»I de 25 år, jeg har været læge, har jeg aldrig oplevet så stor afstand mellem klinikeren på gulvet og politikeren som nu«

Overlæge på Anæstesiologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, Helle Laugesen har i mange år været formand for Overlægerådet på AAUH. Der havde hun en vis indflydelse på interne beslutninger på hospitalet, fortæller hun.

I de seneste tre år har hun været formand for det regionale overlægeråd, ROR. Det er en regional del af Overlægeforeninden, hvor man altså agerer på tværs af sygehusene og dermed i princippet har en adressat højere op i hierarkiet, med regionspolitikerne. Her er det sværere at få indflydelse, siger Helle Laugesen.

»Min oplevelse er, at vi ikke bliver inviteret ind i beslutnings- og høringsprocesserne i særlig høj grad«, siger hun.

Helle Laugesen er også medlem af bestyrelsen for den regionale Lægeforening i Nordjylland, og her er der et formaliseret dialogmøde mellem LF og regionsrådet en gang om året.

»I det forum vil vi gerne fortælle om de problemer, vi oplever i hverdagen, og om, hvad der går godt. Men der er et dilemma. For hvis vi kommer til at fremstå for negative og for klagende, så vil de ikke høre på os. Det synes jeg nogle gange er besværligt at navigere i, fordi vanskelighederne i hverdagen fylder så meget«.

Hun tilføjer:

»Der er en stor kontrast mellem det, befolkningen bliver lovet, og så det, vi oplever, vi kan yde i praksis ude i klinikken«.

Helle Laugesen mener, at der er blevet længere mellem regionspolitikerne og klinikken.

»I de 25 år, jeg har været læge, har jeg aldrig oplevet så stor afstand mellem klinikeren på gulvet og politikerne som nu. Det skyldes ikke mindst, at der på hospitalerne er indskudt flere ledelseslag. Vi på gulvet har nem adgang til den ledende overlæge, som så er den, der taler med klinikledelsen, som taler med hospitalsledelsen, som taler med regionledelsen. Der er kommet et tykt lag ind, hvor vores oplevelse kan ændres undervejs i genfortællingen«.

Bliver de ændret?

»Ja, der bliver pyntet på det. Jeg kan godt se dilemmaet: Vi, der er i klinikken, ser problemerne på én måde, og skal nogle gange øve os i at komme op i helikopterperspektivet. Vi ser nok barriererne frem for succeserne«.

Det kunne måske godt være anderledes, funderer Helle Laugesen.

»Måske har det der med at pynte på det en vis berettigelse. Jeg kunne godt tænke mig at vi – og der mener jeg både læger og sygeplejersker – blev anerkendt for, at vi i virkeligheden gør et godt stykke arbejde de fleste steder. Den anerkendelse savner jeg, fordi selv om vi har rigtig travlt, og vi ikke altid føler, at vi helt har tid til at udføre den kliniske opgave godt nok, så går ni ud af ti forløb godt. Men går den tiende lidt skævt, så er det den, vi selv husker«.

»Der kan vi kan godt have behov for hjælp til at have fokus på, at vi gør det supergodt. På trods af at vi skal yde mere, og at vi slet ikke må lave fejl. Risikoen for en klagesag er langt større i dag end for 25 år siden. Vi kan ikke en gang imellem springe over, hvor gærdet er lavest. Der kunne jeg godt savne en diskussion af, hvornår det er godt nok, og at vi fik en politisk diskussion af, at vi ikke kan det hele. Jeg kunne tænke mig en større anerkendelse af det gode arbejde, vi gør, fra både arbejdsgivernes og politikernes side«, siger Helle Laugesen.

Sparsom politisk viden om sundhedsvæsenet

Overlæge Bjarne Hjaltalin er nytilrådt formand for ROR i Region Sjælland. Han har en længere erfaring med lægepolitik bag sig, han har bl.a. været bestyrelsesmedlem i Yngre Læger og været i formandskabet i YL i Region Hovedstaden.

Bjarne Hjaltalin oplever, ligesom Helle Laugesen, afstanden mellem politikerne og klinikerne.

»Jeg oplever ofte, at der er meget langt fra klinikken til de regionale sundhedspolitikere«.

