Nogle fremhæver Simon Crüger som urfader til den videnskabelige kirurgi. Andre kalder ham opblæst, selvglad og stærkt overvurderet.
I betragtning af, hvad Simon Crüger (1687-1760) har betydet, er det ikke meget, vi ved om ham. Vi ved med sikkerhed, at han fik kolossal betydning for kirurgien i Danmark. Men om hans person ved vi stort set intet.
Han blev sandsynligvis født i 1687 i Holsten, et tysktalende hertugdømme under den danske krone. Fødselsdatoen er ukendt. Forældrene var formentlig en skolemester ved navn Johann Kröger (eller Crüger) og hustru Helvig Andersdatter. Simon Crügers barndom og tidlige ungdom henligger i mørke, men vi ved dog, at når man ville uddanne sig som kirurg, krævede det tre års læretid som barber plus fire års studierejse i udlandet. Den vej må den unge Simon Crüger altså være gået.
Vi finder ham i København i begyndelsen af 1700-årene. Her arbejder en ung Simon Crüger som barberkirurg og går samtidig til private forelæsninger og praktiske øvelser hos Johannes de Buchwald, der omtaler ham som en af sine bedste elever.
Johannes de Buchwald var kongelig livkirurg. Og da han senere – som den første danske kirurg nogensinde – tog den medicinske doktorgrad, blev han også udnævnt til kongelig livlæge. Johannes de Buchwald steg i graderne til professor og senere rektor ved Københavns Universitet. Hans lærde kolleger kunne dog ikke glemme, at han oprindelig »kun« var kirurg, og gjorde grin ad hans gebrækkelige latin. Hans professorkollega Ludvig Holberg karikerer ham ondskabsfuldt i den satiriske roman »Niels Klims underjordiske Rejse«.
Johannes de Buchwalds unge protegé avancerede: I 1712 blev han ansat som kirurg ved flåden og et par år senere ved militærhospitalet på Ladegaarden. I 1720 blev han regimentskirurg ved Drabantgarden og udnævntes til kongelig livkirurg med den fornemme titel af kammertjener.
Simon Crüger fortsatte med at undervise barbersvende i kirurgi. Stort set alle eleverne var som han selv tysktalende, så da Simon Crüger udgav en kortfattet vejledning i anatomi til sine elever – en af ganske få publikationer fra hans hånd – var den på tysk.
Som livkirurg og kammertjener modtog den 33-årige Simon Crüger 400 rigsdaler årligt fra kongen, Frederik den 4. Hans lykke var tilsyneladende gjort.
Men hoffet var et farefuldt og giftigt miljø, og uheldigvis så den intrigante dronning Anna Sophie sig gal på Simon Crüger. Anna Sophie var i den ulykkelige situation, at alle de børn, hun fødte, var dødfødte eller sygelige og døde som små. Lægerne kunne ikke hjælpe, og ifølge hofsladderen skyldtes dronningens vrede mod Simon Crüger, at han afviste hendes forslag om at diagnosticere et sygt barn ved at smage på dets afføring.
Anekdoten stammer fra en højtstående kilde ved hoffet. Om den er sand eller et led i en smædekampagne mod den forhadte Anna Sophie, kan man kun gætte om. Uanset hvad, faldt Simon Crüger i unåde og fik et døgn til at pakke sine sager og forlade landet. I sommeren 1728 rejste han til Paris med sin 14-årige søn, som allerede var under oplæring som kirurg. Om hans kone, Margrethe (født Schmidt), var med, er ikke oplyst.
I Frankrig nød kirurgien høj anseelse og havde endda sit eget, fornemme akademi. Kirurgien i hele Frankrig var under central ledelse af en Directeur Général.
Til Simon Crügers held befandt den danske anatom Jacob Winsløw sig i Paris, hvor han modtog sin landsmand med åbne arme. Jacob Winsløw var konverteret til katolicismen og kunne ikke opholde sig i Danmark. Men i Frankrig – og på den internationale scene – var anatomen Jacob Winsløw en stjerne. Gennem tre år arbejdede og videreuddannede Simon Crüger sig hos Jacob Winsløw, da nyheden i 1731 nåede Paris: Frederik den 4. var død.
Anna Sophies stedsøn var nu konge – Christian den 6. Han afskyede sin stedmor, eksdronningen, og forviste hende fra hoffet. Den 44-årige Simon Crüger kunne vende hjem – måske blev han ligefrem hentet hjem til Danmark. Her genoptog han, sammen med sin søn, at undervise barbersvende i anatomi og kirurgi – nu med sine erfaringer fra Paris i bagagen.
