Content area

|

»I forhold til de her små børn er der tale om et systemsvigt«

16 procent af de 0-9-årige børn har mentale helbredsproblemer, og otte procent bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom, inden de fylder ti år – og vejen til den rette hjælp er ofte lang og snoet, viser rapport fra Vidensråd for Forebyggelse. Der er tale om ’et systemsvigt i forhold til de små børn’, lyder det fra BUP.
De 0-9-åriges mentale helbredsproblemer handler blandt andet om følelsesmæssige vanskeligheder som angst og tristhed. (Modelfoto: Colourbox)
Forfatter(e)
Jens Nielsen jen@dadl.dk

En meget betydelig gruppe af de mindste børn i Danmark har mentale problemer, der har stor indflydelse på deres og deres familiers liv og hverdag og kan få langvarig indvirkning på deres ungdoms- og voksenliv. Det viser en netop offentliggjort rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, »Mental sundhed og psykisk sygdom hos de 0-9-årige børn«: Mindst 16 procent af de 0-9-årige i Danmark har betydelige mentale helbredsproblemer, og otte procent bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom i hospitalsvæsenet, inden de fylder ti år, konstateres det i rapporten.

De mentale helbredsproblemer handler først og fremmest om følelsesmæssige vanskeligheder som angst og tristhed eller om adfærdsmæssige vanskeligheder med konfliktskabende adfærd.

De otte procent, der bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom, får oftest konstateret ADHD, mental retardering eller en autismespektrumforstyrrelse.

Det er ganske mange børn, som på den måde er i risiko for at få omfattende skadevirkninger, der kan række ud over barndommen og få konsekvenser i både ungdoms- og voksenlivet, påpeger Bjørn Holstein, der er professor emeritus på Statens Institut for Folkesundhed og har været formand for arbejdsgruppen bag den nye rapport:

»Jo længere barnet lever med sine problemer, desto større er risikoen for, at barnet udvikler psykisk sygdom, som vil påvirke både skolegang, familien og samværet med jævnaldrende. På længere sigt er der barnets fremtidige uddannelse, familiedannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet, der er på spil«, siger han.

Mangel på evidens og koordinering

Ud over afdækningen af omfanget af de mentale helbredsproblemer kortlægger rapporten også både risikofaktorer og beskyttende faktorer og mulighederne for og perspektiverne i en tidlig indsats – og dette sidste er af stor betydning, siger Bjørn Holstein og understreger, at »der er et stort potentiale i en indsats tidligt i barnets liv«.

Effekten af en tidlig indsats ville ikke mindst være stor, når det gælder børn, der har en kronisk somatisk sygdom, og børn af forældre, der selv har en psykisk sygdom eller sociale problemer. Men den sociale ulighed slår også meget markant igennem, når det gælder forældrenes uddannelsesniveau: Risikoen for at børn bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom er dobbelt så stor i familier, hvor forældrene har en kort uddannelse, som i familier, hvor forældrene har en lang videregående uddannelse.

Det er ikke, fordi det skorter på behandlingsmuligheder – faktisk er der en myriade af både opsporende og behandlende indsatser i landets kommuner. Men, konstaterer rapporten, der er ofte tale om tilbud uden dokumentation for effekt, ligesom der er en udtalt mangel på koordination mellem tilbuddene og mellem de forskellige voksne, der er rundt om barnet i hverdagen. Det betyder alt for ofte, at der er går unødigt lang tid, før barnet for den rigtige diagnose og den rigtige hjælp.

»Der er derfor behov for, at vi langt mere systematisk udvikler, implementerer, monitorerer og evaluerer indsatserne, så vi bliver klogere på, hvad der virker over for hvilke børn. Og dertil kommer, at vi måske går rundt og spilder en masse ressourcer, som kunne være brugt bedre«, lyder det fra Bjørn Holstein.

Sammen med arbejdsgruppen bag rapporten foreslår han derfor, at der udarbejdes en national strategi og lægges en handleplan, der skal sikre mere præcise og koordinerede indsatser. Se tekstboks.

Lang vej igen

At der er behov for koordinering og bedre sammenhæng på tværs er formanden for børne- og ungepsykiaterne i BUP fuldstændig enig i. Men Linda Hardisty Bramsen, der ud over at være BUP-formand er ledende overlæge i psykiatrien i Region Nordjylland, peger på, at rapporten set fra hendes stol ikke rummer de store nyheder:

»For mig at se bringer den desværre ikke så meget nyt frem – den beskriver det, vi ser og har set gennem ganske lang tid. Den beskriver den række af indsatser, der bliver gjort, men hvor der mangler evidens for effekten. Jeg tror desværre, der er lang vej igen, før vi når i mål«, konstaterer hun.

