Hvornår kan det forlanges, at en læge orienterer sig om forældremyndigheden til et barn, han bliver præsenteret for?

Om en læges forpligtelse til at orientere sig om myndighedsforholdene, når der sker henvendelse angående en umyndig eller mindreårig person.

En mand henvender sig telefonisk til vagtlægeordningen. Han præsenterer sig som weekendfar til en syvårig dreng og anmoder om fornyelse af en recept på ikkelivsvigtig medicin til behandling af en kronisk lidelse hos drengen. Faderen oplyser at være kommet af sted uden barnets sædvanlige medicin. Det anføres, at barnet har svært ved at undvære medicinen. Vagtlægen fornyer recepten. Af vagtlægens notater fremgår det desuden, at en lignende fornyelse er sket et år tidligere.

Moderen, der er indehaver af forældremyndigheden, klager efterfølgende over, at vagtlægen fornyede recepten uden at sikre sig, at faderen havde ret til at træffe beslutning om behandlingsmæssige forhold vedrørende barnet.

Patientklagenævnet fandt grundlag for påtale af vagtlægen, fordi han ikke sikrede sig moderens samtykke jf. Sundhedslovens § 15, stk. 1.

Patientklagenævnet lægger i sagen vægt på, at vagtlægen burde have haft mistanke om, at faderen ikke havde del i forældremyndigheden, eftersom faderen havde oplyst, at han var ked af at kontakte barnets mor om den manglende medicin. Vagtlægen burde herefter have forsøgt at kontakte moderen til barnet, inden han traf beslutning om, hvorvidt medicinen kunne ordineres.

Afgørelsen i den konkrete sag skete med tre stemmer mod to, idet Patientklagenævnets lægelige medlemmer stemte imod. De lægelige medlemmer fandt, at der i den konkrete sag ikke var tilstrækkeligt grundlag for at pålægge vagtlægen ansvar for ikke at mistænke, at faderen ikke havde del i forældremyndigheden. De lægelige medlemmer lagde i sagen vægt på, at det af vagtlægens udtalelse til sagen fremgik, at der i lægevagtens journalsystem var oplysninger om, at faderen et år tidligere havde fået fornyet en recept i en tilsvarende situation.

Det følger af Patientklagenævnets afgørelse, at den behandlende læger skal søge enhver tvivl om forældremyndigheden afklaret, inden der træffes beslutning om behandling. Begrundelsen ligger i det forhold, at det er overladt indehaveren af forældremyndigheden at træffe beslutning om behandling af mindreårige børn. For børn under 15 år gælder der således en almindelig regel om, at det er indehaveren af forældremyndigheden, der meddeler samtykke til behandling på barnets vegne. Dette udgangspunkt er fraveget for unge over 15 år. Det følger af sundhedslovens § 17, stk. 1, at for unge over 15 år er det den unge selv, der giver samtykke til behandling. Der gælder imidlertid samtidig en regel om, at forældremyndighedsindehaveren tillige skal inddrages i beslutning om behandlingen. I de tilfælde, hvor en mindreårig ung patient ledsages til behandling af institutionspersonale, skal den behandlende læge herefter rette henvendelse til forældremyndighedsindehaveren, inden en beslutning om behandling.

Ved alvorlig akut tilstand har man, jf. sundhedslovens § 19 om øjeblikkeligt behandlingsbehov, ret til at handle uden at indhente samtykke.

I de tilfælde, hvor der opstår tvivl om forældremyndigheden, og der ikke er tale om en alvorlig tilstand, som kræver øjeblikkelig handling, skal tvivlen søges afklaret. Det kan ske ved at spørge den person, som henvender sig angående barnet, om vedkommende er indehaver af forældremyndigheden. Er det ikke tilfældet, skal det sikres, at der er givet tilladelse til at henvende sig angående aktuelle helbredsproblem. Bekræftes det, at den medfølgende person har tilladelse til at varetage barnets helbredsproblem, behøver man ikke yderligere bevis, en mundtlig oplysning anses for at være tilstrækkelig. Hvis personen, som har forældremyndigheden, ikke kan træffes, må den behandlende læge overveje, om behandlingen og undersøgelsen kan vente eller bør udføres. Beslutningen skal journalføres.

Konklusion

Hvis en læge ved en henvendelse angående en mindreårig person får mistanke om, at den ledsagende person ikke er indehaver af forældremyndigheden, er lægen forpligtet til, inden der iværksættes behandling eller undersøgelse, at sikre sig, at den medfølgende person har tilladelse til at varetage beslutning om behandling for den umyndige.

Dette kan kun undlades, hvis sygdomstilstanden er alvorlig og kræver akut behandling. I denne situation kan man behandle uden at spørge til forældremyndigheden.

§ 15, stk. 1

Sundhedslovens § 15. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19.

I vejledningen til bestemmelsen er anført:

Er patienten under 15 år, er det forældremyndighedens indehaver, der skal give samtykke, men patienten skal inddrages i drøftelserne af behandlingen i det omfang, patienten forstår behandlingssituationen.

Vejledningen indeholder dog ingen retningslinjer for lægens pligt til at sikre sig, at den person, der henvender sig, reelt også er forældremyndighedsindehaver.

§ 19

Sundhedslovens § 19 om øjeblikkeligt behandlingsbehov siger:

»Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten, forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller værge«.

FAKTA

Lægeforeningens Lægeansvarsudvalg bistår læger i klagesager og ved andre juridiske problemer

Medlemmer

Overlæge Marlene Mohr, formand

Reservelæge Camilla Fenst

Overlæge Per Helligsø

1. reservelæge Kaare Mai

Alment praktiserende læge Margit Maltesen

Alment praktiserende læge Ole Nørskov

Speciallæge Niels Siebuhr

Overlæge Mogens Tangø

Reservelæge Mogens Ydemann