Når manglende tid ikke står i vejen, bliver økonomien ofte en stopklods for at gå videre med et projekt, selvom alle data ligger lige til at trække ud af databasen.
»Læger fra hele landet indrapporterer med glæde til forskellige registre, fordi de netop giver værdifulde data at arbejde med. Men det koster penge, når lægerne gerne vil have data den anden vej, så de kan bruge de indsamlede data til noget. Et datasæt, hvor man for eksempel gerne vil samkøre Landspatientregisteret og Herniedatabasen, koster 15.000-20.000 kr.«, forklarer han og fortsætter:
»Det er helt grotesk, synes jeg. Det må være muligt at finansiere på en anden måde«.
Frederik Helgstrand drømmer om, at hvert enkelt hospital vil afsætte et fast budget til opstartsudgifter. Ikke mange millioner, bare nok til at gøre processen nemmere for ham og hans forskerkollegaer.
»I dag skal man starte med Adam og Eva, hver gang man gerne vil starte et nyt projekt. Jeg kunne godt tænke mig, at man kunne slå til, når man har kandidaten. At man kunne få 20.000 kr. til dataudtræk og så gå i gang. Nu skal man først bruge tid på at søge penge og vente et år på tilladelser og så håbe på, at kandidaten til projektet ikke i mellemtiden har mistet interessen. Det kan være svært at holde gejsten«, siger han.
At forskning er blevet mere besværligt ærgrer ham ikke kun på egne vegne. Han er bekymret for det danske forskningsmiljø og den kvalitet, der dagligt bliver hentet fra forskning ud i den kliniske praksis.
»Det er et kæmpestort problem, at det er blevet så vanskeligt. Hvis vi vil blive dygtigere, er det vigtigt, at vi følger med. Man kan godt holde sig opdateret ved at læse artikler eller citater i Ugeskrift for Læger fra store udenlandske studier, men det er ikke det samme, som når man står med fingrene i dejen. Det bliver også svært at læse studier kritisk, for hvis man ikke er vant til at arbejde med det, ved man ikke, hvor faldgruberne er, ligesom det også kan være svært at gennemskue, om udenlandsk forskning kan overføres til danske forhold«, siger overlægen.
Vigtigt for sundhedsvæsenet
Netop registerforskningen, som Frederik Helgstrand har en personlig interesse i, fremhæver han som et område, der risikerer at lide under, at forskning i de senere år er blevet besværliggjort.
»De skandinaviske lande er nærmest de eneste, der har et system, hvor det faktisk er muligt at følge patienterne fra vugge til død, uanset hvor de bliver behandlet, i store, organiserede og validerede databaser, så derfor synes jeg, at vi er forpligtede til at rapportere. Vi bliver citeret i hele verden for de her ting, men vi er begyndt at sakke bagud, fordi det er blevet så omstændeligt«, frygter han.
Forskning giver ham stor personlig og faglig tilfredsstillelse, men når han frygter et tilbageskridt, er der meget mere på spil end ham selv.