Content area

|

»Hvis patienten retter sig, vil henvisning til hospice være en god løsning«

Niels Møller havde gennem 31 år almen praksis i Maribo og var derefter med til at starte Svanevig Hospice. Egentlig var han på vej på pension, men så spurgte Lolland Kommune, om han ville være palliativ lægefaglig konsulent.
I Lolland Kommune har Niels Møller og kommunens palliationssygeplejersker - her til møde på sundhedshuset i Maribo - lige nu omkring 125 patienter med palliative behov. Foto: Nils Lund Pedersen.
Forfatter(e)
Jens Nielsen, jen@dadl.dk

05.50: Clockradioen meddeler, at det er tid til at stå op. Jeg laver morgenmad til os to og sender konen af sted kl. 7 mod Nykøbing F., hvor hun er praktiserende læge. Jeg skulle i dag have været hentet af den palliationssygeplejerske, der passer kommunens østlige del, men midt i morgenmaden sender hun en sms om, at nu er hendes søster gået i fødsel, og det har hun lovet at være med til.

07.30: Jeg cykler til Maribo Sundhedscenter, låner en kommunal bil og kører til Nakskov, hvor jeg og de tre sygeplejersker, der har palliation som hovedopgave, mødes hver torsdag morgen. I dag bliver vi så kun tre. Jeg er på deltid, to dage om ugen, men har også næsten daglige telefon- og sms-kontakter. Jeg er formelt ansat i Region Sjællands palliative enhed og »lejes« ud til Lolland Kommune, der som vist den eneste i landet har en palliativ lægekonsulent, og jeg har været fagområdespecialist i palliativ medicin siden 2014. Jeg bevæger mig i almen praksis’ område og skal derfor også spørge patientens egen læge, om jeg må tage del i patientens behandling og medicinering. Det får jeg næsten altid ja til, for almen praksis på Lolland er udfordret af lægemangel, og Lolland er kendetegnet ved lav middellevetid, høj dødelighed og ugunstig sundhedsprofil, så der er mange patienter med palliative behov – aktuelt omkring 125.

08.00: På mødet drøfter vi almene problemer omkring palliation og gennemgår aktuelle patienter. Vi taler blandt andet om et problematisk forløb, hvor sygehusets beslutning om, at der ikke skal ydes hjerte-lunge-redning, ikke var blevet overført til kommunens it-system. Det sker ikke automatisk, og det vil vi have endnu mere fokus på fremover. Vi talte også om at være skarpe på i tide at få talt om borgerens ønske til den sidste tid og ønsket dødssted – en »advance care« plan – for nogle gange ændrer situationen sig hurtigt. Jeg er sammen med den koordinerende palliationssygeplejerske blevet inviteret til at fortælle om palliation og vores kommunale palliationstilbud i et heldagsmøde arrangeret af Kræftens Bekæmpelse. Vi taler om vores indlæg og aftaler at mødes en formiddag og samordne vores PowerPoints. Vi får imens en kop kaffe og lidt godt brød, jeg har haft med.

10.00: Jeg og sygeplejersken kører af sted til en yngre patient med en tiltagende kræftrelateret smerteproblematik. Den onkologiske afdeling i København har henvist til sygehusets palliative team, men patienten vil gerne have, at vi, der tidligere har været på besøg, fortsætter. Basisbehandlingen øges, og der tillægges medicin mod den neurogene smertekomponent. Økonomien er stram, og jeg tilbyder at søge det skattefrie legat fra Kræftens Bekæmpelse for dem.

