Skip to main content

Hvorfor er det så hårdt? Og hvorfor er det så meningsfuldt?

Den tyske film »Aftenvagt« er elementært spændende og et vigtigt portræt af et presset sundhedsvæsen – og ikke mindst af de mennesker, der bliver presset til det yderste og længere end det, når de forsøger at udføre deres arbejde.

Foto: SPORTHILFE/KEYSTONE/SALVATORE VINCI

Anmelder: Frederik Orm Hansen, læge, Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Randers. Desuden uddannet fra den svenske forfatterskole Biskops Arnö. Interessekonflikter: ingen.

24. aug. 2026
3 min.

På et schweizisk hospital er sygeplejersken Floria (Leonie Benesch) på aftenvagt på mave-tarm-kirurgisk afdeling, og det går ikke stille for sig. Der er underbemandet, og hun skal nå mere, end hun kan. Hun prøver alligevel og stiller mindst lige så høje krav til sig selv, som omverdenen gør.

Fakta og vurdering

Aftenvagt

Som den tyske titel, »Heldin« (dansk: »Heltinde«), påpeger, går hun heroisk til arbejdet. Lille i forhold til systemet og antallet af krav, stor i forhold til dygtighed og omsorg under svære betingelser.

Hele tiden ringer telefonen, og hvis ikke kollegerne eller patienterne har brug for noget, så har de pårørende. Man sidder med fornemmelsen af, at noget kommer til at glippe, og da det sker, sker det nok gennem hendes hænder, men ansvaret ligger først og fremmest et andet sted.

»Alle, der har med mennesker at gøre, har også altid med sig selv som menneske at gøre, og dét mærker Floria«Frederik Orm Hansen

Det er ikke et mirakel, at det ikke går værre, men det koster for Floria, at hun ikke sætter flere grænser, ikke holder større afstand. Til gengæld giver hun sine omgivelser noget mere end blot at måle vitalparametre og administrere medicin. Hun er nærværende og til stede som menneske.

Den direkte identifikation er naturligvis med Floria. Hendes udfordring med at balancere mellem indre og ydre krav, mellem to (ti! tyve!) opgaver, der alle sammen allerede burde være løst. For hvad er vigtigst: at synge godnatsang for en delirøs dame? At hænge antibiotika op til tiden? Transportere en patient til CT-skanning?

Alle, der har med mennesker at gøre, har også altid med sig selv som menneske at gøre, og dét mærker Floria. Med menneskerne omkring hende, til hjertestop, og da hun i frustration kaster en patients 40.000 franc dyre armbåndsur ud ad vinduet.

Filmen er instrueret af schweiziske Petra Volpe og er et vigtigt portræt af et presset sundhedsvæsen. Den skildrer respektfuldt sygeplejerskernes arbejde og kritiserer samtidig rammerne for at kunne udføre det fagligt og menneskeligt forsvarligt, idet den svarer på disse to spørgsmål: Hvorfor er det så hårdt? Og hvorfor er det så meningsfuldt?