Hyperkinetiske forstyrrelser og opmærksomhedsforstyrrelser (DAMP)

Da den spanske syge ramte Centraleuropa i årene efter 1. verdenskrig, blev det beskrevet, hvorledes hidtil normale småbørn efter en infektion, der ramte hjernen, var forandrede i form af motorisk uro, ringere koncentrationsevne og senere specifikke indlæringsvanskeligheder, fx ordblindhed.

Senere blev det i USA beskrevet, at ikke så få børn, 1-2%, havde vanskeligheder af motorisk, opmærksomhedsmæssig og perceptuel art, men oftest på en mindre dramatisk baggrund end ved den spanske syge. Det kaldtes minimal brain disorder/dysfunction (MBD), og man beskrev tilfælde dels uden kendt ætiologi, dels efter fødselskomplikationer eller på formentlig familiær/genetisk baggrund.

Det var uheldigt, at syndromet bar en betegnelse som MBD, der refererede til en hypotetisk patogenese, især da WHO's tidligere ICD-udgaver ikke indeholdt operationaliserbare definitioner på syndromerne. Der opstod forskellige steder forskellige måder at afgrænse MBD på. Det var derfor tiltrængt da Gillberg et al lancerede betegnelsen deficit in attention, motorcontrol and perception (DAMP), der præciserer, hvilke tre symptomområder der indgår i syndromet: opmærksomhedsforstyrrelse (nedsat koncentrationsevne, vanskeligheder ved at skifte opmærksomhed fra en ting til en anden og at have opmærksomheden rettet mod flere ting på én gang), motorisk forstyrrelse (hyperaktivitet, impulsivitet og ringe koordinationsevne) og perceptuelle forstyrrelser (specifikke indlæringsvanskeligheder, fx ordblindhed).

I WHO's internationale diagnostik fra 1993, ICD-10, er begrebet DAMP ikke med. Hovedvægten er lagt på den hyperkinetiske forstyrrelse (F 90). Vil man registrere den form, der overvejende markerer sig med opmærksomhedsforstyrrelse, må man anvende en uspecifik samlekode (F 98.8) og så i teksten anføre, at det er opmærksomhedsforstyrrelse, der menes. Denne uhensigtsmæssige praksis er et resultat af, at der i de år, hvor ICD-10 udarbejdedes, var en ringe konsensus om validiteten af den undergruppe, der overvejende manifesterer sig med opmærksomhedsforstyrrelse.

I USA fandt man belæg for at samle de to former den overvejende hyperaktive attention deficit disorder with hyperactivity (ADDH) og den overvejende opmærksomhedsforstyrrede attention deficit disorder (ADD) i et begreb og kaldte det attention deficit/hyperactivity disorder (ADHD) og definerede det i DSM-IV i 1994. Det amerikanske begreb ADHD er derfor tæt på Gillbergs begreb DAMP, som dog vægter motorisk koordinationsforstyrrelse højere.

Genetiske faktorer spiller en væsentlig ætiologisk rolle, men miljømæssige forhold præger tilstanden (1). Der er i barndommen en udtalt tendens til komorbiditet fx med gennemgribende udviklingsforstyrrelser, tics og Tourettes syndrom.

De overvejende hyperkinetiske børn har en høj grad af komorbiditet med adfærdsforstyrrelse (conduct disorder , F 91), og er de i 10-12-års-alderen fortsat præget af hyperaktivitet, vil ikke så få vise sig tiltagende aggressive og destruktive i ungdomsårene med yderligere risiko for alvorligt alkoholmisbrug, og der er øget risiko for en asocial personlighed i voksenalderen (2).

Prognosen for DAMP med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse er ikke så velundersøgt som den hyperkinetiske form. Fra kliniske populationer er det beskrevet, at der senere i livet findes øget indre uro, emotionelle forstyrrelser, ofte skiftende og ustabile følelsesmæssige relationer eller affektive lidelse, især depression (3). Når DAMP ses sammen med gennemgribende udviklingsforstyrrelse, er det overvejende i komorbiditet med Aspergers syndrom. Det bevirker, at nogle børn, der har været opfattet som »DAMP-børn«, som voksne kan vise flere vanskeligheder ved social adaptation og selvstændighed end forventet i forhold til såvel graden af deres forudgående opmærksomhedsvanskeligheder som deres i øvrigt gode sprog og intelligens.

Behandling med centralstimulantia (Ritalin [methylphenidat] eller Dexamfetamin [dexamphetamin]) kan være af betydelig værdi især ved den hyperkinetiske form (4). Ved den opmærksomhedsforstyrrede form er virkningen mindre markant. Flere undersøgelser tyder på, at når symptomerne fortsætter ind i voksenalderen, hvad de gør i 10-20% af tilfældene, vil der være mulighed for også hos voksne at opnå effekt. Der bør derfor i voksenpsykiatrien i de kommende år arbejdes på en udbygning, evt. som landsdelsfunktion, af den psykiatriske side af behandlingen, herunder den medikamentelle, af voksne med DAMP.