Content area

|

Hypokondri – en fornem gammel sygdom

Hypokondri blev engang anset for en særligt fin sygdom for skønånder og dannede mennesker. Først i nyere tid er den erkendt som et psykisk problem.
Hypokonderen Argan klager sin nød. Tegning af Lorenz Frölich fra opførelse af Molières »Den indbildt syge« i København, 1859. Wellcome Images.
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Hypokondri kan være en alvorlig tilstand. Først og fremmest fordi omgivelserne opfatter hypokonderen som både lidt latterlig og en smule irriterende. Og det er ikke morsomt, når man nu véd, at man lider af op til flere potentielt dødelige sygdomme.

I virkeligheden er der tale om en fornem og meget gammel sygdom. Således blev der allerede i 1600-tallets Paris opført en komedie, som selve Solkongen, Ludvig den 14., allernådigst overværede. Komediens hovedperson er hypokonderen Argan, som tyranniserer såvel sin familie som tjenestefolkene med sine vrangforestillinger: Så er den gal med leveren, så er det hjertet, og nu jamrer han over sin galde eller dårlig fordøjelse. Læger og apotekere tilkaldes i ét væk og forsyner ham med en overflod af pulvere og miksturer, lavementer og smørelser.

En skuespillers død

Komedien »Den indbildt syge« var skrevet og instrueret af Molière, som også – skønt han selv var dødssyg af tuberkulose – spillede hovedrollen som den indbildt syge Argan. På den fjerde spilledag, 17. februar 1673, nærmer stykket sig klimaks. Hovedpersonen sidder i sin lænestol iført slåbrok og nathue og bleg som voks, mens skikkelser i groteske lægekostumer flagrer omkring ham i en parodisk indvielsesceremoni, der foregiver at optage ham i deres broderskab. Argan skal nu aflægge en ed på latin: »Juro …« begynder han, men går så i stå, mens ansigtet fortrækkes. Men snart smiler han – alt er godt, og den hektiske dans kan fortsætte, mens stykket afsluttes lidt hastigt. Tæppet går ned, og publikum klapper.

Skuespillerne bærer den grotesk sminkede Molière ud af scenen siddende i stolen og får ham bragt de få skridt til hans hjem i Rue de Richelieu. Han hoster blod og beder om at se sin kone – og om at få fat i en præst, så han kan skrifte. Hverken hans kone eller præsten når frem, før han dør.

Komedien gjorde tykt nar både af den indbildt syge, der plager sine omgivelser og spilder sin formue på virkningsløs medicin, skidtvigtige læger og griske apotekere. Men måske havde han udfordret skæbnen, da han ved en tidligere lejlighed sagde om sig selv:

»Jeres Molière er en uforskammet karl … Hvis jeg var læge, ville jeg få min hævn … Når han blev syg, ville jeg lade ham dø uden at hjælpe ham. Jeg ville sige: Værsgo, fald død om!« Skæbnens gud Nemesis må have hørt ham. Se, hvad der kan ske, hvis man gør nar ad hypokondri eller læger.

»De civiliseredes sygdom«

Faktisk var det ikke hypokondri, der var skydeskive for Molières satire – den primære skydeskive var lægerne og apotekerne, der lukrerede på den indbildt syge patient. Når Argan er en latterlig figur, er det, fordi han bilder sig ind, at han fejler 117 ting, selvom han er stærk som en okse.

Molière brugte faktisk udtrykket le malade imaginaire, fordi hypokondri i 1600-tallets medicinske forståelse faktisk var en somatisk lidelse.

I det omfang udtrykket »hypokondri« overhovedet bruges i dag, er det for at betegne en psykopatologisk tilstand, som er karakteriseret ved konstant optagethed af egen sygdom og en tendens til at betragte sig selv som syg. Men på Molières tid betød hypokondri (»hypochondriasis«) en meget reel og fysisk sygdom, som havde sæde i den øvre abdomen, lige under ribbenene – hypochondriet (hypo = under, chondros = brusk). Den berømte læge Thomas Sydenham (1624-1689) skrev, at hver sjette af hans patienter led af hypokondri. Skønt dette tal også omfattede »hysteriske« kvinder, var det altså en meget udbredt diagnose. Senere i århundredet fandt andre læger endnu større andele af patienter med diagnosen hypokondri.

Hvordan sygdommen helt præcist ytrede sig, er ikke helt klart. Men den omfattede både »åndelig« og fysisk smerte og kunne have både psykiske og somatiske årsager. Det var ikke til diskussion, at der var tale om en helt reel sygdom (som ofte afficerede fordøjelsen). I øvrigt var det mest »dannede« folk og personer fra de højere samfundslag, der var berørt. Det var en »civilisatorisk« sygdom, og derfor kaldte englænderne den også – lidt selvglade – »the English Malady«.

En sygdom for de fornemme

Det var fint at lide af hypokondri – en sygdom, som var reserveret de fornemme og skønånderne, som udmærkede sig fremfor den plumpe almue ved at have både følelser og nerver. Det var kun mænd, som led af hypokondri. Hos kvinder blev de tilsvarende symptomer fortolket som hysteri.

