Hverdagen i konfliktzoner er blevet farligere for børn – og deres læger

I Sudan er lastbiler med lægelige forsyninger blevet blokeret, så sundhedspersonale var forhindret i at behandle underernærede børn i tre måneder.

I Gaza blev et hospital angrebet, så 20 mennesker mistede livet, 50 blev såret.

I Haiti blev en ambulance stoppet 100 meter fra et hospital, fordi politiet ville arrestere tre drenge med skudsår. Politiet tog de tre drenge ud af ambulancen og henrettede dem foran hospitalet.

»Det er også sket på vores hospitaler. Politiet kommer ind og angriber patienter i deres hospitalssenge«.

Sådan lød bare tre eksempler på, hvordan krig påvirker børn og deres læger i konfliktzoner i disse år. Eksemplerne kom fra Kübra Yalcin, talsperson for Læger uden Grænser i Danmark.

Men hendes eksempler stod langt fra alene på et symposium om børns sundhed i konfliktzoner afholdt på Rigshospitalet af Dansk Pædiatrisk Selskab.

Det blodigste år

Den internationale humanitære ret (IHL) er under stærkt pres i disse år. Derfor var en række aktører inviteret til at diskutere: Hvilke værktøjer har vi til at sikre børns sundhed og beskytte sundhedspersonale i konfliktzoner? Hvilket ansvar har politikerne, lægeforeningerne og WHO?

Men inden da blev rædselsscenen sat. Inden for de sidste fem år har Læger uden Grænser oplevet alvorlige angreb mere end 1.300 gange. Næsten en fordobling siden 2020. Samme dystre billede har WHO rapporteret: 1.646 angreb på sundhedsfaciliteter og -personale samt patienter i 2024. Og 944 sundhedsmedarbejdere og patienter er blevet dræbt. Indeværende år slår rekord.

»2025 er det mest dødbringende år for sundhedspersonale i konfliktzoner, rapporteret af WHO«, fortalte Kübra Yalcin.

Næsten halvdelen af alle angreb på Læger uden Grænser er sket i Palæstina og Sudan. Siden krigen startede, har organisationen mistet 15 kolleger i Gaza.

Loven fejler hver dag

IHL – også kendt som krigens love – er et sæt af regler, der begrænser de skadelige virkninger af væbnede konflikter ved at begrænse brugen af visse våben og metoder i krigsførelse, men også ved at beskytte civile og andre, der ikke deltager i konflikten, herunder syge, sårede og krigsfanger.

En beskyttelse, som er under stigende pres i en verden med det højeste antal væbnede konflikter siden Anden Verdenskrig. Der er ifølge en fredsrapport fra i år 56 aktive, væbnede konflikter i verden lige nu. En fordobling i løbet af de seneste fem år.

Jonathan Somer, juridisk rådgiver hos Dansk Røde Kors, fortalte om presset på IHL. Aktuelt med det få dage gamle angreb på et fødselshospital i Sudan, hvor 460 patienter og ledsagere rapporteres dræbt og ​​seks sundhedsarbejdere bortført.

»Det forfærdelige angreb på hospitalet i Sudan viser, hvor udfordrende det er at beskytte børn og sundhedspersonale i konfliktzoner«, sagde han.

Hans pointe lød, at vi på den ene side har ret til at være kritiske over IHL.

»For vi ser den fejle hver dag«, erkendte han.

Men på den anden side:

»Vi skal være forsigtige med at have for høje forventninger til IHL og det, den kan«.

Han understregede, at det er krigens parter, der er ansvarlige for at regulere sig selv efter krigens love:

»Hvilket har vist sig svært«.

Hans budskab var, at overholdelsen af IHL nok kan forbedres, men at IHL ikke løser selve problemet, nemlig krigene. De skal løses med diplomati.

Og så skal vi huske, at IHL i mange tilfælde virker.

»Vi ser kun, når det går galt, ikke når det går godt. IHL gør en forskel, og det ville være værre, hvis vi ikke havde den«, pointerede han.

