I arbejdstøjet for et sundhedsvæsen i topform og balance

Regeringens længe ventede sundhedsudspil er endelig landet. Indtil videre er det »kun« et udspil, men mon ikke regeringen får en aftale i hus?

I en række medier har jeg kvitteret overordnet positivt for det ambitiøse reformudspil. I overskrifter har fokus ikke mindst været på den nye struktur i Østdanmark. Den er også vigtig – og den vender jeg tilbage til – men udspillet og præsentationen af det rummer en masse andet, som er vigtigt for lægestanden.

Det gælder ikke mindst dimensioneringen af speciallægeuddannelserne. Vi er generelt for få speciallæger til, at vi kan lægedække landet tilstrækkeligt. Jeg har derfor også kvitteret for, at regeringen nu lægger op til, at flere læger skal kunne blive speciallæger. Som mange vil vide, er det noget, Lægeforeningen har efterlyst i årevis, hvor der ikke har været videreuddannelseskapacitet nok – ikke mindst for få HU-forløb. Regeringens udspil når ikke i mål, men det er positivt, at politikerne nu endelig lægger op til handling.

Konkret gælder det flere HU-forløb i almen medicin, geriatri, psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri. Et udmærket afsæt; ikke mindst udbygningen af primærsektoren er lovende. Men det er også klart, at det ikke kan stå alene. Mange andre specialer har brug for flere speciallæger, og samtidig skal alle de læger, der uddannes fra universiteterne, kunne blive speciallæger. Det kræver blandt meget andet også en solid, moderne rekrutteringsindsats i alle regioner. Det kæmper Lægeforeningen fortsat videre for. Og det er klart, vi vil søge indflydelse, så den nye dimensionering kommer til at give mening i den kliniske virkelighed.

Den mening savner vi eksempelvis i det foreslåede loft for antal speciallægestillinger på visse sygehuse, som kan virke arbitrær, når patientstrømme er dynamiske, og patientrettigheder skal overholdes. Til gengæld vil det give rigtigt god mening, hvis reformudspillet og dimensioneringen tænkes sammen med tiårsplanen for psykiatri. Det kommer Lægeforeningen også til at lægge vægt på.

I det hele taget bliver der nok både at holde øje med og få påvirket i den rigtige retning. Etableringen af sundhedsråd, opgaver, der flytter fra kommuner til regioner, flere patientrettigheder og nye forpligtelser for regionerne foruden en generel mere statslig styring af udviklingen af ikke mindst det nære sundhedsvæsen. Herudover har vi stadig til gode at se det nationale prioriteringsråd blive til virkelighed. Det nævnes både i regeringsgrundlaget og i det nye reformudspil, hvilket er lovende. Lægeforeningen er selvsagt klar til at spille konstruktivt ind i rådet, så det kommer rigtigt fra start, når tid er. For ligesom med strukturel forebyggelse kan prioritering reducere presset på sundhedsvæsenet.

Hvad angår forslaget om én stor region øst for Storebælt, som har fået meget omtale, er det den rigtige vej at gå. Status quo er ikke en mulighed. Det gælder især, når ét af målene i den nye sundhedsreform er, at uligheden – og ikke mindst uligheden i sundhedstilbuddene – skal mindskes.

Kompetente og dygtige læger og kolleger i Region Sjælland gør deres arbejde godt og leverer på højt fagligt niveau, så det er ikke her, skoen trykker. Sagen er, at I, der arbejder i regionen, simpelthen er for få til de mange patienter. Samtidig er Region Sjælland ikke så veldrevet, som man kunne ønske.

Én stor region vil skabe nye muligheder for samarbejde mellem hospitaler, sammenlignelige afdelinger, kliniske enheder med meget mere på tværs af hele Sjælland inklusive øerne, som dermed både vil kunne løfte det fælles ansvar for patienterne, udvikle faglige miljøer og understøtte den speciallægeuddannelse, der foregår snart sagt alle steder.

Det bliver svært, ja, men det bliver ikke på et diktat fra statsministeren om, at alle skal pendle langt en dag om ugen. Et sådant udsagn bidrager ærlig talt ikke konstruktivt, og det ville også være spild af ressourcer. Vi vil selvfølgelig skulle tænke samarbejde og arbejdsgange på nye måder, hjælpe hinanden med at hjælpe de mange patienter. Hér vil alle konstruktive bidrag med afsæt i vores faglighed og kliniske virkelighed danne grobund for de løsninger, der er mest bæredygtige. Og som sender politikerne ud af »maskinrummet«.

Regeringen har spillet ud – som stand står vi klar til at skubbe på for et sundhedsvæsen i topform og balance.