I Afghanistan er psykisk syge stadig »gale«

Det første, Dr. Abdul Azim Saljogi gjorde, da han begyndte at arbejde på centeret, var at ændre navnet fra Galehus til Center for beskyttelse af mentalpatienter. Først var der ikke nogen, der forstod, hvorfor navneskiftet var så vigtigt for Abdul, men til sidst fik han sin vilje.

»Mange folk tror, at det er umuligt at hjælpe folk med psykiske problemer. Med navneskiftet er vi med til at gøre folk opmærksomme på, at det er muligt at gøre noget for de folk«, siger psykiater Abdul Azim Saljogi. Han har nu arbejdet på centeret i den afghanske by Herat i den vestligste del af landet i fire år.

Fyrre års konflikt og krig har sat sine ar på afghanernes sind og psyke. Omkring halvdelen af befolkningen har en eller flere psykiske lidelser, lød det sidste efterår fra det afghanske sundhedsministerium, som havde fået lavet en rapport om problemet. Det er svært at sætte nøjagtig tal på udbredelsen af psykiske lidelser, men Abdul Azim Saljogi mener, at ministeriets vurdering er realistisk.

»Der er både krig og tørke for tiden, og derfor ser vi flere patienter«, siger Abdul Azim Saljogi.

Selvom epidemien af psykiske lidelser nu har opmærksomhed på højt politisk niveau, er der stadig lang vej til effektiv behandling for alle, der har behov. På landsplan er der kun 320 sengepladser til patienter med psykiske lidelser, og der eksisterer kun få sundhedsklinikker med fokus på psykisk sygdom, ifølge WHO. Det er uklart, nøjagtigt hvor stor befolkningen i landet er, men den anslås at være på op mod 35 millioner mennesker.

Center for beskyttelse af mentalpatienter i Herat er et af få af sin slags i hele landet, og Abdul Azim Saljogi er den eneste læge, som er ansat her. Han understreger, at stedet ikke er et hospital, men et tilbud, hvor mentalpatienter kan bo under opsyn og få hjælp til at få den tilskrevne medicin.

De mest udbredte lidelser blandt patienterne her er PTSD, skizofreni, bipolar lidelse, depression, epilepsi og forskellige grader af mental retardering, fortæller han.

Manglen på tilbud inden for mental sundhed betyder, at folk med vidt forskellige lidelser bliver samlet her på et overfyldt og underbemandet center. Selvom patienterne kan komme i bad, og et par industrivaskemaskiner kører, så er luften tæt og tung af lugten af urin.

»Vores største problem er, at alle er blandet sammen her. Vi har ikke faciliteterne til at lave forskellige centre for folk med forskellige lidelser«, siger Abdul Azim Saljogi. Oven i de psykiske lidelser er mange patienter ramt af fysiske patologier som smerter, leverproblemer eller bronkitis, fortæller han.

»Vi har for lidt personale, og der er brug for uddannede sygeplejersker og farmaceuter. På grund af det kan vi ikke gøre nok for de sværeste patienter«, fortæller Abdul Azim Saljogi.

Han var ikke i tvivl om, at han ville specialisere sig i psykiatrien, da han blev færdig med basisuddannelsen på universitetet.

»Sindet er meget vigtigt for alle læger, for det kontrollerer hele kroppen«, siger han.

Dæmoner og forbandelser

Selvom der er kommet mere fokus på krigens usynlige sår, er psykisk sygdom stadig tabubelagt og forbundet med overtro og religion. Dæmoner og forbandelser bliver set som grund til, at folk bliver »skøre« og »gale«, og en del søger derfor stadig hjæp hos religiøse lærde for at få hjælp.

»Familier vil ikke have, at andre hører om psykisk sygdom i familien. De ser det som noget dårligt; for eksempel er nogle mennesker bange for, at de ikke kan få datteren gift, hvis det bliver kendt, at hun har det dårligt«, siger Abdul Azim Saljogi.

Mange symptomer bliver overset, simpelthen fordi de er så udbredte, at de ikke bliver set som abnormale, konkluderer Mark de Rond, professor i organisatorisk etnografi ved University of Oxford.

»En årsag til, at PTSD ikke bliver lettere diagnosticeret, er, at nogle af dets symptomer – hyperophidselse, vagtsomhed og angst – ikke bliver set som særligt unormale her. PTSD er ingen steder, fordi det er alle steder«, skriver Mark de Rond i en artikel for netmediet Medium på baggrund af et feltstudie i Afghanistan.

En anden udfordring for behandling er, at mange af sociale eller etniske årsager ikke tør at tale med en fremmed om, hvordan de har det. Mange har svært ved at sætte ord på, hvordan de har det, fordi de aldrig gør det. I et land, hvor mange har oplevet stor smerte, kan det føles selvoptaget at belemre andre med sine følelser, lyder det fra Mark de Rond.

»Dermed, ironisk nok, har livets hårdhed gjort det svært at udtrykke, hvor svært det er at leve her«, skriver Mark de Rond.

Det kan Abdul Azim Saljogi genkende.

»Mange folk tager til lægen og fortæller om hovedpine og andre smerter, men mange hovedpiner er ikke hovedpine; det er i stedet psykiske problemer«, siger Abdul.

#GALLERY

Usynlig krigsskade

I formiddagssolen går han sin runde på centeret, som er omkranset af en høj, gul mur med pigtråd. Kvinder og børn bor i et særskilt område bag endnu en mur.

Beboerne har en meget blandet problematisk bagrund. De kan f.eks. være fattige men måske raske nok til at klare sig selv men uden andre steder at tage hen, de kan have mentale handicap eller lidelser og kan have været voldelige over for deres familie, de kan være misbrugere.

Beboerne sidder på rad og række udenfor, og nogle af dem er lænket til hinanden – to og to ved anklerne. En mentalt handicappet mand henvender sig til lægen; han vil løses fra den anden patient, han er lænket til, som han siger slår ham. Lægen siger nej og forklarer bagefter, at det er for, at de ikke skal stikke af.

I mange år er krigens synlige sår blevet prioriteret, imens psykiske men ikke har fået samme opmærksomhed fra donorer, myndigheder og ngo’er. Men de mange års krig påvirker afghanernes mentale helbred på mange forskellige måder, fortæller Abdul Azim Saljogi. Arbejdsløshed, fattigdom, fysisk sygdom, ikke at kunne komme i skole, tab af venner og familie påvirker alt sammen den psykiske tilstand.

»At miste en arm eller et ben kan på lang sigt også udvikle sig til et psyskisk ar. Mange mennesker, som er blevet fysisk ramt af krigen, bliver senere psykiske patienter«, siger Abdul Azim Saljogi.