Hverdag i psykiatrien

»Jeg er ikke syg heroppe!«
Der er travlt efter weekenden hos Psykiatrisk Center København. Siden fredag er der indlagt 30 patienter - forpinte, psykotiske, rastløse, suicidale...

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk

»... og velkommen til de otte studerende. Vi er altid glade for at se de kommende psykiatere«.

Overlæge Lykke Pedersen åbner morgenkonferencen på Psykiatrisk Center København.

Udenfor siler mandagsregnen ned over Bispebjerg Hospital. Herinde gennemgår lægerne de ca. 30 patienter, som er indlagt siden i fredags:

En midaldrende mand med paranoid skizofreni er indlagt fra et bosted. Han hører stemmer, der fortæller ham, at han er dum og grim og hellere skulle tage og hænge sig. En 25-årig mand, ikke kendt før i psykiatrien, har indtaget svampe og kokain. Han har vrangforestillinger og frygter, at han skal begå selvmord. En kvinde, indlagt igen i en manisk fase. En mandlig selvhenvender - selvmordstanker. En 64-årig lider af paranoid skizofreni - hører stemmer, og hans tanker kredser om selvmord. En 82-årig kvinde, paranoid skizofren, som havde 38.000 kr. på sig ved indlæggelsen.

En del er misbrugere af alkohol, medicin, hash. Nogle har måttet behandles for delirium tremens. En alkoholiker, som selv er kommet ind i skadestuen. Delirium og kramper, der blev afhjulpet med benzodiazepiner. En ung kvinde, som har forladt Jehovas vidner og er udstødt af sin familie. Hun er psykotisk.

En ikke tidligere set mand, som ifølge en læge »eventuelt« er psykotisk: »Han kan tænde og slukke lyset, når han blinker«.

»Eventuelt psykotisk?«, lyder en kommentar.

Konferencen rundes af med endnu en velkomst til de studerende med ønske om et givende klinisk ophold. Der orienteres om dagens vagtfordeling og om undervisningsprogrammet.

Forpinte, rastløse, suicidale

På akutafsnittet er der forstuegang. Overlæge Jeanett Bauer, en yngre læge og plejepersonale taler om de indlagte og lægger planer for deres videre færd. Skal de visiteres til lukket afdeling, til et andet hospital eller blive her, til de er stabiliseret?

Den første på listen, en kvinde, der kom ind i går, hører til den sidste kategori. Hun var manisk opstemt, aggressiv og har været højtråbende. Medicinen fik hende dysset ned, og hun har sovet lidt.

Den næste - også en kvinde - er indlagt »i henhold til dom«. Hun hører stemmer og har brug for at sove. Hun klager over smerter i hele kroppen og er manisk, med et benzodiazepinmisbrug. Her er en mand på 26, surrogatfængslet, her endnu en mand med selvmordstanker - og Johnny, som har været fikseret i flere dage, men som nu er så rolig, at Jeanett Bauer skønner, at han kan løsnes.

Endnu en selvmordstruet. En yngre kvinde, som hører stemmer, og senest forsøgte at tage sit liv for seks uger siden: »Det eneste, hun har at leve for, er kæresten, og han slår op med hende hver anden dag«, siger en sygeplejerske. Kvinden visiteres til den åbne afdeling.

Og så videre: »Trist og modløs. Efter hans sidste selvmordsforsøg vil datteren ikke se ham. Og så bliver han suicidal igen«. Den svært deprimerede mand viderevisiteres til Ballerup.

Folk her er »forpinte«, »rastløse«, »suicidale«, »hallucinerende«. De har hallucinationer, vrangforestillinger, tvangstanker. Afsnittet har 20 senge og kan beholde folk i op til syv dage. Men man modtager 35-40 patienter hver uge, så de fleste skal videre herfra. Omkring halvdelen har en skizofrenidiagnose.

Ikke syg heroppe!

På den lukkede afdeling holder overlæge Lykke Pedersen morgenmøde med plejepersonale og psykolog. Dette afsnit, på 3. sal, er for nørrebroere. Nede på 2. sal er patienterne fra Brønshøj og Nordvest. Her tager man sig af de mest syge. Fire af afsnittets ti indlagte er retslige patienter. Nogle efter voldsepisoder. En har tændt ild på en hospitalsafdeling.

