Mave-tarm-kirurg Frederik Helgstrand bruger hver uge sin fritid til at forske, fordi arbejdstiden ikke slår til. Som registerforsker oplever han det som en unødvendig hæmsko, at det tager så lang tid at trække data ud af de danske databaser.
»Jeg har som udgangspunkt en dag om ugen afsat til forskning og administrative opgaver, men det er rigtig, rigtig svært at overholde«, siger Frederik Helgstrand og fortsætter: »De dage, hvor jeg egentlig bare gerne ville forske og nørde, forsvinder i daglig drift«.
Til daglig er Frederik Helgstrand mave-tarm-kirurg på Sjællands Universitetshospital, Køge, i privaten er han gift og far til tre. Det lykkes ham sjældent at holde fast i de dage, som han ellers har dedikeret til forskning.
Komplicerede patienter, sygdom, administration og drift kommer i vejen på en ellers forskningsorienteret afdeling, der er udfordret på kvantitetskrav.
»Fordi vi er blevet højt specialiserede inden for mave-tarm-kirurgi, får vi flere og flere komplicerede patienter. Det siger sig selv, at det tager mere tid, og derfor har vi svært ved at nå det antal operationer, der forventes, fordi man kun ser på antallet og ikke på graden af kompleksitet. Jeg laver for eksempel mange brokoperationer, og er de simple, kan jeg nå 4-6 operationer på en dag, men er de komplicerede, kan jeg kun nå én«.
Det komplekse i specialet var netop det, der i sin tid tiltalte ham. Kombinationen af den håndværksmæssige kirurgi og det udredende detektivarbejde er det, der begejstrer ham hver dag, fortæller han. Det går bare ikke op med en arbejdsuge på 37 timer, hvis han samtidig vil forske, og det vil han.
Når forskeren Frederik Helgstrand er midt i en stille periode, forsker han cirka ti timer om ugen. I travle perioder op til deadlines bliver det helt op til 20 timer. To tredjedele af den tid betaler han selv ved at bruge af sin fritid.
»Jeg gør det, fordi det er vigtigt, fordi jeg tror på, at jeg bliver en dygtigere kliniker af det, og fordi det giver mig en faglig stolthed, at jeg kan følge mine kliniske erfaringer til dørs med solid forskning. Resten af tiden går til vejledning, fordi jeg gerne vil betale tilbage for den tid, andre har brugt på mig«.
En ny undersøgelse fra Overlægeforeningen viser, at blandt dem, der forsker, synes 62 procent, at det er blevet mere besværligt, end det var for fem år siden. Tid og midler er de klare topscorere, når overlæger i undersøgelsen skal svare på, hvad der er de største udfordringer i at initiere og gennemføre klinisk forskning.
For Frederik Helgstrand handler det ikke kun om, at det er svært at få forskningen passet ind i den kliniske hverdag.
»Den store udfordring er, at der er så ekstremt lang ekspeditionstid på at få data ud. Det er et stort, stort problem, når man som mig arbejder med registerforskning«, siger han.
Det meste af hans forskning handler om bugvægsbrok og fedmekirurgi og tager ofte udgangspunkt i data, der er indrapporteret til Dansk Herniedatabase eller Dansk Fedmekirurgiregister.
»Det er lidt dræbende for processen, at man kan sidde her en eftermiddag og få en idé, men så går der et år, før man kan gå i gang. Det sløve system kan være med til, at man mister interessen«, siger Frederik Helgstrand.
Det kan få store konsekvenser for danske patienter, når der er så lang ventetid på data, fortæller han.
»Jeg kan give et eksempel fra 2016, hvor vi fik mistanke om, at der var problemer med et af de mest anvendte net til brokkirurgi. Fordi vi har det unikke danske register i Dansk Herniedatabase, kunne vi gå ind og sammenligne det net med andre anvendte net. Men det tog et år at få indhentet alle tilladelserne«, siger Frederik Helgstrand.
Hvis firmaet havde handlet før forskningsresultaterne, som Frederik Helgstrand publicerer senere i år, havde patienter i de næste tre år fået lagt et net ind, der gav dobbelt så mange tilbagefald som andre net. Heldigvis tog firmaet nettet af markedet, da de tidligt i processen blev præsenteret for mistanken. Men den langsomme sagsbehandling er jævnligt et problem for den forskende overlæge.
Hvorfor stopper du ikke bare med at forske?
