Hvis et menneske viser dig, hvem det er, skal du tro på det første gang

Hvordan spiller transkønnethed ind i en persons identitet, hvilke særlige udfordringer giver det, og hvad betyder det for sundhedsprofessionelle? Det er de spørgsmål, forfatterne Susanne Margrethe Jakobsen Ilskov og Anne-Marie Søndergaard Christensen forsøger at besvare i artiklen »Transkønnethed – eksistentielle dimensioner og etiske hensyn«.

Forfatterne præsenterer to eksistentielle analyser af, hvordan transkønnethed kan spille ind i en persons identitet. Den første analyse berører spørgsmålet om, hvordan en person kan vide, at han eller hun er transkønnet, og på hvilket grundlag denne viden hviler.

Den internationalt anerkendte filosof Sophie Grace Chappell, som selv er transkvinde, besvarer dette spørgsmål med et modspørgsmål til de ciskønnede (dvs. personer som identificerer sig med det køn, de fik tildelt ved fødslen): »What made you cisgender?« For de fleste ciskønnede giver dette spørgsmål ingen mening. Det samme gælder ifølge Chappell for de transkønnede, og hun fortsætter: »If someone shows you who they are, believe them the first time«.

Ophavsmanden til den anden analyse er Kierkegaard-forskeren Oliver Norman, der med udgangspunkt i Kierkegaards etik er optaget af den transkønnedes særlige udfordringer, specielt i mødet med »den anden«, dvs. bl.a. sundhedsvæsenet.

Kierkegaard beskriver den enkeltes udvikling som en form for kreativ proces, hvor han »skriver sig selv« eller redigerer indholdet i sit liv som en slags ansvarshavende redaktør. For transpersoner er der dog langt mere på spil, idet der ikke er tale om et valg. Transkønnethed kan heller ikke reduceres til et spørgsmål om seksualitet, men handler derimod om identitet og selvidentifikation. Og undervejs i den universelle proces, hvor hvert enkelt individ forsøger at blive gennemsigtig for sig selv, støder transpersonen, ligesom den ciskønnede, på »fortvivlelsen« – et eksistentielt fænomen, der kort fortalt skyldes den ubalance i selvet, som opstår i modstanden mod at lære sig selv at kende. Den mest almindelige form for fortvivlelse er ikke at ville være den, man er. Ifølge Norman er den transkønnedes særlige udfordring at ville være »the self she is and not the one she appears to be«. I lyset af denne ekstra kompleksitet er det forståeligt, at der her er ekstra – og modsatrettede – fortvivlende elementer i spil.

Dertil kommer, at samfundsmæssige normer, manglende accept og fordømmelse igennem tiden har været medvirkende til, at transkønnede har måttet leve med en central del af deres identitet skjult. Samlet set har transpersoner dermed en lang række årsager til ekstra fortvivlelse og afmagt, som også afspejler sig i selvmordsstatistikkerne.

Som læger kan vi være med til at gøre en forskel. Med Normans ord er opgaven at lægge egne normer og forudfattede meninger til side og i stedet lytte opmærksomt til den transkønnede patients individuelle ønsker:

Læger kan med fordel bruge Kierkegaard til at tænke over nonkonforme eller transkønnede patienter, fordi vi med Kierkegaard for alvor kan få øje på disse patienter som de individer, de er: individer med helt særlige udfordringer og specifikke behov, som vi må have for øje, hedder det.

Idealet om den lyttende læge udmønter sig i en række konkrete forslag om, hvordan man møder transkønnede både i kønsmodificerende behandling og i sundhedsvæsenet mere generelt.

Helt afgørende er det, at lægen respekterer den transkønnede patients autonomi, herunder stoler på, at patienten er et reflekteret menneske, som måske allerede er afklaret om sit selv og sin situation.