Og det var ikke kun praktiske, faglige erfaringer: I Frankrig havde Simon Crüger med stor interesse noteret sig, at kirurgien havde en helt anden status end i Danmark. Måske havde han allerede under eksilet lagt planer om den kirurgskole, han ville oprette i København. En skole, som skulle uddanne kongerigets kirurger på et så kvalificeret grundlag, at de kunne måle sig med universitetets læger. Fagets status ville samtidig højnes.
Det er nærliggende at tro, at Simon Crüger blev lokket hjem med løfter fra den nye konge og hans regeringschef, greve Johan Ludvig Holstein-Ledreborg, som blev en god støtte for Simon Crüger.
Den læreanstalt, som Simon Crüger havde i tankerne, skulle være skarpt adskilt fra og uafhængig af universitetet, ligesom i Frankrig. Og selve kirurgvæsenet i hele kongeriget skulle, igen som i Frankrig, styres af en Directeur Général – som naturligvis skulle være Simon Crüger.
Københavns brand i oktober 1728 havde lagt en fjerdedel af byen i ruiner. Universitetets Anatomihus, Domus Anatomica på Frue Plads, var også brændt. Da Simon Crüger i 1736 tog imod de første kirurgstuderende, var Anatomihuset stadig en overgroet brandtomt. Allerede før branden stod huset ubenyttet og forfaldt, og de få læger, som blev uddannet, fik ingen anatomiundervisning.
Det medicinske fakultet stod derfor svagt med sine protester, da Simon Crüger gjorde krav på kadaverne fra henrettelsespladsen på Nytorv. Universitet fik en lang næse. Kongen bestemte, at de hængte skulle leveres direkte til Simon Crügers Kirurgisk-Anatomiske Teater i Købmagergade.
At Simon Crüger og hans indsats blev »genopdaget« skyldes i høj grad øjenlægen og medicinhistorikeren Gordon Norrie (1855-1941). Gordon Norrie tog kampen op for at højne den tidlige kirurgis anseelse, men også at give Simon Crüger æren. Og nogle mener, at Gordon Norrie gav Simon Crüger for megen ære.
Gordon Norrie har bl.a. fået kritik for at gå over stregen i bestræbelsen på at latterliggøre universitetets medicinere og fremstille dem som selvglade, hovmodige og uformående. I 1931 anmeldte lægen Axel Hansen (1884-1945) Gordon Norries værk om Simon Crügers kirurgskole i Ugeskrift for Læger. Her beskriver Gordon Norrie sin helt som »en af de betydeligste personer i den danske medicinalhistorie« og tilføjer, at de medicinske professorer »sikkert ikke har haft nogen anelse om, at der var en chirurgisk reformbevægelse i gang, som vilde brede sig over hele verden, en bevægelse, hvorved chirurgien kom frem i forreste række og langt fordunklede medicinen«.
Axel Hansen gav Gordon Norrie ret i, at Simon Crüger fortjente anerkendelse for på kort tid at etablere en kirurgisk læreanstalt, og medgav, at Simon Crügers succes nok skyldtes, at han var »stædig og udholdende«. Men derudover var Simon Crüger ifølge Axel Hansen også hensynsløs, pågående, selvglad, rethaverisk, åndeligt uformuende, »polemisk-fiffig«, og Gordon Norries idol havde næppe udrettet noget, der ikke samtidig kunne tjene hans egen interesse og ærgerrighed »eller i det mindste genere hans modstandere«.
Axel Hansen pegede på, at Simon Crüger ikke havde efterladt sig det ringeste spor af videnskabelig forskning, og at hans succes ikke skyldtes fremragende evner som kirurg eller videnskabsmand. Den skyldes udelukkende, at han havde forbindelser på højeste sted, at han beherskede det politiske spil og spillede det med hensynsløs brutalitet. Og endelig, at han kunne love kongen og regeringen, at han for en billig pris kunne afhjælpe manglen på kirurger i hæren flåden, provinsen og kolonierne.
I øvrigt burde Gordon Norrie nedtone sin latterliggørelse af 1700-tallets opblæste og pompøse læger, tilføjer Axel Hansen: »Efter billederne af ham at dømme [har Crüger] i al sin selvglade stormægtighed nok været mindst lige så latterlig at skue som medicinerne«. Axel Hansen afslutter med håbet om, »at det aldrig mere må lykkes for så ringe en ånd som Crügers at svinge sig op til så magtfuld og indflydelsesrig en position i dansk medicin«.
En magtfuld position – det havde Simon Crüger, uanset, hvad man mener om ham 300 år senere. Ingen – end ikke Gordon Norrie – har påstået, at han var en behagelig person med et vindende væsen.
Men der er heller ingen – end ikke Axel Hansen – som vil fratage ham æren for at have etableret en uddannelse, som i løbet af få årtier førte til etableringen af en akademisk kirurguddannelse.
