Hygiejne for klinikere

Denne bog er blevet til under inspiration af Covid-19-pandemien, hvor forfatteren erfarede, at der var meget brug for viden om infektionshygiejne, og at denne viden næppe er helt så udbredt som ønsket. »Hygiejne for klinikere« indeholder netop alle disse vigtige informationer og er tilmed velskrevet, hvorfor den varmt kan anbefales. Den er meget velegnet som opslagsbog og burde stå tilgængeligt på de fleste kliniske afdelinger. Den er specielt velegnet til de medarbejdere på sygehusene, der er interesserede i og arbejder med infektionshygiejne, nok allermest til de sygeplejersker, som fungerer som afdelingernes hygiejnekoordinatorer.

Der gives en lettilgængelig, men stadig grundig gennemgang af de infektionshygiejniske principper, de generelle og de supplerende hygiejniske retningslinjer, desinfektion, sterilisationsprocedurer og -metoder, hvor de hospitalserhvervede infektioner oftest ses, og hvordan de bedst forebygges. Forfatteren beskriver, hvordan hospitalserhvervede infektioner registreres og overvåges, og gennemgår, hvilke mikroorganismer der oftest ses i de hospitalserhvervede infektioner, og hvordan man udreder og organiserer sig ved smitteudbrud. Forfatteren når hele vejen rundt om infektionshygiejnen.

Kapitlerne indledes med lister over nøglebudskaberne – og der er gode spørgsmål som multiple choice til hvert kapitel med tilhørende svarliste.

I alle kapitler er der beskrevet rigtige historier, alle publicerede cases, der meget fint sætter emnerne i perspektiv. Forfatteren er en meget erfaren klinisk mikrobiolog, som har haft sin hovedinteresse i bakteriologien og infektionshygiejnen, og de fleste af historierne er bakteriologiske.

Bogen kan bestemt også med fordel anvendes af ledelser for afdelinger ved uventede udbrud af specielle mikroorganismer, hvor der gives en klar opskrift på, hvordan udbrud bør håndteres. Sådanne udbrud er oftest med resistente bakterier, f.eks. VRE (vancomycinresistente Enterococcus-arter), MRSA (meticillinresistente Staphylococcus aureus) og CPO (carbapenemaseproducerende mikroorganismer). De to sidstnævnte er begge underlagt specielle procedurer beskrevet i vejledninger fra Sundhedsstyrelsen.

Skal man kritisere lidt, kunne en ekstra korrekturlæsning have fjernet de småting, der kan irritere, som f.eks. at der i indledningen er en del gentagelser, og at UV-terapi som desinfektionsmåde ikke står nævnt i dette afsnit, men dog optræder senere i bogen. UV-terapi kan næppe anvendes ved udbrud med Clostridioides difficile som foreslået. Vigtigere er nok, at forfatteren en del gange i bogen nævner, at SARS-CoV-2, som er årsag til Covid-19-infektion, muligvis er luftbåren, altså med dråbekerner. Dette er ikke i overensstemmelse med, hvad de mest vidende på området – og alle store organisationer som ECDC og WHO – og SSI, mener om dette, hvilket er lidt ærgerligt. Forskellen er, at ved smitte via dråbekerner må man isolere med undertryk og udvidede infektionshygiejniske forholdsregler for at hindre smitte. Dette var heller ikke nødvendigt, hvad vi erfarede allerede efter første bølge i foråret 2020. Det vil formentlig kunne rettes til næste udgave.