Hvordan måler vi skrøbelighed?

Tag en 84-årig kvinde, der går til bridge og vandgymnastik, selv klarer sine indkøb og laver mad hver dag. Og tag så en 84-årig kvinde, der bor i ældrebolig, færdes med rollator, er begrænset af træthed, og som får hjælp til bad og rengøring og lever af færdigretter.

De to kan godt have samme diagnoser, samme resultater i blodprøver og samme (lange) medicinlister. Men håndteringen af dem er meget forskellig. Det skyldes deres forskellige grad af skrøbelighed.

»Deres behov og deres måde at optimere på er helt forskellig, og computeren, eller vores EDB, som vi kalder det i geriatrien, kan ikke altid se det. Algoritmen er ikke nødvendigvis opmærksom på, at man kan være 84 år på rigtig mange forskellige måder«, forklarer geriater og speciallæge på Ældresygdomme på Aarhus Universitetshospital, Mikkel Erik Juul Jensen.

Det vigtigste budskab for ham på tirsdagens kursus ’Polyfarmacipatienten – den akutte, den kroniske og den virkelig syge’ er, at indsatsen for polyfarmacipatienten afhænger af den situation, patienten er i.

»Hvis folk spørger, ,hvordan hjælper jeg bedst polyfarmacipatienten?’, skal de først kunne svare på, om patienten er akut syg, kronisk syg eller lever med demens, og hvor skrøbelig patienten er«, siger han.

Et sprog vi skal vænne os til

Mikkel Erik Juul Jensen anbefaler at bruge Clinical Frailty Scale (CFS), som ved hjælp af en score på 1-9 kan hjælpe med at objektivisere graden af funktionsniveau.

CFS er blandt andet med i DSAM’s to kliniske vejledninger ’Den ældre skrøbelige patient’ og ’Afmedicinering – en systematisk tilgang’, og den nævnes også på forsiden af den seneste seponeringsliste, som udkom i starten af denne uge.

»Det er nok et sprog, vi skal til at vænne os til at snakke: Hvad er patientens grad af skrøbelighed, hvad er deres CFS? Det handler om, hvad folk kan, når de har det godt. Ikke når de har 40 i feber eller ligger med rosen«.

Mikkel Erik Juul Jensen fortæller, at jo mere skrøbelighed, man lever med, jo før dør man:

»Statistisk set dør den skrøbelige 74-årige nok før den robuste 84-årige. En skrøbelig patient får nemmere medicinske bivirkninger, de bliver nemmere syge af at være inde hos mig på sygehuset, og de har ofte brug for tværfaglighed og en helhedsorienteret tilgang. Så graden af skrøbelighed er ret afgørende og handlingsanvisende«.

Han nævner, at træning, ernæring og medicinsanering er de tre ting, der har vist at kunne bedre folks grad af skrøbelighed.

Start med lavthængende frugter

Når man ser en lang liste af medicin, er der ikke nødvendigvis kun én rigtig vej at gå, pointerer Mikkel Erik Juul Jensen.

»Start med de lavthængende frugter, og gerne én ting ad gangen. Der er ikke nødvendigvis én rigtig løsning. Man støder på formuleringer som ’vær opmærksom, skal nok reduceres, overvej om…’, som er klassisk geriatersprog. Og hvordan bliver vi så klogere på det? Det gør vi sammen med patienten. Det er her, deres præferencer bliver vigtige. Hvad tænker de om mængden af medicin? Synes de, det er for meget? Så væk med noget af det. Er de hunderædde for blodpropper, så fortsæt med den type medicin og så videre«.

Geriateren anbefaler almen praksis at få skabt en struktur for at håndtere medicingennemgangen hos polyfarmacipatienten, der centrerer sig om forberedelse, gennemgang og opfølgning.

Mens forberedelse og opfølgning kan uddelegeres, vil gennemgangen og målsætningen typisk skulle varetages af lægen.

Tre »huskere«

Husk graden af skrøbelighed.

Vær opmærksom på den akut syge polyfarmacipatient. Meget medicin kan, skal og bør pauseres omkring akut sygdom.

Pas på med antipsykotika ved mennesker med demens. Er du ved at løse et pædagogisk problem med medicin?

Godt værktøj:

DSAM’s nye vejledning fra efteråret 2025: Afmedicinering – en systematisk tilgang.