Hvorfor hedder det kejsersnit?

Oldgamle kinesiske tegninger viser kejsersnit udført på levende kvinder. Den jødiske Talmud foreskriver, at hvis tvillinger kommer til verden på denne måde, kan ingen af dem påberåbe sig retten som førstefødt.

Kejsersnit, der ansås for dødeligt, omtales i antikke kilder på hindi, oldgræsk og egyptisk. Der er ikke mangel på myter og uklarheder om kejsersnittets oprindelse.

Men hvordan opstod navnet? Rygtet fortæller, at Julius Cæsar blev skåret ud af sin moders liv ved den operation, som fik navn efter ham (på engelsk: caesarean section). Men det er nok en skrøne, da Cæsars mor, Aurelia, levede længe nok til at høre sønnen prale af både Gallerkrigene og hans invasion af Britannien. Men måske kan navnet skyldes en lov fra Cæsars regeringstid om, at man i tilfælde af den fødendes død skulle skære (caedare) fosteret ud.

Myter og mirakler

Indgrebet havde endnu ikke et navn – i hvert fald ikke et, som vi kender. Men vi ved, hvornår Cæsars navn blev forbundet med indgrebet: I 1581 beskrev den parisiske læge Francois Rousset 15 indgreb, som en barberkirurg udførte, og som Rousset overværede (han opererede ikke selv, da han ikke var kirurg). Rousset døbte operationen »caesarisk fødselshjælp« (Enfantement caesarien) med henvisning til Julius Cæsars mytiske entré på verdensscenen.

At foretage indgrebet på en levende kvinde var livsfarligt. Kvindens chancer for at overleve var mikroskopiske. I Europa forsøgte italieneren Niccolo Falcucci (d. 1412) – og angiveligt overlevede både mor og barn. I Frankfurt am Mains byarkiv findes beretningen om en jordemoder, som før 1411 udførte syv kejsersnit, hvor både mor og barn overlevede. I lyset af tidens hygiejniske forhold og ukendskab til anatomi (og bakterielle infektioner) lyder det usandsynligt.

Den omtalte Francois Rousset hævder, at ved alle de 15 kejsersnit, han bevidnede, overlevede kvinderne. I seks af tilfældene var der endda tale om den samme kvinde, som altså må have bevaret sin forplantningsevne efter de første fem operationer. Også her lyder det, som om vi befinder os i miraklernes rige. Rousset beskriver indgrebet i detaljer og forsvarer det, men det fik en iskold modtagelse. Ikke mindst tidens førende kirurg, Ambroise Paré (1510-1590), vendte sig skarpt imod den.

No-go på levende patienter

Den første, som brugte udtrykket section (snit) i forbindelse med indgrebet var Parés elev, kirurgen og fødselslægen Jacques Guillemeau. I et skrift fra 1609 hævder han, at han med læremesteren som vidne havde udført operationen to gange og derudover havde set andre ansete kirurger udføre den tre gange. I alle fem tilfælde døde kvinderne. Det lyder troværdigt. Guillemeau har dog hørt om et tilfælde, hvor kvinden overlevede. Men som han tilføjer: »En svale gør intet forår, lige som man ikke kan bygge en videnskab på et enkelt forsøg.« Han fortæller også, at Paré var modstander af kejsersnit – sammen med Paris’ samlede kirurgkollegium.

Paré foretog aldrig selv kejsersnit på levende kvinder. Og han understreger, at på en død barselskvinde skal operationen udføres i største hast, da barnet ikke kan få luft, når moderen er død. Han afviser, at barnet – som nogle fødselshjælpere tror – kan trække vejret, hvis man åbner mund og vagina på den døde.

Parés holdning til kejsersnit kan ikke misforstås: »Det undrer mig, at nogle hævder at have set kvinder, som for at blive forløst har fået abdomen skåret op, ikke én, men flere gange, for at trække barnet ud. Det forekommer mig umuligt, da man for at trække barnet ud, må lave et stort indsnit i epigastriets muskler samt i uterus, som er så blodfyldt, at det v il medføre en fatal blødning … Jeg vil aldrig tilråde denne procedure, der medfører så stor fare uden at tilbyde noget håb«.

