»Hvis vi ikke interesserer os for det, så stikker det af for os«

»Der er mange grunde til at opprioritere voksen­området, men lige med dobbeltdiagnoser ved vi, at debuten er i ungdomsårene«.

Sådan siger Jimmi Badawey. Han er afdelings­læge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstadens psykiatri. Han har i en række år beskæftiget sig med den patientgruppe, som en psykiatrisk overlæge dem tilbage i 00’erne kaldte »psykiatriens stedbørn«:

Dobbeltdiagnosepatienterne – mennesker, der både har et aktivt misbrug og en psykiatrisk diagnose, og som i årtier har været fanget i et paradoks:

De har ikke kunnet få behandling for deres misbrug på grund af den psykiske sygdom, og omvendt har de ikke kunnet rummes i det psykiatriske behandlings­system, hvis de havde et aktivt misbrug.

I det lys er der al mulig grund til at glæde sig over, at nye integrerede behandlingstilbud til mennesker med dobbeltdiagnose fra 1. september er begyndt at blive ­rullet ud over hele landet. De skal sikre en sammenhængende og koordineret helhedsindsats for patienterne.

Der er bare et stort men: De børn og unge, man kunne betegne som stedbørnenes børn, er ikke omfattet af de nye integrerede behandlingstilbud.

Det anslås, at mindst 6.400 danske unge i alderen ­15-25 år har en dobbeltdiagnose, men der findes fortsat ikke et samlet behandlingstilbud til de børn og unge ­under 18 år, der både har et behandlingskrævende ­rusmiddelbrug og en psykiatrisk lidelse.

I dag starter et misbrug ofte i en meget yngre alder end 15, men det findes der ikke tal for. Det må formodes at være et meget stort mørketal. Og det kommer – som det ser ud nu – til at tage flere år, før de kan etableres, ­efter udrulningen af de nye tilbud er gennemført i løbet af 2026.

Det mildest talt ærgrer forpersonen for børne- og ­ungepsykiaterne i BUP, Nina Tejs Jørring:

»Vi er dybt frustrerede over, at man ikke tog børnene med i første omgang af de her nye tilbud. Vi ved jo, at børn og unge i dag bliver oftere og mere alvorligt psykisk syge, de misbruger tidligere, og de ryger ud i kriminalitet tidligere. Så hvis man tænker i forebyggelse, er det helt hen i vejret, at vi er så fodslæbende i forhold til at komme i gang med at lave de rigtige tilbud til dem.

Vi synes, at de langt hen ad vejen skulle være omfattet af de samme rettigheder til et samlet behandlingstilbud som de voksne – og et tilbud, der også skal omfatte indsatser over for familier og pårørende«, siger Nina Tejs Jørring.

Mangler data

Den holdning deler Jimmi Badawey, der ud over sit arbejde på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center desuden arbejder i Novavi – en privat udbyder, der tilbyder integreret misbrugsbehandling.

Børn og unge med dobbeltdiagnose har som nævnt i en årrække været et ­særligt interessefelt for ham, men alle børne- og ungepsykiatere vil møde denne patientgruppe, siger han.

»Den kan man ikke undgå. Patienterne i den her gruppe er i hele psykiatrien og i alle de psykiatriske ­specialer. Mødet med dem er meget forskelligt og afhænger af, hvor i psykiatrien man ser dem, men fælles for de her patienter er, at vi mangler en helhedsorienteret indsats til lige dem – og til deres familier«, konstaterer han.

Ligesom Nina Tejs Jørring hilser han de nye integrerede tilbud på voksenområdet velkommen – og peger samtidig på et yderligere problem ved det manglende ­tilbud til børn og unge:

»Vi mærker en efterspørgsel ­efter data til brug i forskning – men vi har ikke en organiseret indsamling af data på det her område, så længe vi ikke har et etableret tilbud til patienterne«, konstaterer Jimmi Badawey.

Han håber, at børne- og ungeområdet til sin tid »i det mindste kan drage god nytte af erfaringerne med de nye tilbud på voksenområdet«.

Behov for helhedsindsatser

Cocktailen af øget tilgængelighed, nye stoffer og måder at indtage dem på gør det ekstra afgørende at få styr på indsatsen over børn og unge med dobbeltdiagnose, ­påpeger BUP.

»Hvis vi ikke interesserer os for det, så stikker det af for os. Børne- og ungepsykiatrien var måske før i tiden et område, som man tænkte, var lidt nuttet. I dag står vi med stofudløste psykoser hos helt unge patienter i de psykiatriske skadestuer«, siger Nina Tejs Jørring.

Børne- og ungdomspsykiatrien er, mener hun, blevet meget bedre til at håndtere misbrugsproblemer hos ­patienter – noget, man måske tidligere helst ikke ville tage sig af og helst så klaret ude i kommunerne.

Hun fortæller om en patient, hun selv havde for mange år siden:

»Vi havde en ung pige indlagt, og der var ingen af os, der i behandlingen af hende adresserede, at hun havde et misbrug – det skulle jo behandles ude i kommunen. Efter hun var blevet udskrevet, var jeg på hjemmebesøg, og der kunne jeg høre, at hun og hendes mor hver weekend tog på Christiania og købte hash sammen. Det var da helt ­latterligt, at vi slet ikke adresserede det i ­vores behandling.

