. Vejl pris: 169,95 kr.

Cover: Lindhardt og Ringhof

»This Podcast Will Kill You«

Anbefalet af Markus Fally, klinisk lektor, afdelingslæge og assisterende redaktør, Ugeskrift for Læger.

»This Podcast Will Kill You« er en prisbelønnet videnskabspodcast, hvor epidemiologerne Erin Welsh og Erin Allmann Updyke dykker ned i sygdommes biologi, historie og samfundsmæssige betydning. Hver episode kombinerer videnskabelig præcision med fortællerglæde og humor, hvilket gør komplekse emner tilgængelige og engagerende. Podcasten er særligt relevant for læger med interesse for infektionsmedicin og medicinhistorie. Siden 2017 har værterne udforsket en bred vifte af emner, herunder infektionssygdomme, medicinske mysterier og sundhedspolitiske temaer. Deres tilgang kombinerer grundig forskning med levende formidling, hvilket gør medicinske emner forståelige for et bredt publikum. Podcasten er en del af Exactly Right-netværket og har høstet anerkendelse for sin evne til at gøre videnskabelig viden både informativ og underholdende. Med sin kombination af faglig tyngde og lettilgængelige form er »This Podcast Will Kill You« et oplagt valg til sommerens faglige fordybelse.

Titel: This Podcast Will Kill You. Vært og producent: Erin Welsh og Erin Allmann Updyke. Udgivet af: Exactly Right Media. Episoder: 237. Udgivet: 2017-2025. Kan lyttes til her.

Cover: Exactly Right Media

Sådan blev Putin blev til Putin 

Anbefalet af Lars Lund, professor, overlæge og assisterende videnskabelig redaktør

Den schweizisk-italienske politiske toprådgiver og forfatter Guiliano da Empoli skrev i 2022 bestselleren »Troldmanden fra Kreml«. Det er en rystende beskrivelse af, hvordan Putin er endt som den naturlige, stærke leder for Rusland gennem rå, blodig vold med en type som Prigosjin i spidsen. Bogen handler om en gådefuld mand i en oligarkresidens uden for den russiske hovedstad, og som er dramatiker, tv-producer og nærmeste rådgiver for Vladimir Putin. Den bog er et must, hvis man vil forstå Ruslands historie og indse nogle ubehagelige sandheder om både Rusland og de vestlige demokratier.

I den aktuelle kaotiske tid med bl.a. Trump, Putin, Netanyahu, Xi og Kim Jong-un vil jeg varmt anbefale den nye bog »Rovdyrenes tid«, som lige er udkommet. Den handler bl.a. om, hvordan overvågning og kunstig intelligens totalt har forandret den politiske dagsorden fra det, vi forstår i dag med en demokratisk proces gennem forhandling til den aktuelle politiske uforudsigelighed, som nu pågår. God læselyst og god sommer!

Titel: Troldmanden fra Kreml. Forfatter: Giuliano da Empoli. Forlag: C & K. Udgivet: 23. maj 2023. Sider: 288. Vejl. pris: 199,95 kr.

Cover: C & K