»Direkte mord«

Men nogle gange havde man intet valg. Fra 1610 findes en operationsbeskrivelse fra Wittenbergs universitetshospital. Kvinden havde et ventralhernie efter et traume, og hele livmoderen befandt sig i herniet. En vaginal fødsel var umulig, så et hold kirurger åbnede abdomen, lagde et længdesnit i uterus og trak barn og moderkage ud. Man efterlod en del af den u-suturerede livmoder uden for operationssåret, som kun delvist blev syet sammen. En tilstødende infektion svandt efter 14 dage, og efter tre uger havde uterus fået sin normale størrelse. Planen var nu at lukke uterus, men beklageligvis døde kvinden. Hun havde overlevet i 25 dage. Barnet levede og var sundt.

Når kejsersnit på levende kvinder blev diskuteret, var det gerne i stærkt kritiske vendinger. Den franske obstetriker Francois Mauriceau (1637-1709), kalder det »en grusom operation« og »direkte mord«. Intet sted, skriver han, hverken i kirkelig eller civil ret, fremgår det, »at moderen skal pines eller dræbes for at redde barnet«. Er den fødendes liv truet, må man gribe til vaginal forløsning med embryotomi. Dog er der en undtagelse: »… (hvis) barnets overlevelse er at foretrække frem for en moders, må man udføre kejsersnit; det gælder f.eks. i det tilfælde, at der er tale om en tronarving, da det offentliges vel er vigtigere end et enkelt individs«. Der er forskel på folk – og fostre.

Dødelighed 100 procent

Før antiseptikken blev udbredt i 1800-tallets slutning, var kirurgerne yderst tilbageholdende med alle større indgreb, da dødeligheden var meget høj. I Sverige udførtes 13 kejsersnit mellem 1758 og 1875, og i Norge 12 kejsersnit fra 1843 til 1875. I begge lande var dødeligheden 100 pct.

Det første dokumenterede kejsersnit i Danmark blev udført i Nordsjælland i 1813 af regimentskirurg Poul E. Schlegel (1784-1849). Kvinden havde været i fødsel i to døgn, men barnets hoved kunne ikke passere bækkenindløbet. Fødselshjælperne foreslog tangforløsning, men det ville hverken kvinden eller hendes mand høre tale om. Schlegel og tre assisterende læger måtte nødtvungent udføre kejsersnit. Operationen varede i fem kvarter – uden bedøvelse, uden antiseptik og uden aseptik. Kvinden forholdt sig roligt under selve indsnittet, men skreg, da barnet med stort besvær blev trukket ud gennem såret, og da det blev syet sammen.

Efter operationen var kvinden ved godt mod og spurgte, om hun måtte drikke en kop kaffe og et glas brændevin til at styrke sig på. Det forbød Schlegel på det strengeste. Efter to dage døde hun af bughindebetændselse. Barnet overlevede.

»Den slags Forbrydelser …«

Sporene skræmte: Fra 1813 og frem til 1876 blev der i Danmark kun registreret ni kejsersnit (ud af flere end 2,8 million fødsler). Kun én kvinde overlevede operationen.

I den præantibiotiske tid var enhver operation i bryst- og bughule forbundet med livsfare, men da først anæstesien og fra omkring 1867 antiseptikken vandt indpas, blev kirurgerne gradvist mere dristige. Der blev dog ikke taget antiseptiske forholdsregler, da den sønderjyske landlæge Claudius Julius Boye (1823-1879) i 1867, sammen med et par kolleger, fjernede en flere kilo tung ovariecyste på en kone hjemme på hendes eget spisebord. Hun overlevede som den første i Danmark et større indgreb i bughulen.

Det var formentlig rygterne om denne vellykkede operation, der samme år fik dekanen ved det medicinske fakultet i København til, i talen ved de nye kandidaters aflæggelse af lægeløftet at advare: »Saa ved d’Herrer, at der er nogen, der er begyndt at operere i Underlivet. Den slags Forbrydelser gaar jeg ud fra., at De ikke indlader Dem paa!«

Men ånden var ude af flasken. Underlivsoperationer var fortsat for risikable til at være andet end sidste udvej, men de blev udført, når det var påkrævet. Det var dog først, da penicillin kom på markedet efter 1945, at dødeligheden i forbindelse med kejsersnit blev så lav, at operationen i dag er blevet almindelig. I dag foregår ca. 20 procent af alle fødsler i Danmark ved kejsersnit.