BUP ser gerne No Wrong Door-princippet blive udgangspunktet – sådan så den unge er sikker på at få en helhedsindsats, lige meget hvor han eller hun banker på.

»Vi skal i regioner og kommuner lave en musketéred, så det er den person, den unge henvender sig til, der tager teten og sørger for at integrere og inddrage de kompetencer, der er brug for, og får den unge bragt i hus i det tilbud, der er det bedste for vedkommende.

Vi kan ikke blive ved med at sige til de unge, at de selv må gå videre og opsøge den rette hjælp – det kan de ikke, og de får det ikke gjort. Man skal slå til i de få sekunder, hvor de er åbne for at modtage hjælp. Det gælder for voksne i den situation, at modet til at bede om hjælp kun titter frem momentvist – og det gælder i endnu højere grad for børnene og de unge«, siger Nina Tejs ­Jørring.

Hjælp til familien

Særligt i forhold til de børn og unge er der behov for at løfte dem ud af den almindelige misbrugsbehandling og få lavet et samlet ­tilbud til barnet og familien, mener hun:

»For det første er det langtfra alle kommu­ner, der har et misbrugsbehandlingstilbud til børn og unge. Og det er bare ikke rart for en 12-15-årig at sidde et sted, hvor de andre er halvgamle og bare skal have deres antabus.

Dertil skal vi, når det handler om børn og unge, have familien med. Det er virkelig ­vigtigt, for hele familien rammes jo af misbruget. Det kan være, at forældrene også har et misbrug, men har de ikke det, er de ofte på herrens mark, for de forstår ikke en lyd af, hvad der foregår. Så enten er de selv misbrugere og skal også have hjælp til det problem, eller også er de pressede, fordi de ikke forstår, hvad der foregår – så alle forældre skal samles op og have et behandlingstilbud parallelt med deres barn«, siger Nina Tejs Jørring.

Hun peger på, at som det er nu, kan en 15-årig sige, at forældrene ikke skal invol­veres – enten fordi de er flove, eller fordi de ikke vil være en belastning.

»Og tit ender det i konflikt, fordi forældrene siger, at ,du skal bare holde op’. Derfor er det afgørende at klæde forældrene på, så det ikke ender i skænderier, men så de kan være den støtte, barnet har behov for, og det kræver, at man inddrager de rigtige familieterapeutiske kompetencer.

Vi kunne derfor godt tænke os, at man som forældre fik en ret til hjælp og behandling, hvis ens barn har misbrug eller psykisk sygdom. Så kan det godt være, at det ikke skal være fra den samme person eller under samme tag, men mange forældre bliver voldsomt ramt, og nogle bliver medsyge. Det er frygteligt ikke at kunne være involveret og ikke kunne hjælpe.

Vi skal huske på, at familien i realiteten er de eneste mennesker, den unge har resten af livet – alle vi andre professionelle forsvinder hen ad vejen. Så ved ikke at hjælpe familien kommer vi til at afskære den unge fra dem, der skal være der for dem resten af livet.

Jeg får også henvendelser fra forældre, der vil vide, hvor de kan få hjælp, så de kan hjælpe deres barn, der har et misbrug. Forældrene svigter vi i den grad – og det kan slet ikke betale sig, hverken menneskeligt eller samfundsøkonomisk«, understreger Nina Tejs Jørring.

Giv os et Team for Dobbeltdiagnose

Jimmi Badawey lægger også stor vægt på helheds­indsatsen, der inddrager de pårørende.

»Jeg arbejder meget med at psykoedukere familierne, for alt for ofte møder jeg familier og pårørende, der ikke har forstået, at den unges rusmiddelforbrug har en ­funktion i hans eller hendes liv. Jeg afdækker sammen med den unge, hvad misbruget handler om: Er det risikovillig, grænsesøgende adfærd, hvor den unge bare skal have mere og mere? Eller tjener det et eller andet selvmedicinerende formål?

Og hvad er hønen, og hvad er ægget? Har du f.eks. fået ADHD-symptomer, fordi du har røget hash og nu prøver at være afholdende? Der er et kæmpe overlap i den symptomatologi, vi ser i de psykiske abstinenstilstande, og de subjektive symptomer ved ADHD, så ­udredningsmæssigt prøver vi at sondre gennem det anamnestiske: Hvornår har der været henholdsvis rusmiddel- og sygdomsdebut? Når det er afdækket, kan jeg psykoedukere familien«, siger han.

Jimmi Badawey har en række ønsker og forslag til, hvordan man vil kunne sikre bedre behandling til ­patientgruppen.

Måske skal der oprettes særlige sengepladser til de unge dobbeltdiagnosepatienter, og der skal minimum være en ambulant enhed med fokus på patientgruppen. Og at have et ambulant speciale på området ville være »det helt optimale«, mener han – og medgiver, at det med den nuværende tidsplan for de integrerede tilbud ligger nogle år ude i fremtiden.

