Skip to main content

Hvem tager telefonen?

Journalist Klaus Larsen
1. nov. 2005
04 min

s

Lægeforeningen står lige nu uden en samlet politik for, hvordan fremtidens akutbetjening skal se ud.

I 1998 blev foreningens tre søjler enige om »Fremtidens akutbetjening - en helhedsorienteret model for tilrettelæggelsen«.

Men siden at P.L.O., FAS og FAYL sidste år satte sig for sammen at revidere papiret, har det foreløbig vist sig umuligt at finde en fælles formel. Derfor er det indtil videre fortsat oplægget fra 1998, som er den gældende politik.

Lægevisiation er centralt

Ønskerne om at revidere akutpolitikken skal ses i lyset af et voldsomt stigende brug - og misbrug - af skadestuerne. De seneste tal, fra år 2000, viste at landets skadestuer modtog over en million henvendelser. Det var 25.000 flere end året før, og alt for mange, er alle enige om. Ikke mindst, fordi 30-50 procent af disse henvendelser rettelig hører hjemme hos den praktiserende læge eller i lægevagten.

I Lægeforeningens 1998-oplæg var det et centralt element, at man altid skulle kunne få en læge i tale, når man ringede for at få akut behandling eller rådgivning. På den måde kunne alle sikres en lægelig visitation og hurtig adgang til den rigtige behandling på sygehus, hos egen læge eller ved telefonisk rådgivning.

Derfor var Lægeforeningen skuffet, da Sundhedsministeriet året efter helt overhørte ønsket om den visiterende læge, da det udsendte sin rapport om den præhospitale indsats.

Rapporten fra ministeriet gik desuden direkte imod ønsket om at forenkle og koordinere akutsystemet, så man foruden det nuværende 112 fik et vagtlægesystem med ét landsdækkende nummer. I stedet anbefalede udvalget at beholde det nuværende 112-alarmsystem, og fastholdt, at der ikke skulle være adgang til at stille om til en læge. Kontakten til lægevagten skulle fortsat ske via en lang række individuelle numre.

Sundhedsministerens argument lød, at den nuværende lægemangel ikke gav mulighed for et akutsystem med konsekvent lægelig visitation.

H:S bruger sygeplejersker

I forhandlingerne mellem de tre søjleforeninger fremførte P.L.O., at udviklingen allerede går i den rigtige retning: Den lægebetjente visitering er faktisk ved at blive til virkelighed flere steder i landet.

I Ringkjøbing Amt, fx, kan borgerne ikke længere gå direkte ind på skadestuerne. De har allerede i nogen tid været visiterede, så man først skal kontakte sin egen læge eller lægevagten, der så skal vurdere, om der er grund til at tage på skadestuen.

Det har medført et pænt fald i antallet af henvendelser, og P.L.O. peger på, at eksemplet fra Ringkøbing ser ud til at smitte af i en række andre amter.

Også i H:S ser man en tendens i samme retning. Foreløbig er det dog kun Rigshospitalet, der har gjort alvor af at indføre »lukket«, visiteret skadestue.

De andre fire store hospitaler i H:S har endnu uvisiterede skadestuer, men er dog begyndt at eksperimentere med at opdele patienterne ved ankomsten, så de mindst akutte får lov at vente længst. Visiteringen foretages af en sygeplejerske.

Udmeldingen fra H:S-bestyrelsen er klar: Politikerne kan ifølge formanden, Lars Engberg (S), »ikke leve med« lægevisiterede skadestuer.

»Vi vil bevare servicen med åbne skadestuer, der sikrer, at alle borgere har adgang til den hjælp, de har brug for«, erklærede han i Politiken (den 29. januar).

Lægelig direktør i H:S, Lone de Neergaard, erkender dog problemet: »Det er de utroligste ting, folk kommer med. For eksempel for at få en recept på p-piller«, siger hun samme sted.

H:S sætter dog sin lid til, at mødet med den sorterende sygeplejerske, i forbindelse med en informationskampagne, efterhånden vil lære borgerne i København og på Frederiksberg en mere hensigtsmæssig adfærd.

Når en husstandsomdelt informationspjece ikke fik den store effekt, skyldes det til dels, at omdelingen fandt sted den 11. september 2001, hvor verden som bekendt fik andet at tænke på, mener Lars Engberg.

FAS: Det er op til P.L.O.

Mens P.L.O. mener, at udviklingen går i den rigtige retning, mener FAYL, at akutoplægget fra 1998 trænger til et grundigt eftersyn, som både tager hensyn til de store strukturændringer i sygehussektoren, de nye teknologiske muligheder samt, ikke mindst, den kommende mangel på speciallæger og de mange nye kandidater, som snart vil vælte ud fra universiteterne.

Sat på en kort formel ønsker FAYL, at turnus forkortes, at akutfunktionen gøres til én integreret, døgnbemandet funktion med telefonisk lægevisitation samt at akutfunktionen udnyttes til at skabe et godt læringsmiljø, hvor man kan få den nødvendige turnusuddannelse, mens turnuslægerne og de speciallæger, som indgår i akutberedskabet, alle er med til at løfte akutopgaven.

Over for dette synspunkt står P.L.O., som frygter, at en sådan døgnbemandet funktion vil medføre en helt uacceptabel belastning af de praktiserende læger. Desuden, påpeger P.L.O., tyder alt på, at sorteper vil havne hos almenmedicinerne, der vil ende med at stå som forvagter i uvisiterede, åbne skadestuer. En opgave, som de slet ikke er uddannet til.

Speciallægernes forening så gerne en opdatering af den fem år gamle politik, så man får en lægevisiteret telefonordning, dag og nat, lukkede skadestuer og en passende ordning for 112-kørsel, siger FAS-formand Karsten Nielsen.

»Ringkjøbing Amt er en brugbar model«, siger han.

»Men hvis akutsystemet skal ændres, må udspillet komme fra dem, som skal betjene det: De praktiserende speciallæger i almen medicin og deres organisation, P.L.O.«.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen