Hvem sidder der bag skærmen – og hvordan gør man det bedst?

Videokonsultationen har på få år bevæget sig fra at være en nødløsning til at være en del af det danske sundhedsvæsen. Men hvornår giver video egentlig mening – og hvordan får vi det til at fungere i praksis? Bogen »Virtuelle konsultationer« belyser brugen af video på tværs af sektorer og kliniske situationer og kommer samtidig omkring implementering og uddannelse af sundhedsprofessionelle. Bogen forsøger dermed, som det også fremhæves i prologen, at udfylde et vidensgab i den eksisterende litteratur.

Min egen forforståelse skal deklareres fra start. Jeg har arbejdet med videokonsultationer i almen praksis siden før covid-19, hvor video for alvor tog fart i sundhedsvæsenet, og har desuden været en del af en forskningsgruppe om videokonsultationer forankret ved Forskningsenheden for Almen Praksis på SDU. Jeg har forsøgt at hæve mig op i helikopteren under læsningen, men kan næppe helt frigøre mig fra rollen som videokonsultations-superbruger.

Bogen starter stærkt. I forordet sætter Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, fokus på noget, der let kan blive glemt i begejstringen for nye digitale muligheder: patientsikkerheden. Den digitale transformation skaber ikke kun nye muligheder, men også nye risici og nye krav til vores opmærksomhed.

Prologen og de første kapitler fortsætter med et bredere blik på den digitale transformation af sundhedsvæsenet, dens baggrund og de politiske strømninger både nationalt og internationalt. Samtidig får læseren styr på begreberne inden for digital og virtuel sundhed. Undervejs nåede jeg at tænke, om jeg mon var i gang med en bog om det digitale sundhedsvæsen snarere end om virtuelle konsultationer. Men det kommer – og personligt fandt jeg faktisk denne indledende del både interessant og lærerig.

I kapitel 3 kommer vi helt tæt på selve videokonsultationen. At konsultationen fortsat kan bygges op efter velkendte principper fra Calgary-Cambridge-guiden, er betryggende, men herefter ophører meget af ligheden med den fysiske konsultation. Kapitlet tager læseren godt i hånden gennem teknik, kommunikation og de særlige faldgruber ved det virtuelle møde. Læs det, før du kaster dig ud i videokonsultationer – og læs det også, hvis du allerede bruger video til daglig. Der er gode råd at hente for begge grupper.

Herefter taber bogen efter min mening lidt tempo. De mange forskellige forfattere bliver tydeligere, og det medfører også enkelte gentagelser, blandt andet af de gode råd fra kapitel 3. Bogens bredde er dog samtidig en af dens styrker. Vi kommer godt rundt i sundhedsvæsenet og får konkrete eksempler på, hvordan virtuelle konsultationer kan anvendes på hospitaler, i almen praksis, lægevagten og psykiatrien. Dertil kommer relevante kapitler om implementering og uddannelse af personale.

Bogens styrke er derfor måske ikke nødvendigvis, at den skal læses fra ende til anden. De enkelte kapitler kan fint stå alene og bruges som undervisnings- eller inspirationsmateriale alt efter, om man arbejder med implementering, uddannelse eller virtuelle konsultationer i en bestemt del af sundhedsvæsenet. Det er en solid fagbog om det digitale sundhedsvæsen og virtuelle konsultationer, som med fordel kan bruges som opslagsværk og tilpasses ens egne behov. Men gør dig selv den tjeneste: Kapitel 3 bør altid indgå.