»Det tror jeg bare ikke, jeg kan. Det er en del af min identitet. Jeg har tit tænkt på det …«
For ham er den oplagte løsning ikke at holde op med at forske. Det er at gøre op med ekstremt lange ventetider og besværlige processer med at få adgang til journaler tilbage i tiden. Ifølge ham er det blevet mere og mere vanskeligt at lave audit på procedurer ved at tilgå de værdifulde informationer, der er i patientjournalerne.
»Hvis forskning bliver mere besværligt, dræber det min lyst«, siger Frederik Helgstrand.
Når manglende tid ikke står i vejen, bliver økonomien ofte en stopklods for at gå videre med et projekt, selvom alle data ligger lige til at trække ud af databasen.
»Læger fra hele landet indrapporterer med glæde til forskellige registre, fordi de netop giver værdifulde data at arbejde med. Men det koster penge, når lægerne gerne vil have data den anden vej, så de kan bruge de indsamlede data til noget. Et datasæt, hvor man for eksempel gerne vil samkøre Landspatientregisteret og Herniedatabasen, koster 15.000-20.000 kr.«, forklarer han og fortsætter:
»Det er helt grotesk, synes jeg. Det må være muligt at finansiere på en anden måde«.
Frederik Helgstrand drømmer om, at hvert enkelt hospital vil afsætte et fast budget til opstartsudgifter. Ikke mange millioner, bare nok til at gøre processen nemmere for ham og hans forskerkollegaer.
»I dag skal man starte med Adam og Eva, hver gang man gerne vil starte et nyt projekt. Jeg kunne godt tænke mig, at man kunne slå til, når man har kandidaten. At man kunne få 20.000 kr. til dataudtræk og så gå i gang. Nu skal man først bruge tid på at søge penge og vente et år på tilladelser og så håbe på, at kandidaten til projektet ikke i mellemtiden har mistet interessen. Det kan være svært at holde gejsten«, siger han.
At forskning er blevet mere besværligt ærgrer ham ikke kun på egne vegne. Han er bekymret for det danske forskningsmiljø og den kvalitet, der dagligt bliver hentet fra forskning ud i den kliniske praksis.
»Det er et kæmpestort problem, at det er blevet så vanskeligt. Hvis vi vil blive dygtigere, er det vigtigt, at vi følger med. Man kan godt holde sig opdateret ved at læse artikler eller citater i Ugeskrift for Læger fra store udenlandske studier, men det er ikke det samme, som når man står med fingrene i dejen. Det bliver også svært at læse studier kritisk, for hvis man ikke er vant til at arbejde med det, ved man ikke, hvor faldgruberne er, ligesom det også kan være svært at gennemskue, om udenlandsk forskning kan overføres til danske forhold«, siger overlægen.
Netop registerforskningen, som Frederik Helgstrand har en personlig interesse i, fremhæver han som et område, der risikerer at lide under, at forskning i de senere år er blevet besværliggjort.
»De skandinaviske lande er nærmest de eneste, der har et system, hvor det faktisk er muligt at følge patienterne fra vugge til død, uanset hvor de bliver behandlet, i store, organiserede og validerede databaser, så derfor synes jeg, at vi er forpligtede til at rapportere. Vi bliver citeret i hele verden for de her ting, men vi er begyndt at sakke bagud, fordi det er blevet så omstændeligt«, frygter han.
Forskning giver ham stor personlig og faglig tilfredsstillelse, men når han frygter et tilbageskridt, er der meget mere på spil end ham selv.
»Hvis vi vil videre i vores samfund og udvikle sundhedssektoren, er det ekstremt vigtigt, at der bliver afsat ressourcer til forskning, så vi hele tiden kan udvikle og optimere vores behandlinger. I stedet for at se det som et område, hvor man kan spare penge, skulle man se det som en investering i en fremtidig gevinst«.
Men den tid, der bliver brugt på forskning, går den ikke bare fra patienterne?
»Jeg mener ikke, at man skal se forskning som tid, der går fra patienterne. Tværtimod er det tid til patienterne, fordi det kommer dem til gode på den ene eller den anden måde. I rigtig høj grad endda«.
»Vi er nødt til at forske for at blive dygtigere. Jo dygtigere vi bliver til at behandle patienterne, desto færre komplikationer kommer der. Jo bedre vi bliver til at forebygge komplikationer, desto kortere indlæggelser. Så både for den enkelte patient og samfundsøkonomisk er der store gevinster ved at forske«.
