Skip to main content

I Aarhus deler de viden over nettet

Kurt Balle Jensen

12. jun. 2012
2 min.


”Vi er 10.000 ansatte. Hvordan kan vi dele vores viden?” Det var spørgsmålet, og svaret var MidtLink. Fremover har Aarhus Universitetshospital som det første hospital sit eget sociale medie. Her kan alle ansatte på tværs af afdelinger, faggrupper og matrikler ”snakke sammen”, stille spørgsmål osv. I et lukket forum over nettet, og der kommer navn og foto ved den enkeltes indlæg, som det kendes fra blandt andet Facebook. ”Anledningen var overgangen til EPJ. Vi ville skabe et medie, hvor man hurtig kan få hjælp, når man løber ind i et problem. I MidtLink skal man kunne finde de svar, der i forvejen findes. Her kan den enkelte skrive sine løsninger ind, så andre kan bruge dem, og Sundheds-IT holder øje med, at det så også er rigtige løsninger og svar, der lægges ud”, siger hospitalsdirektør Gert Sørensen.

For ham er det kun starten. Næste fase bliver de mange aspekter inden for arbejdsmiljø, hvor man sjal kunne dele viden over MidtLink. Og han kan godt forestille sig det nye medie brugt til deling af erfaringer omkring behandling og pleje, så man kan lære af hinanden og af specielle patientforløb.

”Det vigtige er videndelingen, så vi sammen lærer og bliver bedre. Vi kalder det kollektiv intelligens, siger hospitalsdirektøren.

Aarhus Universitetshospital har samarbejdet med konsulenthuset Wemind om udviklingen, og her har man indhentet en række udtalelser fra de superbrugere på hospitalet, der allerede i en periode har været på det nye sociale medie, før det nu åbnes for alle:

”Én af dem sagde, at hun altid starter med at søge på MidtLink, så hun måske kan undgå at skulle forstyrre en kollega. Meningen er, at informationer så at sige skal kunne flyde konstant, og man vil opleve, at der allerede er svar på de fleste spørgsmål. Der skal udvikles en hjælpekultur, hvor man ikke kun oplever det som positivt at kunne finde svar på spørgsmål, men også at kunne dele ud af sin viden og dermed hjælpe andre, siger Ole Kassow fra Wemind.

For ham er det afgørende, at ledelsen på alle måder bakker op, når brugen af et socialt medie skal gøres til en del af hverdagen. Og den opbakning er der på Aarhus Universitetshospital:

”Det er ok at bruge MidtLink i arbejdstiden. Faktisk opfordrer vi til det ”, siger hospitalsdirektør Gert Sørensen.

Se mere på: https://vimeo.com/43164410