Skip to main content

Hvorfor tager det så lang tid?

Af Mette Dremstrup, cand.scient.pol., Videreuddannelsessekretariatet Region Nord

2. nov. 2005
4 min.

Hvem er de 12 hænder?

Første hånd er det ansvarshavende videreuddannelsessekretariat for specialet. Alle specialer er delt op mellem de regionale videreuddannelsessekretariater: Øst, Syd og Nord. Søges blokstilling i alle regioner, modtager alle sekretariaterne ansøgningen efterfølgende.

Vurderingsudvalget

Så snart videreuddannelsessekretariatet har alle ansøgningerne i hænde, sendes en kopi til hvert medlem af vurderingsudvalget. Hvert speciale har et landsdækkende vurderingsudvalg, som vurderer alle ansøgninger. Udvalget består af 8 medlemmer, udpeget i de forskellige regioner, samt 1 repræsentant fra Foreningen af Yngre Læger (FAYL). Alle medlemmer skal være speciallæger inden for det relevante speciale. Undtagelsen fra reglen er repræsentanten fra FAYL.

Vurderingsudvalget har 14 dage til at læse og vurdere alle ansøgningerne. Efter de 14 dage mødes udvalget og vurderer hver ansøgning. Opgaven er at vurdere om ansøgeren er formelt kvalificeret til stillingen samt eventuelt tildele supplerende point efter Sundhedsstyrelsens og specialets kriterier. Formanden for udvalget godkender referatet og vurderingsskemaet, inden det sendes til ansættelsesudvalget.

Ansættelsesudvalget

Dernæst sendes referat, vurderingsskema og relevante ansøgninger til videreuddannelsessekretariaterne i de øvrige regioner, som fordeler materialet til alle medlemmerne i de regionale ansættelsesudvalg. De regionale ansættelsesudvalg (typisk fra 6-8 medlemmer) er sammensat af 1 overlægerepræsentant fra hvert amt i regionen og 1 repræsentant fra lands- og landsdelssygehusene. I dette udvalg er FAYL også repræsenteret med 1 medlem.

Udvalgets medlemmer har 14 dage til at læse ansøgningerne og vurderingsudvalgets vurderinger. Herefter mødes udvalget og laver en prioritering af alle ansøgerne. På baggrund af ansættelsesudvalgets prioritering af ansøgerne laves der en indstillingsliste, som tager udgangspunkt i ansøgernes ønsker og faglige kvalifikationer. Referat og indstillingsliste godkendes af formanden for udvalget.

Det skal bemærkes, at ovenstående forretningsgang gælder for store specialer. For de såkaldte små specialer (klinisk mikrobiologi, klinisk biokemi, dermatologi etc.) er forretningsgangen forkortet, fordi vurderings- og ansættelsesudvalget er slået sammen.

Enkelte ansættelsesudvalg vælger at afholde ansættelsessamtaler, f.eks. anvendt i psykiatri, gynækologi og obstetrik samt almen medicin. På det seneste er denne tendens ved at blive mere udbredt.

Indstilling

Det ansvarshavende videreuddannelsessekretariat udarbejder en samlet indstillingsliste. Herved sikres, at en ansøger ikke bliver tilbudt blokstilling i 2 forskellige regioner, men får den højest prioriterede blokstilling tilbudt. Ud fra den samlede indstillingsliste skal alle de ansættende afdelinger høres.

Til høring i de ansættende afdelinger

Når afdelingerne får information om, hvem der indstilles til ansættelse på deres afdeling, har de ret til at indkalde ansøger til samtale. Afdelingerne har i høringsfasen ret til at komme med indsigelser mod ansættelsen. Hvis en afdeling begrunder indsigelsen med personlige hensyn i forhold til den indstillede ansøger, vil man som oftest efterkomme indsigelsen. Indsigelser af denne art forekommer ekstremt sjældent. Når vurderingsudvalget først har besluttet, at ansøgeren er formelt kvalificeret til at søge en specifik blokstilling, har afdelingerne meget svært ved at anfægte indstillingen på baggrund af faglige hensyn.

Ansøger informeres om eventuelle indsigelser.

Afdelingerne har 5 dage til at indgive indsigelser. Hører det ansvarshavende videreuddannelsessekretariat ikke noget fra afdelingerne, går man ud fra, at det er »stiltiende accept«, og ansættelseskontrakter bliver sendt til de ansøgere, der bliver tilbudt en blokstilling.

Besked

De ansøgere, der ikke i første omgang bliver tilbudt en stilling, får som regel først besked, når kontrakterne er blevet returneret fra dem, der fik en blok. Hvis én af de ansøgere, der bliver tilbudt en blok, vælger at afvise blokken, bliver blokken tilbudt til den næste prioriterede ansøger, som har søgt blokken.

Først når kontrakten er underskrevet og Videreuddannelsessekretariatet har modtaget en genpart, kan man betragte sig selv som ansat. Afdelingerne på sygehusene får endelig besked på, hvem der er blevet ansat hvor.

Grundlaget for ovenstående procedure

Der er mange trin i ansættelsesproceduren, og man kan med god grund spørge, hvorfor skal det nu være nødvendigt?

For det første fordi en blokansættelse er en del af et stort system, hvor mange afdelinger er indblandet. For det andet fordi en stilling skal tilbydes den mest kvalificerede person og ikke være afhængig af personrelationer.

Det var ønsket om mere objektivitet, der medførte, at Amtsrådsforeningen i 1996 nedsatte en arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen udarbejdede notat af den 22. maj 1997, som danner det formelle grundlag for ansættelsesproceduren ved besættelse af undervisnings- og blokstillinger. Lægeforeningen, Dansk Medicinsk Selskab, Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen er hørt og har alle givet deres opbakning til ansættelsesproceduren. Dermed er der sikret meget bred opbakning til den tilsyneladende omstændelige ansættelsesprocedure.

Der forventes mange ændringer med den nye bekendtgørelse for speciallægeuddannelsen, men der forventes ikke opbrud i ansættelsesproceduren.

Ansøgningsskema på nettet: www.videreuddannelsen-nord.dk