Efter morgenmødet skal et par af patienterne tvangsmedicineres. Asef, en ældre indvandrer, har boet i Danmark i 50 år. Hans skizofreni debuterede for adskillige år siden. Hans børn accepterer og støtter deres far, som er en venlig, høflig mand. Selv tror han nogle gange, at en tilfældig hund i gadebilledet er en af hans sønner, der har omskabt sig for at holde øje med ham. Men han kan ikke selv acceptere, at han er mentalt syg, for det bliver muslimer ikke, fastholder han: »Fejler ikke noget! Jo, syg i krop. Har ondt over det hele! Men ikke syg heroppe!«, siger han og banker sig med en pegefinger på panden. »Ryster overalt! På grund af det dér« - han peger på bægeret med medicin, som sygeplejersken holder hen til ham.

Med løfter om lavere dosis overtaler Lykke Pedersen Asef til selv at tage medicinen. Men han garanterer energisk, at det er sidste gang. »Jeg gør det ikke! Nej! Aldrig!«

»Ååh, du stædige mand!«, siger Lykke Pedersen afvæbnende.

For stor vægt på ambulant

Lykke Pedersens lukkede afsnit har ti senge, og patienterne er i gennemsnit indlagt 3-4 uger, men nogle gange må man beholde dem i månedsvis. De fleste kommer igen og igen: De bliver stabiliseret, udskrevet, bliver psykotiske, ofte med misbrug, og er snart efter tilbage på afdelingen.

»Jeg mener ikke, at længst muligt i eget-hjem altid er det mest lykkelige« siger Lykke Pedersen.

»Mange har svært ved at bo for sig selv, og selv i bocentrene bor nogle, som er så syge, at de i virkeligheden burde bo under mere fast opsyn.«

Lykke Pedersen er klar over, at der ikke er konsensus blandt psykiatere - men for hendes vedkommende, set fra den lukkede afdeling, er der ingen tvivl: Psykiatrien er vredet skæv, så der i dag lægges for stor vægt på det ambulante. De ambulante tilbud skal naturligvis være i orden, understreger hun. Men de mest syge er blevet glemt, mener Lykke Pedersen:

»Set herindefra... psykiatrien skal ikke nødvendigvis tilføres flere resurser, men man kunne godt flytte nogle af dem tilbage. For der er brug for sengekapacitet til de meget syge.

Men de har brug for noget beskæftigelse, så de ikke bare skal gå op og ned ad gangen«.

Der bør være personale til at aktivere og senere i forløbet ledsage patienten på ture, hjemmebesøg og til praktiske dagligdags gøremål.

»Og hvis vi taler om drømmeafdelingen - altså en lukket - ville den ligge i stueplan med direkte udgang til haven«.

Lykke Pedersens tre ønsker for psykiatrien

1»Kapaciteten skal øges i det lukkede regi. Indlæggelsesforholdene for de sværest syge skal være i orden, og der skal være tid til at tage imod de nyindlagte og tale med de pårørende. Vi har nok nedlagt for mange lukkede senge. Forskydningen af opgaver til den ambulante sektor kan ikke fortsætte. Efte r min mening er det bedste en lukket afdeling og et ambulant team, der koordinerer arbejdet, så patienten ikke hvirvler rundt mellem flere forskellige enheder«.

2»Psykiatrien er et lægeligt speciale og bør administrativt og geografisk tilbageføres til hospitalerne. Hurtig diagnostik og behandling af evt. somatisk sygdom er essentiel. Psykisk syge har stor overdødelighed af somatiske sygdomme og lever 15-20 år kortere end gennemsnitsbefolkningen. Den ambulante behandling skal ikke varetages af kommunerne.

Der gås dagligt mange tilsyn begge veje - og næsten hver tredje af tvangsindlæggelserne her finder faktisk sted på de somatiske afdelinger«.

3»Mere åbenhed og opgør med de mange fordomme om psykiske lidelser. I første omgang i egne rækker. De sværest psykisk syge og deres pårørende er voldsomt belastede, og de ved, at indlæggelser ofte er nødvendige. Hurtige udskrivninger a la sammedagskirurgi for denne gruppe er udtryk for effektivitet - men ikke altid for kvalitet«.

