Skip to main content

Hvordan får man de praktiserende læger til at makke ret?

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

14. jan. 2011
2 min.

Regionerne har ansvaret for, at der er god lægehjælp i hele landet, men det er de praktiserende læger, som udfører opgaven. Hvordan får regionerne så lægerne til at gøre det, man ønsker?

Ifølge regionerne selv er samarbejdet med lægerne »et styringsmæssigt himmel og helvede«, fremgår det af en rapport fra Dansk Sundheds Institut (DSI), der udkom i sidste uge.

Nogle steder virker samarbejdet godt, andre steder dårligt eller slet ikke. Men der, hvor det efter regionernes mening står skidt til, beskriver rapporten et sandt litani af kritikker og klagepunkter: Lægerne er pengefikserede; de indgår kun vrangvilligt aftaler, som de så ikke overholder; de lytter ikke til rådgivning fra andre end deres egne kolleger, og de stejler, hvis nogen formaster sig til at stille krav til dem og insistere på, at de overholdes.

Regionerne ønsker i højere grad at følge med i - og påvirke - hvad der foregår inden for murene af almen praksis. Ikke mindst er de interesserede i at fremme kvalitetsarbejde.

»Jeg synes nok, at tonen i den er lidt: ,bare vi kunne styre dem`«, siger PLO's formand, Henrik Dibbern, om rapporten.

»Men det tror jeg ikke et øjeblik på. Danske Regioner er lidt som et skibsrederi. De skal sørge for, at der er skibe nok og stikke ruterne ud, men det er kaptajnerne på skibene, som skal sørge for, at skibet ikke sejler ind i isbjerge«, siger han.

Den seneste overenskomst indeholder faktisk en række tiltag, der direkte håndterer nogle af de problemer, DSI-rapporten peger på, påpeger senior projektleder Pia Kürsten Kjellberg fra DSI, som er medforfatter på rapporten.

»På det konkrete plan får de regionale samarbejdsudvalg mulighed for at indgå forpligtende aftaler, og der kommer kommunalt lægelige udvalg - en pendant til de regionale samarbejdsudvalg på kommunalt niveau«, siger hun.

»På det overordnede plan definerer overenskomsten et fælles mål og et fælles ansvar for at nå det. Den løser ikke alle udfordringerne, men den starter et sted. Det er rigtig godt«, siger hun.