Hvem sidder der bag skærmen?

Danske unge har et relativt højt skærmforbrug i forhold til børn og unge i sammenlignelige lande.

Samtidigt peger en række undersøgelser, bl.a. »Skolebørnsundersøgelsen 2022«, på en stigende mistrivsel hos de unge.

Om mistrivslen er resultatet af de mange timer foran skærmen, eller om det snarere er omvendt – de unge bruger mere tid online pga. af mistrivsel – er for komplekst til at kunne besvares med et ja eller et nej.

I etisk stuegang undersøger filosofferne Regina Christiansen og Anne-Marie Søndergaard Christensen ud fra et nærhedsetisk perspektiv, hvad det betyder, at sociale medier i dag erstatter den traditionelle ansigt til ansigt-socialisering, som tidligere generationer var henvist til. Artiklen tager afsæt i de foreløbige resultater fra et studie af en onlinebrevkasse, Mindhelper, hvor børn og unge mellem 13 og 25 år anonymt kan stille spørgsmål eller få råd om deres bekymringer.

Studiet peger ikke på, at nutidens unge er blevet mere sårbare eller har andre og sværere problemer end unge altid har haft: usikkerhed, rådvildhed, overvejelser om identitet etc. Det nye er, at det er blevet meget lettere at dele bekymringerne i et anonymt onlineforum i stedet for at søge hjælp hos de nærmeste mennesker i den unges fysiske liv, ikke mindst familien.

At møde et menneske ansigt til ansigt har ifølge filosofferne Levinas og Løgstrup en særlig kvalitet. Især ansigtet kalder på os – siger Levinas – og modsætter sig med sine unikke træk at blive reduceret til en kategori. I mødet – og i relationen – med den anden er der en grundlæggende tillid til stede og dermed følger også et ansvar. »Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd«, lyder Løgstrups berømte citat fra 1956.

Men hvad sker der, hvis mødet ikke længere er et fysisk møde med tilhørende sårbarhed, tillid og ansvar, men derimod faciliteres via en skærm uden obligatorisk tilstedeværelse af ansigtet? Og hvad hvis mødet ovenikøbet er asynkront, som det er, når det foregår online via beskeder eller likes med indbygget latenstid?

Christiansen og Søndergaard Christensen peger på, at oplevelsen af både sårbarhed og tillid fylder mindre i onlinerelationer, og at denne type relationer derfor er mere distancerede. Det enkelte menneske reduceres lettere til en kategori uden den dybde, som selve det fysiske møde med den andens ansigt inviterer til. »Udfordringen er, at onlinekontakter mangler den stadige påmindelse om, at andre – i de gode relationer – tager ansvar for os og holder hånden under os, også når det er svært«, hedder det. Og forfatterne fortsætter:

Unge mangler nære offlinerelationer, der kan tilbyde stunder, der øger deres opmærksomhed på andre og forpligter dem i mødet med den anden, en kontinuerlig nærhed, der kan understøtte en gensidig tillid, som de kan trække på, når livet bliver svært. Og lige netop dette er det selvsagt svært at hjælpe med online.

Som læge i et relationelt speciale – almen praksis – med en stor kontaktflade til børn og unge er det tankevækkende læsning. Skærme er allestedsnærværende, også i skrivende stund, og faciliterer fremragende muligheder for kontakt med mennesker, der er langt væk. Men i en rolig stund er det er værd at filosofere lidt over de indbyggede begrænsninger og få lidt mere blik på det indre menneskes basale behov. Både patienternes og ens eget.