Hjælp til sindet og livet i al almindelighed
I distriktspsykiatrien går den psykiatriske behandling hånd i hånd med fysioterapeuten, sygeplejersken, socialrådgiveren og ergoterapeuten.

Journalist Anne Steenberger, as@dadl.dk

Formiddag

Efter personalemødet skulle den første patient komme, men hun dukker ikke op. Det er en ung pige med skizotypi og angst. Overlæge Phuong le Quach ringer til pigens mobil og lægger en besked på svareren, om at hun skal ringe.

I dag skal der komme seks patienter til ambulant behandling hos Phuong. Heldigvis er dagens anden patient kommet 50 minutter for tidligt. Phuong forlader den aflåste første sal og går ned i receptionen i stuen og henter denne patient, som er en yngre mand, en flygtning.

Vi er på det gamle Skt. Josephs Hospital i København, hvor utallige københavnere har set dagens lys. I dag er det rammen om Distriktspsykiatrisk Center Nørrebros og OP-team (opsøgende psykoseteam) Nørrebro. Der er omkring 45 ansatte og i øjeblikket er der ca. 700 patienter i ambulant behandling her, de fleste en gang om måneden. Af dem er ca. 100 så dårlige, at de behandles af det opsøgende team.

Phuong kommer ind på sit kontor med patienten. Han har diagnosen paranoid skizofreni. Han sætter sig over for hende ved det runde bord og ser på hende. Det er ellers det problem, han først vil tale om: At han har svært ved at se folk i øjnene, fordi han er bange for, at man kan se på ham, at han er syg. Han lider også af angst og har i nogle år isoleret sig hjemme hos sin mor. Phuong har givet ham øvelser: Bevar øjenkontakten ved skiftevis at kigge på næseroden og andre steder på folks ansigt, lyder hendes råd. Det går fremad, og patienten er begyndt at komme på et værested nogle gange om ugen. Men han er stadig bange for at se folk i øjnene og vil gerne have dosis sat op på den depotmedicin, han får to gange om måneden.

»Du har prøvet forskellige præparater før, som ikke har virket. Den medicin du får nu, har en rimelig god effekt, men også bivirkninger, og det er desværre den pris, du betaler«, siger Phuong. Hun og patienten gennemgår bivirkningerne, som bl.a. er seksuelle problemer. Til sidst når patienten frem til, at han foretrækker at have færre symptomer og så leve med de seksuelle problemer.

Indimellem: bunkerne

Efter en halv time er konsultationen forbi. Når der er tid mellem patienterne, er der sagsbunkerne.

En af dem rummer ti henvisninger fra ugens løb, fra praktiserende læger, sengeafdelinger og andre centre sendt via den centrale visitation. Der skal forvisiteres. »Problemet med henvisninger fra egen læge er, at der tit står for lidt til, at vi ud fra henvisningen kan vurdere, om det er en patient, der skal komme her. Det bliver vi nødt til at afgøre ved en forsamtale. Det kan være spild af alles tid, hvis det viser sig, at det ikke er her, patienten hører til«, siger Phuong.

Der er også en henvisning fra en sengeafdeling. Den drejer sig om en ældre mand, der er kommet her i centret i mange år, men som blev udskrevet sidste år. Han er nu tvangsindlagt.

»Problemet er, at nogle patienter holder op med at tage deres medicin, når de ikke længere kommer her. Men vi skal afslutte forløbene. Denne patient holdt op med at tage sin medicin. Vi henviser godt nok til egen læge, når vi udskriver, men hvad nytter det, når patienten ikke går derhen?«

Bunken indeholder også en henvendelse om en retspsykiatrisk patient, der gerne vil have sin behandlingsdom ophævet. Det kan man ansøge om hvert halve år. Og der skal så skrives en erklæring fra psykiateren til stadsadvokaten. Phuong er ikke i tvivl: Manden er farlig, hvis han ikke får sin medicin. »Og når han har en dom, ved vi, at han passer medicinen. Så den skal ikke ophæves«.