Insulin er luksus

Tre læger og en sygeplejerske gav vidnesbyrd om deres arbejde i nogle af verdens mest dødelige konflikter lige nu. Waseem Alzaanin, der har arbejdet som læge i Gaza, fortalte om udfordringer med at gennemføre massevaccination af børn midt i et stort polioudbrud og under daglige bombardementer i og blokader af Gaza. Han kaldte desuden insulin for en »luksus« i Gaza, hvor der er kritisk mangel.

»En insulinpen er lige så essentiel som vand. Men vi fik ikke noget svar fra den anden side. Vi ved ikke, hvorfor vi ikke fik lov til at bringe insulinpenne ind i Gaza«, fortalte han.

Da de endelig fik lov, havde medicinen været lagret under solen i en uge.

»De ting skete igen og igen«, sagde han.

En lignende historie fortalte lægen Majd Khames, som havde bygget en lægeklinik op fra bunden i Gaza, og oplevede, at forsyninger, de skulle bruge til behandling af underernærede børn, var fanget ved grænsen i et år. Da det ankom, var det udløbet.

Historier om medicin fanget ved grænser i konfliktzoner kom også fra danske Astrid Opstrup, intensivsygeplejerske udsendt for Læger uden Grænser til 15 missioner de seneste ti år.

Hannah Rahimi, dansk læge udsendt for Læger uden Grænser til Sudan, Afghanistan og Den Centralafrikanske Republik, havde billeder med af spædbørn med svære hudinfektioner, som ellers kan behandles, men var blevet livstruende.

Kortlægger hospitaler

Med så mange hårrejsende vidnesbyrd fra konfliktzoner, blev det oplagte spørgsmål: Hvad er WHO’s ansvar? Hvilken rolle spiller World Medical Association (WMA)? Ja, endda Lægeforeningen?

Søren Brostrøm, seniorrådgiver for WHO’s generalsekretær, var med via videolink. Han forklarede, at WHO’s officielle mandat er at fremme sundhed og sikkerhed verden over, og at WHO som FN’s retningsgivende og koordinerende organ på sundhedsområdet yder teknisk bistand til lande, sætter internationale sundhedsstandarder og indsamler data om globale sundhedsspørgsmål. Og at netop børns ret til sundhed og udvikling er en del af WHO’s forfatning.

Men han understregede, at WHO sjældent arbejder alene, ikke mindst når det gælder konfliktzoner. I eksempelvis Gaza har WHO sammen med partnere været involveret i indsamling, testning og påvisning af polio i spildevand. Da der kom rapporter om udbrud af børnelammelse, responderede WHO med guidelines samt levering af vacciner. Ligesom WHO har været med til at få nødforsyninger og andet ind i Gaza-området.

I det hele taget er dataindsamling, assistance til sundhedspersoner, kortlægning af sundhedsfaciliteter – og om de er funktionelle eller ej – typiske opgaver for WHO i konfliktzoner.

»Men det gør WHO ikke selv. Der arbejder vi med partnere«, sagde Søren Brostrøm og understregede, hvor svært det er at lykkes med den slags opgaver, når der er krig. Derfor er WHO også er involveret i at opfordre til våbenhvile, fortalte han.

Bliver ikke hørt

Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, kom ligesom Søren Brostrøm for at fortælle, hvad de store organisationer kan gøre. I det her tilfælde WMA, men også Lægeforeningen.

WMA består af 115 lægeorganisationer fra næsten lige så mange lande verden over. Fra dén stol kunne Camilla Rathcke fortælle, at omkring 80% af sundhedspersonalet i Rwanda blev slået ihjel i løbet af tre måneder i borgerkrigen i 1990’erne. Det betød, at der stort set intet sundhedssystem var tilbage i landet.

»Den slags uhyrligheder ser vi over hele verden. Det er den samme slags rædsler i alle konfliktzoner«, sagde hun.