Han mener, at personlige kontakter til politikere kan være med til at sikre en lægefaglige dimension i politiske beslutninger

»Regionspolitikere har ikke altid den største indsigt eller erfaring fra sundhedsområdet. Mange dårlige beslutninger kan undgås, hvis de får muligheden for at drøfte tingene med en af ”os på gulvet”. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at man kan være uenige. Men det er et jo et grundvilkår i demokratiet«.

Ifølge ham er politikerne ofte ikke bekendt med de udfordringer, der er på sundhedsområdet, hvilket delvist skyldes en indbygget mekanisme.

»Det er desværre mit indtryk, at systemet er opbygget, så de forskellige ledelseslag sjældent har en fordel ved at fortælle, når der er noget galt«, siger han.

Det kan have store konsekvenser, hvis politikere ikke ved, hvad der foregår, og det er et problem, mener han.

»Det kommer først frem, når der pludselig er en historie i medierne – akuttelefonen i Hovedstadens beredskab er et godt eksempel. Det var jo ikke en overraskelse for de ansatte, men politikerne vidste åbenbart ingenting«.

Bjarne Hjaltalin peger på, at et godt sted at udveksle information er MED-udvalgene, hvor MED står for medbestemmelse og medindflydelse. Specielt hospitals- og regions-MED-udvalgene åbner mulighed for kontakt mellem medarbejdere og topledelse. Men klinikerne er underrepræsenterede i de udvalg, mener han:

»Lægerne er ofte repræsenteret af en yngre læge, fordi overlægerne definitorisk er ledere. Desværre er denne yngre læge ofte den eneste, der reelt arbejder i klinikken, da de fleste andre organisationer fuldtidsfrikøber fællestillidsrepræsentanter, der dermed slet ikke arbejder klinisk. Oven i købet bestrider mange af dem posterne i årevis, og så er der ikke den ønskede kontakt mellem medarbejdere og topledelsen, som systemet ellers indbyder til«.

Indflydelse ved at være aktiv

Selv om både Helle Laugesen og Bjarne Hjaltalin oplever stor afstand til politikerne, er der i ROR alligevel mulighed for at få indflydelse, det vil typisk ske via den regionale Lægeforening.

Bjarne Hjaltalin nævner, at Overlægeforeningen og ROR sammen med sygehusledelserne lige nu arbejder med, hvordan dele af den seneste overenskomst skal implementeres, herunder speciallægers efteruddannelse.

»Vi har konkret bedt om en registrering af den reelle efteruddannelse, der pågår, så vi kan danne os et overblik over, om overenskomsten overholdes. Antallet af dage til efteruddannelse er overenskomstbestemt, og ledelserne skal sørge for, den overholdes. Desværre er der ikke afsat ret mange midler til efteruddannelse i forhold til, hvad der bør afsættes til akademiske medarbejdere. Hvis beløbet skal hæves, bliver det dog hurtigt et politisk spørgsmål«.

Også Helle Laugesen understreger betydningen af at gøre noget aktivt for at få indflydelse.

»Vi skal som ROR finde vores egne ben, vi er en relativt ny opfindelse. Vi skal have energi til at gå ud og banke på nogle døre, og det kniber det med overskuddet til. Dog har jeg netop skrevet til vores sundhedsfaglige direktør i Region Nordjylland, at vi gerne vil have et møde om, hvordan de vil implementere OK 21 i forhold til at få overlæger mere på banen ledelsesmæssigt«.

»Min oplevelse generelt er, at når vi henvender os, får vi som regel også positivt svar tilbage. Men ofte bliver det dog den samme sang om visionerne og noget meget overordnet. Det er svært at få sådan noget ned i praksis«, siger Helle Laugesen.

Personlige kontakter

Helene Westring Hvidman er formand for Lægeforeningen Region Hovedstaden, og hun understreger også relationen til politikerne og den personlige kontakt til dem som afgørende for at få indflydelse. Det sker ved at holde møder med politikerne, både enkelte politikere og politiske udvalg og de politiske partier. Der er løbende dialogmøder om presserende emner f.eks. psykiatri i foråret, oplyser hun. Der er også et samarbejde med administrationen. Således var Helene Westring Hvidman i foråret vært sammen med daværende regionsdirektør Svend Særkjær på et temamøde om lægelig ledelse i forlængelse af, at Lægeforeningen havde udsendt sin politik på området.

»Så det er et spørgsmål om løbende kontakt, så vi har mulighed for at mødes med politikere og administration, og præsenterer emner, der er vigtige for os, samt løsninger på presserende udfordringer«, suger Helene Westring Hvidman.

