Hvilke muligheder er der for Overlægeforeningen i et udvidet nordisk samarbejde?

Den 13.-14. juni 2003 afholdt de nordiske overlæge-/specialistforeninger årsmøde (Nordöl) i Trondheim med repræsentation fra den danske Overlægeforening. Nordöl omfatter fire nordiske lande, således at Island af økonomiske grunde ikke deltager.

De fire lande repræsenterer forskellige fraktioner af speciallæger. Den norske overlægeforening er en fraktion af lægeforeningen og består som den danske af overlæger. Svenskerne lader sig repræsentere ved Sjukhusläkarföreningen (indtil 2001 Överläkarföreningen), som inkluderer afdelingslæger, men ikke cheflæger og ledende overlæger. Finnernes repræsentation kan sammenlignes med FAS, idet også praktiserende speciallæger er med i Nordölrepræsentationen. Finnerne har deres egen speciallægeforening, og er man medlem af den finske lægeforening, er det som individuelt medlem. Det er værd at bemærke, at de tre øvrige nordiske overlægegrupperinger alle har deres eget medlemsblad, jf. debatten om Ugeskriftet i Danmark.

Mødet har to formål. Dels gensidig orientering om sundhedssektorens udvikling i de fire lande siden sidst, dels en tematiseret drøftelse af et emne efter eget ønske, der har haft særlig bevågenhed i året, der er gået.

I det følgende beskrives tre problemstillinger, der er særligt interessante og aktuelle i den danske debat, idet hovedvægten lægges på at beskrive baggrunden for det udvidede nordiske samarbejde:

• 1. Det nordiske samarbejdes rolle i udviklingen af en fælles sundhedspolitik subsidiært det nordiske samarbejde i europæisk perspektiv.

• 2. Lanceringen af en kort lægeuddannelse for sygeplejersker i Finland.

• 3. Et centralt institut for videre- og efteruddannelse af læger i Sverige.

1. I alle fire lande var man meget optaget af den omstrukturering af sundheds- og ikke mindst sygehusvæsenet, der i disse år finder sted, og man har i de fire lande organiseret sig meget forskelligt og er på forskellige trin i processen.

I Norge er sygehusvæsenet nu statsligt finansieret og med regionale bestyrelser. I Sverige satser man på, at den højt specialiserede behandling skal statsligt finansieres, mens »närsjukvård« kan organiseres og finansieres af kommuner og/eller landsting. I Finland er sygehusvæsenet organiseret i over 400 kommuner, hvad der naturligvis giver et heterogent resultat: mindre kontrol centralt, men tæt kontrol decentralt, og denne model beskrives som den billigste organisationsform i Norden. I Danmark har Lægeforeningen lanceret »Det sammenhængende sundhedsvæsen,« og man afventer Strukturkommissionens arbejde.

I den spændende debat om de forskellige organisatoriske strukturer viste der sig flere eksempler på interessesammenfald, men alligevel med variationer i indfaldsvinklerne, der i de enkelte lande kunne udvikle og nuancere debatten. Formanden for den danske Overlægeforening, Erik Kristensen, foreslog derfor et nærmere nordisk samarbejde inden for Nordöls rammer, der kunne belyse og systematisk beskrive sundhedssektorens organisation og udvikling i Norden. Et indgående kendskab til udviklingen i de forskellige systemer kunne give mulighed for et fælles bud på sundhedspolitik og organisation, hvorved man ville stå stærkere i debatten i de enkelte lande.

Betydningen af et sådant samarbejde skal ses på baggrund af den udveksling af ideer, som foregår på det landspolitiske niveau, eksempelvis via Nordisk Råd. Der tages sjældent et sundhedspolitisk initiativ i et af de andre nordiske lande, uden at der inden for et kortere tidsrum dukker et lignende politisk udspil op her i landet. Erik Kristensen tilbød, at Danmark ville udarbejde kommissorium, foreslå arbejdsgrupper og give forslag til arbejdsform og tidsrammer, og det konkrete forslag blev som følger:

»Arbejdsgruppen skal fremdrage, hvilke krav der fra overlæge-/speciallægeforeningernes side skal stilles til sundhedsvæsenets organisering, for at sundhedsvæsenet kan leve op til kravet om en høj kvalitet i sundhedsvæsenets opgavevaretagelse. Dette gælder såvel diagnostik, behandling, forskning og udvikling som efter- og videreuddannelse.

Arbejdsgruppens opgave er på baggrund heraf at belyse fordele og ulemper ved forskellige former for politisk og administrativ organisering af sundhedsvæsenet i de nordiske lande.«

Man var fra alle fire lande meget indstillet på dette nærmere samarbejde, da man i de enkelte lande netop mangler grundlag for sammenligning for at kvalificere debatten.

Erik Kristensen pegede på, at et nordisk samarbejde også ville give øgede muligheder for at påvirke den politiske proces i det europæiske samarbejde via AEMH, den europæiske overlægesammenslutning.

2. Man har i Finland politisk besluttet, at sygeplejersker via en 3-årig efteruddannelse kan uddannes til læger. Uddannelsen starter til efteråret på universitetet i Åbo. Denne udvikling af sekundalæger har man i den finske lægeforening forsøgt at undgå, dog uden held. Man kan relatere denne udvikling til Sundhedskartellets oplæg om sundhedscentre, der skal passes af (opgraderede) sygeplejersker. Man kan overveje, om den beskrevne aktivitet vil ændre efterspørgslen på lægelige ydelser, og det er formentlig tvivlsomt. Der er tale om to forskellige paradigmer, i substans som i funktion, og man kan håbe, at man i Danmark som i det øvrige Norden finder andre veje til mere sundhed for pengene.

3. I Sverige har man i 2001 oprettet IPULS, Institut för professionell utveckling av läkare i Sverige. Instituttet skal samle de videre- og efteruddannelsesmuligheder, der tilbydes svenske læger og granske dem, således at kun de af instituttet godkendte kurser er meriterende. Man håber på denne måde at få universiteter, lægemiddelindustri og landsting til at samarbejde om uddannelsestilbudene og forbedre den generelle kvalitet af efteruddannelsen. Instituttets hjemmeside har adressen: www.ipuls.se. Vi vil i det udvidede nordiske samarbejde følge udviklingen i dette institut, der i en tilpasset dansk model kunne være en spændende nyskabelse i det danske videre- og efteruddannelsessystem.

I indlæggene »Hvad er hændt siden sidst« var der nye spændende vinkler på problemstillinger, som vi også i Danmark dagligt konfronteres med: Ny Løn, arbejdsmiljø, etablering af patientnær forskning, registrering af lægers efteruddannelse, entydig lægelig ledelse, automatisk generisk substitution på recepter og mange flere tankevækkende oplæg, der godtgjorde, at vi i høj grad har glæde af at udveksle erfaringer i et nordisk forum.

Allerede fra august begynder arbejdet i den første arbejdsgruppe med ovenstående kommissorium. Vi vil bestræbe os på at have et oplæg fra arbejdsgruppen tidsnok til, at det kan indgå i debatten ved offentliggørelsen af Strukturkommissionens betænkning.