Hun fortalte, at WMA’s rolle, når det gælder konfliktzoner, er at opfordre til, at alle parter overholder IHL og beskytter patienter samt sørger for det sikrest mulige miljø for sundhedspersonale at arbejde i.

»Men vi ser, at de ting ikke er så beskyttede, som den internationale folkeret siger, de burde være. Vi ser en stigende tendens til, at man bruger sundhedsfaciliteter militært og en stigning i trusler mod sundhedspersonale«, sagde Camilla Rathcke.

Derfor opfordrer WMA sine medlemsorganisationer til at rapportere det, hvis deres medlemmer oplever krænkelser af IHL i konfliktzoner, så WMA kan dokumentere det og følge op på det.

Dertil kommer, at WMA bidrager til uddannelse og bevidsthed, fortalte hun, og nævnte ligesom Søren Brostrøm, at WMA har opfordret til våbenhvile i Gaza, så humanitær hjælp kan nå frem og sundhedspersonale er beskyttet i deres arbejde.

Både WMA og Lægeforeningen har ligeledes lavet flere erklæringer om beskyttelse af civiles sundhed samt beskyttelse af sundhedspersonale.

»Vi taler højt, men bliver ikke altid hørt«, sagde Camilla Rathcke, der som Lægeforeningens formand gav et eksempel på netop ikke at blive hørt:

I Norge modtager og behandler man patienter fra Gaza, mens Danmark ikke gør. Lægeforeningen har opfodret den danske regering til også at modtage patienter fra Gaza. Indtil videre for døve øren. Som Camilla Rathcke sagde: »Vi har ikke en regering i Danmark, der vil det. Men hvis vi kan tage patienter fra Ukraine, hvorfor så ikke Gaza? Det er politik«, lød det fra Lægeforeningens formand.

Danmark skal skubbe på

Hvad der kan gøres for at forbedre og overholde IHL samt sikkerheden for sundhedspersonale, blev lagt ud til diskussion blandt symposiets oplægsholdere og publikum.

I forhold til IHL nævnte både Kübra Yalcin fra Læger uden Grænser og Jonathan Somer fra Dansk Røde Kors nogle af de konstruktive processer, der finder sted for at løse problemet.

For eksempel har Danmark for nylig sammen med 109 andre lande underskrevet en erklæring om beskyttelse af humanitært personale.

Ligeledes førte det amerikanske luftvåbens angreb på Kunduz-hospitalet i Afghanistan i 2015 (som dræbte 42 mennesker og sårede over 30) til en FN-resolution om beskyttelse af sårede og syge, medicinsk personale og humanitært personale i væbnede konflikter.

Men ti år efter resolutionen har disrespekten for IHL og misbruget af lovene til fordel for militære strategier forværret adgangen til lægehjælp i krigs- og konfliktzoner, pointerede Kübra Yalcin.

Derfor håbede hun, at Danmark vil bruge sit aktuelle formandskab for EU og plads i FN’s Sikkerhedsråd til at skubbe på og være bannerfører for opretholdelsen af IHL.

Tavshed dræber

Jonathan Somer supplerede med, at en revision af international ret, såsom IHL, ikke altid er vejen frem.

»Problemet med en revision er, at vi ville få færre beskyttende regler. Når man åbner dem op, gør man dem formentlig værre«, advarede han og opfordrede i stedet til pres på aktører for at overholde IHL.

»Pres fra allierede kan gøre en forskel«, sagde han.

Publikum i salen ville vide, hvad de kunne gøre for at støtte op om børnene i konfliktzoner og de kolleger, der arbejder der.

»Vis jeres støtte«, »tal deres sag« og »vi og I har dét ansvar«, lød det fra oplægsholderne.

En af dem, Daniel Martinez Garcia fra Global Society for Humanitarian Paediatrics, havde to citater med til storskærmen. Det første lød:

»Uanset hvad du gør, vil det være ubetydeligt, men det er meget vigtigt, at du gør det«.

Fordi:

»Vi er ikke sikre på, at ord altid kan redde liv, men vi ved, at tavshed bestemt kan dræbe«.