Dialog via specialeråd

En anden platform for at få lægefaglighed ind i sundhedspolitiske beslutninger er de regionale specialeråd. De er faglige og bliver typisk hørt i forbindelse med sager, der vedrører det specifikke speciale. I rådet sidder repræsentanter for specialet fra alle regionens sygehuse, og dermed både det højtspecialiserede og det basale. Det kan i sager om for eksempel samlinger af funktioner betyde, at det er svært at nå til enighed. Sygehusene, der skal have fjernet en funktion, vil ofte ikke have samme indstilling, som det sygehus, der skal have funktionen samlet hos sig. Begrebet sognerådspolitik er da også et ry, der knytter sig til de regionale specialeråd.

Men formanden for det regionale specialeråd for kardiologi i Region Midtjylland, Christian Gerdes, har både godt og skidt at sige om specielrådenes indflydelse i regionen.

»Vi får godt nok tingene i høring ret sent, fra regionen og i øvrigt også fra Sundhedsstyrelsen. Men jeg har alligevel en oplevelse af, at vi bliver hørt, fordi vi ofte får opfølgende spørgsmål fra embedsmændene; de går i dialog med os. Det oplevede vi for eksempel ved en tidligere regional sparerunde, hvor regionen ganske vist ikke rettede sig efter vores – kardiologernes – indsigelse. Det gjorde de til gengæld efter et par andre specialers, og regionen endte med at lave om på planerne for dem«.

Specialerådene bliver typisk hørt i forskellige sager, der skal tages politisk op. De kan blive bedt om en udredning af et komplekst område inden for specialet, som skal bruges til politisk vedtagelse.

Men fra specialerådets udredning bliver sendt fra klinikernes hånd, til den havner på politikernes bord, sker der en forvandling med indholdet, som ikke tjener fagligheden i beslutningerne, mener Christian Gerdes.

»Den kliniske udredning bliver beskåret, tygget igennem, fordøjet af embedsværket og serveret på en måde, så politikerne kan forstå og overskue det. Dermed forsvinder detaljerne, hvilket er skidt i komplekse sager, og nogle gange har man indtryk af, at beslutningen allerede er truffet, inden sagen når det politiske system«, siger han.

Christian Gerdes oplever som så mange andre klinikere, at der er stor afstand til politikerne.

»Vi diskuterer nogle gange i forskellige fora, at vi synes, at der er meget langt til politikerne. Tidligere regionsformand Bent Hansen sagde en gang ved et møde, at han syntes, at det er klinikernes forpligtelse at gå direkte til politikeren, hvis der er et eller andet helt forkert«.

Men Christian Gerdes vil ikke kontakte en regionspolitiker direkte. Man har sine loyaliteter opad i hierarkiet, som skal følges, mener han.

»Jeg synes ikke, det ville være fair. Man skal sætte tingene ind i en kontekst, inden man går ud. Det skulle kun være, hvis der kom et helt urimeligt krav om at fjerne en funktion bare for at spare, og det har jeg ikke haft behov for«.

Afstanden til politikerne er dog et problem, og Christian Gerdes efterlyser mere dialog med dem. Han henviser til et dialogmøde, som regionen på eget initiativ holdt for et par år siden, som var meget konstruktivt. Det var et heldagsmøde, alle regionens specialråd var med og alle regionspolitikerne.

»Det var arrangeret med runde borde, som de enkelte specialeråd sad ved, og så roterede politikerne fra bord til bord. Alle syntes, det var meget spændende og givende. Sådan nogle møder kunne vi godt bruge nogle flere af. Det er enormt sjældent, vi har direkte adgang til politikerne«, siger Christian Gerdes.

Altid med regionen som mellemled

Enhver kontakt mellem politikerne og klinikerne i Region Syddanmark sker igennem regionens embedsmænd. Det er det indtryk, som formanden for regionens specialeråd i urologi, Ulla Geertsen, har.

»Vi har ingen direkte dialog med politikerne. Jeg har heller aldrig tænkt på, at få det. Og hvis tanken skulle komme, ville jeg ikke vide, hvem jeg skulle henvende mig til«, siger hun.

Men det betyder ikke, at specialerådet er uden for indflydelse. Under den nylige strukturændring af urologien, hvor funktioner blev flyttet fra Sygehus Sønderjylland til Sygehus Lillebælt Vejle, deltog repræsentanter fra specialerådet i en række møder med regionens embedsværk.