Læger, der forsker, tvinger sig selv til at holde sig opdateret på nye resultater og metoder og sætter spørgsmålstegn ved praksis, mener Frederik Helgstrand. Og spørgsmål er centrale i arbejdet med hele tiden at videreudvikle sundhedssektoren. Han frygter, at nedprioritering og tidskrævende processer kommer til at stå i vejen for den solide forskning, som Danmark ellers er kendt for.
»Vi var de eneste, der kunne vise, at nettet til brokkirurg var defekt, fordi vi har styrken i databaserne«, siger Frederik Helgstrand.
Fakta
Bekymring for, at betingelserne for forskning forringes, bliver bekræftet i en ny undersøgelse. Formand for arbejdsgruppen bag håber, at undersøgelsen kan skabe en frugtbar diskussion. Overlægeformand opfordrer regering og regioner til at forbedre forholdene.
Blandt overlæger har der været en voksende bekymring for, at tiden til at udføre klinisk forskning er forsvundet, fortæller formand for Overlægeforeningens arbejdsgruppe om forskning, Malene Fischer. En udfordring, der allerede har indflydelse på hverdagen.
»Mange, der ellers ønsker at bidrage til forskning, må se i øjnene, at det ikke kan lade sig gøre i en travl klinisk hverdag«, siger Malene Fischer, overlæge og forsker på Klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin og PET, Rigshospitalet, og King's College London.
Arbejdsgruppen har udformet 45 spørgsmål, der er sendt elektronisk til alle Overlægeforeningens medlemmer i september 2018. I alt 1.870 overlæger, der er ansat på danske sygehuse, har svaret, hvilket svarer til 29 procent af medlemmerne. Undersøgelsen konkluderer, at »Udfordringerne, især de bureaukratiske og lovgivningsrelaterede, er blevet større og tiden til forskning mindre i løbet af de seneste fem år«.
»Det er blevet mere kompliceret at forske, især når det kommer til at få tilladelse til indhentning og opbevaring af patientdata«, forklarer Malene Fischer.
For hende er det afgørende, at det bliver mindre besværligt at forske, ikke mindst for at sikre et højt niveau af patientbehandling i sundhedsvæsenet.
»Jeg håber, at vi kan få en diskussion om, hvad forskning egentlig betyder for vores sundhedsvæsen. Forskning er en væsentlig del af at holde sundhedsvæsenet opdateret og sikre, at vi får indført de nyeste behandlinger og udført de nødvendige forbedringer«, siger Malene Fischer.
På længere sigt håber hun, at diskussionen vil føre til, at forskning vil blive tænkt ind i organiseringen af sundhedssystemet og planlægningen af arbejdet.
Svækket forskning er et symptom
Undersøgelsen viser, at forholdene for forskning er blevet forringet i takt med overlægers ændrede arbejdsvilkår og fokus på produktivitet, besparelser og nyindførte it-systemer.
»Vores undersøgelse viser, at det går ud over den kliniske forskning, når sygehuse og hospitaler er så hårdt økonomisk pressede som nu. Det er især et problem for patienterne. Når vi svækker forskningen, svækker vi mulighederne for at udvikle nye, bedre og mere skånsomme behandlinger. Klinisk forskning er afgørende for, at vi kan levere sikker behandling af høj kvalitet. Derfor dokumenterer undersøgelsen desværre, at sundhedsvæsenet er på en helt forkert kurs«, siger Overlægeforeningens formand, Lisbeth Lintz.
Hun fokuserer på, at der stadig er stor opbakning til forskning, men at der er brug for, at betingelserne bliver bedre, hvis forskning skal løfte kvalitetsniveauet.
»Heldigvis viser undersøgelsen, at en stor del af landets overlæger gerne vil forske. Det betyder, at der er rigtig gode muligheder for at styrke den kliniske forskning. Jeg håber, at regeringen og regionerne vil bruge den vilje til at forbedre vilkårene, ikke mindst i psykiatrien. Undersøgelsen viser, at det er et af de allermest klemte specialer, og her er en stor gruppe alvorligt syge patienter, som i den grad har brug for mærkbare løft i kvaliteten af behandlingen«, siger Lisbeth Lintz.
Læs også: Klinisk forskning svækkes på sygehusene
