Content area

|

»I dag har jeg lidt atypisk hele to patientsamtaler«

Overlæge og klinisk lektor Simon Hjerrild om en arbejdsdag på Afdeling for Psykoser i psykiatrien på Aarhus Universitetshospital, hvor det – igen – er umuligt at nå det hele.
Foto: Jesper Balleby
Forfatter(e)
Jens Nielsen jen@dadl.dk

05.45: Vækkeuret ringer på sit vanlige tidspunkt. Jeg tager kaffen med ud på hundens morgenrunde. Da jeg kommer tilbage, er resten af huset vågnet, og børnene gennemfører søvnigt deres morgenrutine. I Aarhus’ tætte morgentrafik sætter jeg to af børnene af på skolen og fortsætter til mit arbejde i team for ADHD ved Afdeling for Psykoser, Aarhus Universitetshospital, hvor vi behandler voksne med ADHD, og jeg er ansat som overlæge. Vi er hårdt spændt for, og det sker ofte, at jeg ikke når alt det, jeg skulle og ville, men det til trods er det et enormt meningsfuldt arbejde.

08.00: Møder ind og smalltalker lidt med de superdygtige yngre læger i mit team. Danner mig et overblik over dagens program og prøver at prioritere i de opgaver, jeg ikke har nået i løbet af ugen, og så går jeg i gang med at forberede mig til dagens samtaler. I dag har jeg lidt atypisk hele to patientsamtaler. Normalt har jeg én, da supervision, møder og konferencer tager meget af min tid. Det er paradoksalt, at man som speciallæge ser så få patienter, da netop samtalen med patienter er vores kerneydelse, hvor vi kunne skabe den fremdrift, man godt kunne ønske sig for patienterne. Det arbejde overlades nu i høj grad til de yngre læger, psykologerne og sygeplejerskerne. De gør det rigtig godt, men det er en stor opgave.


09.30: Samtale med en mand med ADHD, som jeg mistænker for også at have en personlighedsforstyrrelse. Vi aftaler et udredningsforløb med teamets specialpsykolog, da jeg desværre ikke selv har muligheden for at lave det på grund af en overbooket kalender. Heldigvis ser det ud, at der nu er bedre søgning til vores speciale, men i Region Midtjylland mangler vi lige nu 40 speciallæger i psykiatrien, så det er mere end svært at give patienterne optimale behandlingsforløb.


11.00: Dagens anden samtale, her er der tale om en særdeles kompleks patient, som vi har svært ved at finde ud af præcist hvad fejler, og som har en lang journal. Jeg brugte tre timer i går aftes på at læse de første 400 sider af journalen og når lige de sidste 200 sider inden samtalen. Vi lægger en plan for en grundig udredning, som jeg prioriterer selv at lave. Så må andre opgaver udskydes. Sådan er det: Vi har 250 patienter i ambulatoriet, og bruger man tid på den ene, går der tid fra andre. Jeg kan altid godt bruge nogle ekstra timer til at forberede mig, og så bliver min ambition om at være så grundig som mulig anfægtet. Men man må bare se i øjnene, at man kunne arbejde 80 timer om ugen stadig uden at kunne nå det hele. Der er simpelthen et mismatch mellem udbud og efterspørgsel og mellem de – ganske rimelige – krav, der stilles til os, og så de ressourcer, vi har til rådighed. Hvis man insisterer på det perfekte og på at nå alt hele tiden, brænder man ud.


12.15: Kommer ca. et kvarter for sent til vores ugentlige speciallægemøde i afdelingen, men når at få de vigtigste punkter med, selv om jeg er godt ør i hovedet. Efter mødet går jeg i gang med at dokumentere dagens samtaler og når lidt supervision af de yngre læger i teamet.


14.00: Vi holder vores månedlige overlægeforsamling, der er et møde, hvor vi drøfter udviklingen af psykiatrien både lokalt og regionalt. Jeg deltager ikke så aktivt, da jeg stadig er ved at dokumentere samtaler, lave recepter, godkende blodprøver og ekg. Jeg når ikke det hele, hvorfor en række opgaver igen må udskydes. Jeg har en lidt skarp bagkant i dag, da jeg også skal hente børnene fra skolen.


16.00: Aarhus er kaotisk at køre igennem om eftermiddagen, men der er trods alt ro og podcast i bilen. Henter børnene på skolen og går hjemme i gang med aftensmaden, mens min kone er til hundetræning med vores finske lapphund.


20.00:
Ro i huset, mest fordi vi har store børn, der er rimeligt selvkørende. Jeg går i gang med at forberede teamets temadag i morgen, der handler om, hvad vi gerne ville tilbyde, såfremt der var ressourcer nok, og hvad vi så rent faktisk kan tilbyde inden for den aktuelle ramme. Vi ved for eksempel, at kognitiv terapi for nogle kunne erstatte eller være et godt supplement til den medicinske behandling – men det er ressourcekrævende, så det kan vi ikke tilbyde. På den måde er forberedelsen en lærerig, men også lidt frustrerende øvelse.


22.00: Trætheden trænger sig på. Er nødt til at gå i seng for at være frisk i morgen, men ser frem til en hel dag, hvor vi kan glæde os over et særdeles meningsfuldt arbejde i verdens bedste speciale, også selvom jeg – heller ikke i dag – nåede alle mine opgaver.

Blad nummer: 

Right side