Skip to main content

Hver kommune - sin alkoholbehandling

Journalist Kirsten Winding, winding@newmail.dk

16. okt. 2009
5 min.



Alkoholbehandlingen i Odense var før kommunalreformen centrum for Fyns Amts alkoholbehandling. I dag fungerer centret i Odense stadig som paraply for flere fynske kommuners tilbud. Det er stadig det største ambulante alkoholbehandlingstilbud på Fyn, og her kan man finde den bredeste vifte af medarbejdere. For eksempel er det her de to læger, der også var ansat før reformen, holder til. Det er en samfundsmediciner og en psykiater. Desuden er en psykiater fra Psykiatrisk Afdeling på OUH tilknyttet på deltid.

Ingen af de øvrige ambulatorier på Fyn har i dag fastansatte læger. Svendborg har en fast aftale med Odense om at købe lægedækning i Alkoholbehandlingen i Odense. De øvrige kommunale ambulatorier står selv for at tilkalde og betale en læge, når de skønner, der er behov for det.

Otte ud af ti fynske kommuner har hidtil købt behandlingstilbud af de større kommuner, nemlig Odense og Svendborg. Nu forsøger mange af dem at spare på den daglige drift af deres lokale tilbud ved at tage flere opgaver hjem.

Der er en tendens til, at kommunerne ser alkoholbehandlingen mere som en social opgave end en sundhedsmæssig, og derfor lægger de fleste kommuner mest ansvar og økonomisk forvaltning af området i socialforvaltningen.

Det hænger sammen med, hvilken opfattelse man har af alkoholafhængige. »Desværre har mange et lidt forældet billede af, hvem den typiske alkoholafhængige er,« forklarer Anette Søgaard Nielsen, der er centerleder i Alkoholbehandlingen i Odense. »Og dermed også af, hvem der er den primære bruger af alkoholambulatoriet. Manden på bænken udgør ikke majoriteten af de alkoholafhængige. Det gør derimod lærer Hansen - og dig og mig - der har både arbejde, familie, parcelhus og bil og intakt netværk.«

Det betyder noget for, hvilke tilbud der skal være, mener hun. »For den velfungerende alkoholafhængige har i højere grad brug for medicinsk hjælp og samtalebehandling, der er målrettet alkoholafhængigheden, end for social støtte til at få hverdagen til at fungere. Man kan derfor hævde, at udgiften til behandling af alkoholafhængige snarere hører hjemme i sundhedsforvaltningen end i socialforvaltningen.«

Middelfart har startet sit eget

I Middelfart opsagde man entrepriseaftalen på både alkohol- og stofmisbrugsbehandling med Odense i 2008. Alle medarbejdere fra Odense blev opsagt, og man ansatte helt nyt personale i det, der i dag hedder et rusmiddelcenter Middelfart. Her er 14 medarbejdere ansat eller tilknyttet, det er sygeplejersker, socialrådgivere, HK'ere, fysioterapeut, pædagog samt misbrugsarbejderuddannede. En enkelt praktiserende læge er tilknyttet seks timer om ugen.

Behandlingsformerne, der tilbydes, er - ud over den indledende afrusning, abstinensbehandling og antabusbehandling - samtaleterapi i form af både gruppe- og individuelle forløb. Klientellet er overvejende folk fra middelklassen, der har arbejde og netværk.

Centret havde budgetteret med en besparelse på omkring en halv million i forbindelse med omlægningen. Det var beregnet på et uændret antal brugere, som i 2008 var på 160. Men indtil nu har der været 400 brugere i 2009. Så budgettet holder naturligvis ikke.

»Hvad den øgede tilgang skyldes, ved vi ikke,« siger centerleder Bent Kidmose. »Men vi kan se, at tilgangen fordeler sig på både stofmisbrugere og alkoholmisbrugere. I 2008 var 36 ud af de 160 stofmisbrugere, og i år er det 67 ud af de 400.

Man kan gætte på, om tilgangen skyldes, at vi måske er blevet mere tilgængelige, det kan også være den omtale, vi har fået i forbindelse med omlægningen, eller måske er det rygtedes, at vi gør et godt stykke arbejde! Men jeg har også en ide om, at det kan skyldes et bedre samarbejde med for eksempel jobcentret, hvorfra vi har lånt to medarbejdere.«

I Middelfart hører rusmiddelcentret under handicap- og psykiatriområdet, og ligger altså budgetmæssigt i sundhedsforvaltningen.

Nyborg vil gøre det

I Nyborg Kommune har man valgt selv at stå for alkoholbehandlingen fra nytår 2010. De to medarbejdere, en lægesekretær og en sygeplejerske, som de før har tilkøbt i entreprise fra Odense Kommune, bliver fastansatte i Nyborg. Ud over de to er der ansat en socialrådgiver. Desuden vil de købe assistance af en læge, der er specialiseret på feltet. Yderligere har de opsagt aftalen med to fynske børnekonsulenter, der er specialiserede inden for alkoholområdet. I stedet vil de bruge kommunens egen børn og unge-koordinator og deres egne sagsbehandlere.

Kommunen regner med at spare cirka 100.000 kr. på det.

»Vi forventer en større sammenhæng på hele det sociale område på den måde,« siger socialchef i Nyborg Kommune, Trine Eegholm. »For eksempel er det en fordel, at medarbejderne i alkoholbehandlingen er ansat i kommunen, da det letter det tværfaglige samarbejde.«

Sygeplejerske Anne Marie Dupont Kristensen er den ene af de to medarbejdere, Nyborg Kommune overtager fra Odense fra nytår. Hun forventer, at alkoholklinikken kommer til at køre videre omtrent som før.

»Dog tror jeg, vi får et end-nu tættere samarbejde med de kommunale institutioner som for eksempel familieplejen og jobcentret. Vores socialrådgiver har arbejdet i kommunen i mange år og kender den godt. Min kollega, der er lægesekretær, har arbejdet med alkoholbehandling i 17 år, og jeg selv har gjort det de sidste fem. Så vi er ikke novicer.«

I Nyborg tilbyder de i øjeblikket de samme behandlingsformer som i Odense. Det er forskellige former for motiverende samtaler som for eksempel støttende samtaler, kontraktsamtaler og kognitiv behandling, der går ud på at give klienten et mere positivt syn på sig selv og en evne til mestring af eget liv.

I Nyborg hører al alkoholbehandling budgetmæssigt under Socialafdelingen. Kun den generelle forebyggelse hører under Sundhedsafdelingen.

Lægens rolle

Hos en del af brugerne i Nyborg ligger der enten afrusning, abstinensbehandling eller antabusbehandling forud for samtalerne. Den medicin, der gives, ordineres altid af en læge. Det kan være patientens egen praktiserende læge eller den ansvarlige læge fra ambulatoriet i Odense. Den ansvarlige læge ser yderst sjældent patienterne selv. Det er sygeplejersken, der måler patientens promille og blodtryk og danner sig et billede af patientens almene situation, og medicinen ordineres så af den ansvarlige læge i Odense.

Fra nytår bliver det den læge, der også ordinerer medicin til ambulatoriet i Middelfart, der bliver tilknyttet klinikken i Nyborg. Han vil kun være fysisk til stede i Nyborg på en konference fire timer om måneden.