Men han peger også på andre tiltag, der kunne styrke indsatsen med et relativt kort tilløb:

»Ligesom vi tilbyder søvnsamtaler til småbørnsfor­ældre, burde vi tilbyde dobbeltdiagnosesamtaler til ­forældre, der har et barn eller en ung med en dobbeltdiagnose. Her kunne man sætte fokus på, hvordan man kan og skal forstå de unge i lyset af deres rusmiddel­problematik.

Det kunne oplagt også handle om, hvordan vi får implementeret noget harm reduction, så familien kan være med til at sørge for, at den unge ikke tager unødigt skade af deres rusmiddelforbrug. Det ville være mentalt meget givende for familien, og det ville selvfølgelig gavne den unge«, mener Jimmi Badawey.

Det handler i høj grad også om at få samlet den viden, der allerede er på området, og få sat den i spil, påpeger han:

I den bedste af alle verdener fandtes der et team for dobbeltdiagnoser, der kan gå ind og støtte og undervise ikke kun familierne, men også de sundhedsprofes­sionelle i problemstillingen.

Et team, som både kunne tage enkeltcases og rykke ud i de forskellige ambulatorier og afsnit og bistå med rådgivning og vejledning, så behandlerne derude kan yde den rigtige kvalitet i behandlingen af de her patienter. Ligesom man her i Region Hovedstaden så det med Team for Selvskade. Det ville være en lavthængende frugt, der ville være rigtig gavnlig for alle involverede«, siger Jimmi Badawey.

Ændret misbrugsmønster

Når bekymringen for de manglende tilbud til de unge patienter med dobbeltdiagnoser er så stor, skyldes det ikke mindst, at der er sket nogle drastiske ændringer i misbrugsmønsteret, påpeger to børne- og ungepsykiatere

»Hele misbrugsmiljøet og kulturen omkring indtag af stoffer har ændret sig«.

Sådan siger børne- og unge psykiater Jimmi Badawey, der gennem en årrække har beskæftiget sig med børn og unge med dobbeltdiagnose, og det er et tungtvejende argument for at sikre et integreret behandlingstilbud til børn og unge med dobbeltdiagnoser, mener både han og Nina Tejs Jørring, forperson for børne- og ungepsykiaterne i Børne - og Ungdomspsykiatrisk Selskab (BUP).

»Før i tiden skulle man ud i mørke baggyder og have fat i nogle personer, der ikke så særligt rare ud, for at få sit stof. Nu kan det bestilles over telefonen, man kan få særtilbud, og man kan få det leveret til døren. Eksponeringsgraden er så meget større nu«, siger Jimmi Badawey.

Og ikke nok med, at stofferne er blevet lettere at få fat i – »indpakningen« er også ændret, og tilmed bliver nye stoffer blandet op i stof, folk tror, de kender, fortæller han.

Der er, som han siger, »sjældent, at vi sidder i klinikken i børne- og ungdomspsykiatrien med akut livstruende tilstande«, selv om livslede og selvmordstanker fylder meget for nogle af de unge patienter.

Men det var tilfældet med en nylig patient under 18 år, der kom ind med en svær stofudløst psykose. Patienten kunne ikke sove og gik i organisk delirøs tilstand, og maksimale doser af to typer antipsykotisk behandling kunne ikke bryde patientens tilstand. Efter fem dage uden søvn var patienten i en livstruende tilstand, og der måtte en ECT-behandling til for at få patienten tilbage.

Patienten fastholdt efterfølgende at have røget hash og intet andet, men urinprøven var ikke positiv for hash, men for LSD, som altså formodentlig har været blandet i det, der »bare« lignede hash.

»Det hele ser meget tilforladeligt ud, og også administrationsformerne – altså den måde, man indtager stofferne på – har ændret. Det at indtage et receptpligtigt præparat fra en blisterpakke virker jo meget mindre farligt, end hvis man skulle sidde og varme sit stof på en ske og tage det med en kanyle. Det ser meget mere uskyldigt ud nu, og det tror jeg, er en af baggrundene for den stigning i misbruget, vi har set de senere år.

De nyeste spillere på markedet er vapes og puff bars – altså e-cigaretter, der bliver tilført alle de her stoffer, så det stadig smager af vandmelon og ligner candyfloss på pakken, men hvor det indeholder svært psykoaktive stoffer. Og det er mange unge ikke i stand til at sondre imellem – og det gælder ikke mindst børn og unge, der har psykisk sygdom at kæmpe med oveni.

Det er blevet en kæmpe gråzone, og når målgruppen samtidig går så meget længere ned aldersmæssigt, så rammer man også nogle børn og unge, der ikke er særligt erfarne med rusmidler i det hele taget. De forstår slet ikke, hvad en rus er, og kan ikke skelne mellem, hvad der er farligt, og hvad der ikke er. Og det er dem, vi ser i akutpsykiatrien som forgiftningstilfælde, der kan have påvirket alt fra deres organer til at have udløst en alvorlig psykiatrisk tilstand som en psykose«, siger Jimmi Badawey