11.00: Tilbage på sygeplejerskernes base på Nakskov Sundhedscenter, hvor besøget dokumenteres i Sundhedsplatformen til onkologens orientering og i det kommunale it-system, og der sendes MedCom-besked til egen læge, der takker for vores hjælp og giver accept til, at vi fortsætter. Jeg laver recepter og afstemmer FMK. Jeg taler lidt med et par andre sygeplejersker om nogle palliative problemstillinger. De er glade for at have mulighed for uformelle snakke med en læge i deres egne omgivelser, og jeg er glad for igen at være med i et team af dygtige og engagerende sygeplejersker, ligesom jeg var på Svanevig Hospice. Jeg har adgang til Sundhedsplatformen og kan derfor bidrage til et stærkt ønsket informationsniveau hos sygeplejerskerne om deres borgeres sygdomstilstand. Forud spørger de borgeren om tilladelse til, at jeg må tilgå journalen og derefter dele oplysningerne med sygeplejerskerne. Det er der ingen, der siger nej til. En af de patienter, vi i længere tid har haft ugentlig kontakt med, og som skulle have haft besøg i dag, er blevet akut indlagt. Jeg orienterer mig i Sundhedsplatformen og kan se, at situationen er alvorlig. Jeg ringer til datteren, som har været med i hele forløbet, og fortæller om tilstanden og tilråder, at hvis patienten retter sig, vil henvisning til hospice være en god løsning.

12.00: Ringer til de to patienter i det østlige område, som jeg skulle besøge med sygeplejersken, der nu bistår sin søster med at føde, og fortæller, at jeg er på vej. Jeg må af sted alene uden den vanlige samtale om det forestående besøg. Det er virkeligt givende at være to på disse hjemmebesøg.

13.00: Hos den næste patient, der er i gang med et bivirkningstungt palliativt kemoterapiforløb med meget beskeden udsigt til bedring. Ægtefællen er til stede også. Jeg havde forud spurgt onkologen om terminalbevilling med henblik på, at ægtefællen kan få plejeorlov, og det er gået igennem. I dag har patienten det ganske godt, og smertebehandlingen, som vi har justeret ved ugentlige besøg, fungerer. Ofte møder vi patienter med ikkeerkendt mundsvamp og forstoppelse, så det har vi fokus på – også hos denne patient, der får begge dele behandlet. Vi aftaler altid næste besøg – her om godt en uge.

14.10: Næste patient – igen en kræftpatient med meget udbredt sygdom og i onkologisk behandlingspause på grund af svækket almentilstand. Patienten har et meget intenst ønske om at modtage yderligere palliativ onkologisk behandling, også foreholdt, at det vil være bivirkningsfuldt og kræve mange og lange køreture til København. Jeg har god kontakt til den behandlende onkolog, og han har tilbudt at ringe til patienten. Ved sidste besøg påbegyndtes behandling med methylphenidat for meget udtalt fatigue. Det har virket, patienten har været i haven to timer i formiddags. Nyt besøg aftales også her.

15.15: Tilbage på Maribo Sundhedscenter, afleverer bilen og cykler hjem. Computeren tændes, og de to sidste besøg dokumenteres, både i Sundhedsplatformen og i det kommunale it-system, mens jeg får en kop kaffe og en klapsammenmad. Den sygeplejerske, jeg skulle have fulgtes med i dag, ringer for at blive orienteret om, hvad jeg har gjort med vores fælles patienter. Søster har født en fin dreng.

18.00: Sædvanligvis er det mig, deltidspensionisten, der står for de fleste indkøb og madlavning, men den aktive kone er igen i dag til møde og skal ikke have aftensmad. Så det springer jeg også over og nøjes med en ostemad lidt senere, mens jeg læser aviserne og måske ser lidt valg-news i tv.

22.40: Sengetid – en lang arbejdsdag for os begge kan godt mærkes.

Blad nummer: 

Right side

af Anette Bygum | 02/12
1 Kommentar
af Karen Flink Konstantin-Hansen | 02/12
1 Kommentar
af Bolette Gerd Friderichsen | 29/11
4 kommentarer
af Kai Axel Lorentzen | 28/11
1 Kommentar
af Anders Beich | 27/11
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 21/11
4 kommentarer
af Morten Holm | 21/11
1 Kommentar
af Tom Giedsing Hansen | 21/11
2 kommentarer