Eftermiddag

Næste patient ser Phuong for blot anden gang. Det er en vanskelig sag. En pige på 19 år med fem diagnoser. Hun har ikke tidligere været i behandling. Med til mødet er to sygeplejersker fra centret samt pigens kæreste, som også har flere psykiatriske diagnoser og er patient i OPUS, samt hans mor. Pigens diagnoser er paranoid skizofreni, OCD (obsessiv-kompulsiv tilstand), anoreksi, mental retardering og opmærksomhedsforstyrrelse. Hendes skolebaggrund er fem forskellige specialskoler. Begge forældre er psykisk syge. Faren voldelig. Der er to yngre søskende, som begge har flere psykiatriske lidelser, og en tredje er på vej.

I løbet af samtalen danner Phoung sig et overblik over, hvad der skal gøres. Der skal en bred, massiv indsats til. Pigen skal i medicinsk behandling. Parrets økonomi er i bund - de lever af cola - deres boligsituation er umulig. Det skal centrets socialrådgiver se på. De bor på 30 m2, og pigen har i de fem måneder, parret har boet sammen, forsøgt at tage livet af sig 12 gange, hver gang efter voldsomme opgør. Sygeplejerskerne skal hjælpe parret med at tale sammen. Kommunen, som pigens forældre bor i, skal underrettes om familieforholdene.

»Distriktspsykiatriens særlige tilbud er den tværfaglige indsats. Det kan den praktiserende psykiater ikke tilbyde«, siger Phuong.

Endnu to konsultationer følger i rap. En patient med paranoid skizofreni og Aspergers syndrom. Og en ung pige med skizotypi og generaliseret angst. Deres situation og medicinering bliver gennemgået, og begge patienter giver udtryk for, at de er i god gænge.

Phoung er en varm tilhænger af distriktspsykiatrien, og hun mener, den skulle have flere resurser - det vil kunne forhindre indlæggelser:

»Vores fornemmeste opgave er at varetage en behandling, så vi undgår at patienterne bliver indlagt. For indlæggelse er det samme som at sætte livet på standby. Det kan være påkrævet, hvis patienten har en svær psykose og er meget forpint af sin tilstand, eller vedkommende enten er til fare for sig eller andre. Men patienter har ikke godt af at være indlagt for længe, for de risikerer at miste endnu flere sociale og praktiske færdigheder, som det kan tage lang tid at genvinde. Vi forsøger at skabe en alliance med patienten også om denne erkendelse, så patienterne tager deres medicin, så vi kan forebygge tilbagefald og behovet for indlæggelse minimeres«.

De sengepladser, der er, skal til gengæld oprustes:

»En indlæggelse skal ikke bare være opbevaring. Der skal en hurtig og intensiv behandling til, så patienten hurtigt kan blive hjulpet og komme ud igen. Derfor bør alle psykiatriske senge være intensive med samme bemanding som på lukkede afdelinger«, mener Phuong.

Psykiaterens arbejdsdag på et distriktspsykiatrisk center slutter ca. kl. 16.30. Men to til tre gange om ugen har hun aften/nattevagt eller døgnvagt i den psykiatriske udrykningstjeneste.

Phuong le Qua chs tre ønsker til psykiatrien

1Bevillinger til psykiatrien skal med på finansloven. Giv patienterne en sammenhængende behandlingsindsats ved at betragte dem som hele mennesker. Få har brug for en længevarende indlæggelse, mens de fleste har bedst af ambulant behandling. Vi må sammen kunne finde ud af, hvem der har brug for hvad, så behandlingen optimeres og målrettes.

2Oprustning af distriktspsykiatrien, så vi kan udvide vores akut beredskab - det vil spare mange indlæggelser. Vi vil kunne opsøge patienterne noget mere i de dårlige faser, se dem hyppigere og minimere behovet for døgnbehandling, som er meget dyrere. OPUS skal også have flere resurser. Der er evidens for de gode resultater. Men kapaciteten svarer slet ikke til efterspørgslen. I Københavnsområdet er der 14 måneders ventetid. De svært syge unge patienter må så komme i centret i ventetiden, hvor det er svært at kompensere uden at have resurser til det.

3Større mulighed for at give en kernegruppe af patienter vedvarende distriktspsykiatrisk behandling. I dag skal vi helst afslutte dem til primærsektoren efter en periode for at skaffe kapacitet for nye patienter. Man skal bare huske, at for nogle patienter betyder en stabil tilknytning tryghed, der gør, at de forsætter med at tage deres medicin. De dårligste af dem kender ikke og opsøger ikke egen læge.