H.C. Andersens hypokondri har alle hørt om. Hans dagbøger er én lang sygejournal, men nogen sart stueplante var han bestemt ikke. Selvom han koketterede med sin svagelighed, turnerede han livet igennem Danmark rundt, tog på langvarige, strabadserende udlandsrejser og var samtidig en myreflittig skribent.

Under et ophold i Portugal hørte Andersen rygter om, at der var udbrudt kolera i Bordeaux, som var næste stop for hans skib. Alligevel tog han dertil, og heldigvis var rygtet falsk. Et nyt rygte meldte dog, at nu var Paris ramt af kolera. Hans venner rådede ham fra at tage dertil, men skønt han var dybt bekymret, drog han af sted – dog isolerede han sig på et stort hotel i »Byens sundeste Kvarteer«.

Fra Paris hastede han med tog videre gennem Frankrig med stop i flere byer, hvor der var rygter om kolera. Endelig når han til Køln, hvor der ikke var kolera. Så Andersen var både i teateret og nød cafélivet – her var jo ingen smittefare. Det troede han i hvert fald, indtil byens aviser pludselig slog koleraalarm. Faktisk befandt han sig midt i en grasserende epidemi: »Jeg blev høist ubehageligt overrasket«, skrev Andersen, »blev strax diætisk, fik Mavepine og en urolig Nat«.

Gode grunde til hypokondri

Kender man sin Holberg, ved man, at den gamle professor og komedieskriver skrantede og var en flittig iagttager af sine småskavanker. Goethes unge Werther var en lidende melankoliker. Tidens dagbogs- og brevskrivere brugte meget blæk på at skrive om symptomer, sygdomsfornemmelser og frygt for sygdom. Tidens breve og dagbøger var fyldt med sygdomsbekymring. Men inden man peger fingre ad vores sygdomsfikserede forfædre, bør man tage med i overvejelserne, at selv det mindste symptom kunne være et forvarsel om en af de mange smitsomme og ofte dødelige sygdomme, som der ikke fandtes nogen behandling for. Et maveonde, hjertebanken, et sår, som ikke ville hele, en halsbetændelse, et hundebid eller en tandbyld – for slet ikke at tale om de tilbagevendende og dødelige epidemier af f.eks. kopper, difteritis og tyfus. Alt sammen kunne i løbet af et par uger lægge en sund og stærk mand eller kvinde og deres børn i graven. Og lægerne kunne intet stille op. Holberg, Andersen og Kierkegaard havde al mulig grund til at bekymre sig over kroppens mislyde.

Hypokondri for alle

Andersen blev en af de sidste hypokondriske skønånder. Mens 1800-tallet gik på hæld, vendte industrialiseringen op og ned på klasseforholdene, og hypokondrien blev demokratiseret: Nu »finder man i vore køkkener og værksteder de hypokondriske lidelser, som før var forbeholdt de privilegeredes gemakker«, som en læge skrev.

Da hypokondrien nu blev allemandseje, var den ikke længere et adelstegn, men noget, der blev set skævt til. Da Johannes V. Jensen nær var død af en alvorlig tandbyld, gjorde han sig ikke interessant af det. Han brugte sin nærdødsoplevelse til at beskrive en ung, dødeligt såret soldats feberfantasier i romanen »Kongens fald«.

Hypokondri – den faste overbevisning om at lide af en alvorlig sygdom – er i dag en psykiatrisk diagnose, som også kan optræde i selskab med anden psykisk sygdom, og som kan behandles med kognitiv adfærdsterapi eller eventuelt med medicin.

Hos nutidens praktiserende læge møder en pæn del af patienterne frem med symptomer, som det er umuligt at finde en fysisk årsag til. Selv når lægen fortæller, at de er raske, eller måske at der er tale om en »uforklarlig bagatel«, og at det vil gå væk af sig selv, vil en del være overbevist om, at de lider af en dødelig sygdom. Denne andel er formentlig vokset i samme takt som mængden af sundhedsstof i medierne. Samtidig kan internettets overflod af klinisk information (og misinformation) opgradere en bekymret læser til komplet neurotiker.

Den sygdomsangste, men raske patient er ikke en nem patienttype og vil ofte føle det som en grov fornærmelse, når lægen antyder, at symptomerne kan have en psykisk årsag. Formentlig tænker de fleste læger sig om en ekstra gang, før de ytrer ordet hypokondri.

For tænk, hvis man nu alligevel har overset noget alvorligt.

Blad nummer: 

Right side

af Jørgen Skov Jensen | 05/07
1 Kommentar
af Bodil Thordis Lyngholm | 03/07
6 kommentarer
af Anette Bygum | 02/07
1 Kommentar
af Ejnar Skytte Ankersen | 02/07
1 Kommentar
af Hanne Madsen | 01/07
1 Kommentar
af Jan Henrik Værnet | 01/07
1 Kommentar
af Simon Wehner Fage | 01/07
4 kommentarer
af Henrik Keller | 27/06
4 kommentarer
af Jerzy Miskowiak | 27/06
1 Kommentar