Hvorfor taler alle om traumer?

Forfatteren, Karen-Inge Karstoft, er lektor ved Institut for Psykologi. Hun har bred erfaring med traumeforskning, og aktuelt leder hun et forskningsprojekt, som følger ukrainske flygtninges psykiske helbred efter ankomst til Danmark.

Når man diskuterer vanskelige ting, er det en fordel, at man forstår de grundlæggende begreber på samme måde. En uklar og forskellig brug af begrebet traume, både i faglige og ikkefaglige kredse, er udbredt. Nogle bruger traume dækkende selve den svære begivenhed, andre om den efterfølgende reaktion og andre igen om kombinationen af de to.

Et vigtigt konkret bidrag fra bogen er, at der peges på denne sammenblanding og på et behov for en tydelig differentiering mellem potentielt traumatiske begivenheder og traumereaktioner.

Bogens ærinde er at diskutere, hvad der egentlig skal betragtes som traumatiske begivenheder/traumereaktioner, og det hævdes, at der er gået inflation i brugen af begreberne, det, der tales for meget om. Hvis nærmest alle begivenheder kan udløse traumereaktioner, og alle reaktioner efter belastende begivenheder kaldes traumereaktioner, er der risiko for, at begreberne bliver udvandet. Dette har indflydelse på menneskers forståelse for og forventninger til deres liv, men får også konsekvenser klinisk. Der er svære begivenheder, som de fleste af os oplever i løbet af et levet liv, og så er der de exceptionelle, mest voldsomme, som de færreste oplever.

Selv de mest voldsomme begivenheder overkommer mennesker ofte, og i bogen trækkes der på resultater fra professor Bonnanos overbevisende resiliensforskning. I forhold til de mest voldsomme begivenheder kan det forekomme, at man udvikler symptomer, som ikke går over, og som fører til behandlingskrævende tilstande som posttraumatisk belastningsreaktion. For at sikre skarphed i både opsporing og effektiv behandling til dem, der blive syge, argumenteres der i bogen »… gør mere for de få og mindre for de fleste«.

Mennesker, som søger hjælp i psykiatrien, har ofte svære oplevelser i bagagen. Når man har det psykisk dårligt, har man ofte øget fokus på de ubehagelige ting, man har været igennem. De træder tydeligere frem, fylder mere i tankerne. Som individ søger man måske forklaring og mening i forhold til den aktuelle tilstand. Bogens pointer betyder ikke, at vi i en klinisk sammenhæng ikke skal lytte til det, som mennesket foran os er optaget af, men være skarpe på de begreber, vi bruger.

Bogen er et indsigtsfuldt og præcist indspark til diskussioner om, hvad »traumer« er. Diskussioner, som bør føres i faglige miljøer, ikke mindst psykiatrien. Jeg er sikker på, at mange vil fortsætte samtalen rundt om spisebordet med familie og venner, men denne betragtning kan skyldes min særlige interesse i emnet.

En styrke ved bogen er, at den er kort, og alle kan nå at læse den. En ulempe er, at den er kort. Eftersom emnet er komplekst, vækker den mange nye spørgsmål. Man kan med fordel anskue bogen som en appetitvækker om et emne, som vi bestemt kan tale mere om ved hjælp af gode indspark fra bogen.

En generel erkendelse af, at vi alle som mennesker har svært ved at gå igennem livet uden at opleve svære eller potentielt traumatiske begivenheder, kan måske være en lettelse for nogle, noget vi har til fælles. »Det er ikke let at være menneske«, konstaterer Agnes, datter af Indra, indsigtsfuldt, efter at hun er kommet ned på jorden for at opleve menneskernes livsvilkår i Strindbergs »Et drømmespil«, og hun har nok ret.