»Det var i vid udstrækning vores – klinikernes – løsningsforslag, der blev politisk vedtaget. Vi var i øvrigt også et enig specialeråd; Sygehus Sønderjylland havde ikke længere bemandingen til alle funktionerne, hvorfor der skete en regulær strukturændring af specialet i regionen, og nogle funktioner endte med at blive flyttet«.

Ulla Gertsen har dog også oplevet ikke at blive hørt, trods involvering. Hendes speciales ledende overlæger er blevet taget med på råd i en sag, som regionen ønskede løst på en måde, som klinikerne ikke gik ind for af lægefaglige årsager.

»Vi blev indkaldt til flere møder, hvor vi drøftede en problematik i forbindelse med opgavefordelingen i regionen. Men mit indtryk var, at de havde besluttet, hvordan det skulle ende. Vores indvendinger blev ikke hørt af regionen. Det var et politisk pres, fornemmede man. Men vi havde ingen kontakt med politikerne. Alt sker via embedsværket«, fortæller Ulla Geertsen.

Problematikken er siden taget op af Sundhedsstyrelsen som led i, at de er i gang med at justere specialeplanen for urologi.

Læge og regionspolitiker: Det er svært at få en uformel dialog med sundhedspersoner

Hvordan opleves det fra politikersiden? Ved regionspolitikere nok om sundhedsvæsenet? Hvad er deres muligheder for at få mere indsigt i klinikken?

Professor, overlæge Jacob Rosenberg har siddet i regionsrådet i Region Hovedstaden i en periode. Han siger:

»Det er meget nemt at svare på. For der er et problem. Her i Region Hovedstaden har vi regionspolitikere ikke rigtig adgang til sundhedspersonerne, hvad enten det er læger, sygeplejersker eller andre faggrupper. Det sker kun i forbindelse med halvofficielle besøgsaftaler«.

Det kan man som politikere bede om, og så bliver det som regel arrangeret uden problemer.

»Hvis der kommer regionspolitikere på et sådant besøg på en afdeling, er det altså et officielt besøg, og hospitalsledelse og afdelingsledelser stiller op. Det er nærmest som en kongelig visit. Og man får nok ikke at høre, hvad man som regionspolitiker har behov for at vide, når alle officerer og løjtnanter er der. Det er lidt ærgerligt«, siger han.

Han uddyber:

»Vi har ikke fået at vide, at vi ikke må kontakte en sundhedsinstitution direkte. Det gør man bare ikke. Og som politiker kan man godt have brug for en mere uformel dialog med sundhedspersoner. Det er svært at få i det system, vi har«.

Jacob Rosenberg hører fra sine politikerkolleger, at de synes, sundhedsvæsenet er kompliceret.

»Det er smaddersvært for dem at nå at sætte sig ind i sagerne. Den eneste fuldtidspolitiker er formanden, som har et tæt samarbejde med regionens administration. Og der foregår jo en masse ting i hele regionen hver dag, som vi andre politikere ikke ved noget om. Det betyder, at vi nogle gange læser noget i avisen, som vi ikke har hørt en dyt om. Sådan må det jo være, når vi andre er fritidspolitikere. Men det er ærgerligt, og der kunne kommunikationen godt blive lidt bedre«.

Jacob Rosenberg er i en særlig situation, fordi han som læge har sit eget lægelige netværk.

»Dem tager jeg direkte fat i, hvis jeg vil høre nærmere om noget, professorer, overlæger, ledende sygeplejersker osv.«.

Han får også direkte henvendelser fra sundhedspersoner uden om det politiske system.

»Enormt mange, faktisk, ofte er det, fordi de vil gøre opmærksom på nogle problemer, og de vil høre, om jeg som politiker tror, der kan gøres noget politisk«.

Jacob Rosenberg understreger, at det langtfra er fra partifæller.

»Det har ikke noget med det at gøre. Det er helt upartisk. Partipolitik er slet ikke et issue i den kommunikation, jeg har med fagfolk. Om jeg er konservativ eller fra Enhedslisten eller hvad, er ligegyldigt. Det kan jeg godt lide. Det er sagen, det handler om«.

Jacob Rosenberg genopstiller til dette valg.

På spørgsmålet, om han synes, at regionspolitikeren har indflydelse på sundhedsvæsenet, lyder et klart ja.