Skip to main content

Hver anden praksis bruger nu Datafangst

Klaus Larsen kll@dadl.dk, Lars Igum Rasmussen lar@dadl.dk

2. apr. 2012
1 min.

Over halvdelen af alle praktiserende læger er nu tilmeldt Datafangst.

For et år siden - 1. april 2011 - trådte en ny overenskomst mellem Danske Regioner og de praktiserende lægers organisation PLO i kraft. Ifølge aftalen skal alle praksis tage Datafangst i brug inden overenskomstens udløb i april 2013.

Siden overenskomstens indgåelse er der - som kurven her viser - sket en stejl stigning i antallet af tilmeldte ydernumre.

Mens Region Hovedstaden og Region Midtjylland fortsat befinder sig under 50 pct., topper Region Syddanmark med 60,5 pct. af ydernumrene tilmeldt. Derefter følger Region Sjælland og Region Nordjylland med henholdsvis 56,6 pct. og 56,5 pct.

»Vi skal sikre os, at den glædelige udvikling vi ser, ikke går i står. Det er fint, at vi på halvdelen af tiden, har fået halvdelen af de praktiserende læger med«, siger formand for PLO Henrik Dibbern, der selv har fået datafanst og det fælles medicinkort, og fortsætter:

»Vi ved erfaringsmæssigt, at det er svært at få de sidste 10 procent med. Derfor skal vi passe på, at kurven ikke flader ud. Sker det, må vi foretage en ekstra indsats med støtte og vejledning. Men vi er rigtig tilfredse«.

Den samlede andel af ydernumre, som er tilmeldt Datafangst, er 52,2 pct.