Hvide kitler i den vide verden

Når du åbner en pakning med tabletter eller vrider et hofteimplantat ud af indpakningen, er det EU-regler, der har bestemt, hvilke krav til sikkerheden der skal til. Det er nok de færreste, der har tid til at fundere over det i en travl hverdag, men mange af de faglige rammer for læger er fastlagt langt fra Christiansborg - og det bliver endnu mere udtalt i fremtiden.

Ikke kun lægemidler og medikoudstyr krydser grænserne. Borgerne rejser på kryds og tværs - også til eksotiske kontinenter. Det spreder smitsomme sygdomme. Patienter kommunikerer over grænserne og bliver opmærksomme på bedre behandlingsmuligheder i udlandet. Udfordringer som miljøkatastrofer og klimaændringer stiller også store krav til internationalt samarbejde på sundhedsområdet.

Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi som læger også er til stede i de internationale fora, der lægger sporene for fremtidens sundhedsvæsen. Det er derfor, at den europæiske lægeforening CPME p.t. arbejder for skabe forståelse i EU for, at det er helt uacceptabelt, at EU-landene ikke kan sikre deres borgere bedre mod farligt medicinsk udstyr end i dag. Sidst i november krævede lægeforeningerne fra 27 europæiske lande, herunder den danske, med én stemme, at højrisikoudstyr for fremtiden bør undergå en langt strengere godkendelsesproces.

En anden sag på den europæiske dagsorden er, hvilke krav der skal stilles, for at EU-lande kan anerkende hinandens speciallægeuddannelser. Her protesterer Lægeforeningen mod, at der kun stilles krav om tre års speciallægeuddannelse i almen medicin, mens andre speciallægeuddannelser skal vare mellem fire og fem år for at leve op til kravene. EU-Kommissionens udspil afslører en antikveret opfattelse af almen praksis, som naturligvis skal bekæmpes.

Grundlæggende vigtigt er også de etiske diskussioner, som læger må tage på globalt niveau. Forskning på levende mennesker er helt afgørende for fremskridt i behandlingen, men også ømtålelige. Erfaringerne fra 2. verdenskrig er i særklasse skræmmende, men også i dag er der behov for lægelig enighed om, hvordan f.eks. nye lægemidler kan testes på en etisk forsvarlig måde.

Risikoen for, at patienter i fattige lande bliver de foretrukne til placebostudier, er til stede, ganske simpelt fordi der ofte er tale om mennesker, som ikke har adgang til behandling. For Lægeforeningen er det en mærkesag at holde fast i Helsinkideklarationens bestemmelse om, at nye lægemidler altid skal testes op mod den til enhver tid bedste behandling. Kun hvis sådan en ikke findes, kan placebo overhovedet komme på tale. Det er et princip, som jævnligt udfordres, og som Lægeforeningen sammen med kolleger fra andre lande bruger kræfter på at bevare. Lægeforeningen var blandt fadderne til både Helsinkideklarationen og Verdenslægeforeningen, så vi har også en historisk forpligtelse til at holde fastholde grundlæggende etiske principper.

I den kommende tid får kampen mod resistente bakterier særligt fokus i Lægeforeningens internationale arbejde. Vi leder en arbejdsgruppe i CPME, og skal til foråret præsentere et forslag til en fælles politik for bekæmpelse af antibiotikaresistens. Et alvorligt og voksende problem, som kun kan løses, hvis læger bidrager med viden og engagement på tværs af grænserne.

International lægepolitik kræver ofte tålmodighed i rigelige mængder. Til gengæld kan resultaterne få en betydning, som rækker langt ud over egen næsetip. Det giver god mening at arbejde for som læge.