»Men det er os meget magtpåliggende at få politikerne til at forstå, at mange børn og unge bliver set for sent hos os i psykiatrien. Vejen til os er alt for snørklet – der går ganske enkelt for lang tid, fra de første tegn på, at der er noget galt, til barnet bliver udredt, og i den tid kan det have udviklet meget alvorligere symptomer og lidelser«, siger Linda Hardisty Bramsen.

Det seneste halvandet år har også børne- og ungdomspsykiatrien været i en ny situation – men det ændrer ikke ved det overordnede billede:

»Coronapandemien har måske nok betydet, at vi har set nogle børn og unge, vi ikke har set før – men corona har bare virket som et forstørrelsesglas på problemer, der var i forvejen«, siger Linda Hardisty Bramsen.

»Tør vi sige det højt?«

BUP-formanden mener, det var »fremskridt, da udrednings- og behandlingsretten blev indført« (i 2014, red.) – også selvom »vi fik først registreringskoderne i 2016, og det har taget lang tid at rydde op i det forsømte og med at få indført mere standardiserede udrednings- og behandlingsforløb og afkortet de lange og unødvendige forløb«.

»Øget adgang har givet flere børn og unge, som henvises, og det er godt«, siger hun.

Men Linda Hardisty Bramsen er bekymret over, at for mange børn fortsat bliver henvist for sent:

»Måske har vi i psykiatrien fået signaleret for meget, at der skal laves indsatser inden en henvisning? Jeg ved godt, at vi i børne- og ungepsykiatrien selv har været med til at sige, at der er en række problemer med børn og unges mistrivsel, som kan klares ude i kommunerne. Men ved kommunerne nok om, hvad der kan betegnes som mistrivsel, og hvad der er symptomer på en udviklingsforstyrrelse eller psykisk sygdom?«.

Men det er tid til selvransagelse hele vejen rundt, når det handler om at se de børn, der har alvorlige mentale helbredsproblemer, mener hun.

»Vi må alle se os selv i spejlet og spørge: Tør vi sige det højt, når der er noget galt med et barn? Er det omstændighederne, der gør, at de har mentale problemer – er det det, der gør dem syge? Tør vi tale om, at noget er medfødt, og at vi ikke kan forebygge alt med nok så tidlige indsatser? Udviklingsforstyrrelser for eksempel kan vi godt spotte tidligere og behandle i stedet for at vente og se, om det er noget, der går over«, siger Linda Hardisty Bramsen.

Men som det er nu, »er der ingen, der kan tage den opgave«, påpeger hun og konstaterer, at der »er en række områder, hvor samarbejdet mellem regioner og kommuner gør vejen unødigt længere« for børnene og deres familier, mener hun.

Samarbejde på tværs, tak

Ud over sektorgrænserne er det også nødvendigt med en fælles tværfaglig forståelse, siger Linda Hardisty Bramsen.

»Faggrupperne omkring barnet lærer noget helt forskelligt i forhold til mistrivsel og psykisk sygdom. En pædagog forstår måske noget helt andet ved begreberne og for eksempel, hvad en diagnose betyder, og hvordan den skal forstås og tackles i det daglige, end jeg gør, og det betyder, at vi har forskellige måder at klassificere barnets problemer på – og derfor handler vidt forskelligt på dem«, konstaterer hun.

»Vi kan altid kompetenceudvikle de forskellige faggrupper, og rapporten fra Vidensrådet giver en god samlet viden om problemernes omfang, om indsatserne og om den viden, vi har – også internationalt – min frygt er bare, at det ikke kommer til at gøre nogen forskel. Men vi må i det mindste sørge for, at alt det sundhedsfaglige personale er klædt på at sikre den rigtige indsats for det enkelte barn«, siger Linda Hardisty Bramsen.

Og så handler det om at få etableret en fast samarbejdsstruktur på af sektorer og faggrupper, mener hun:

»Vi kan som børne- og ungepsykiatere for eksempel i langt højere grad fungere som sparringspartnere i forhold til PPR. Det sker da også nu, men jeg mener, det skal formaliseres med faste møder og fora, der skaber et rum for et fast og tæt samarbejde om de børn, de ser ude i familierne, institutionerne og skolerne«.

Systemsvigt

I det hele taget ser hun gerne, at børne- og ungdomspsykiatrien bliver involveret tidligere i forhold til de børn, der udviser mistrivsel – men hun erkender, at det er et følsomt område:

»Jeg mener, at vi som psykiatere skal involveres i barnets problemer allerede i småbørnsalderen – men jeg ved også godt, at der er mange følelser involveret, og det gør det svært at handle på for politikerne«.

Derfor er det også afgørende, at politikere og beslutningstagere har indsigt i, hvad der er på spil:

»Hvis man aldrig har mødt et lille barn eller en familie, hvor der for eksempel er autisme eller ADHD til stede, og har set, hvordan det kan påvirke både barn, forældre og søskende, så er jeg bange for, at man træffer beslutninger ud fra det, man føler. Og jeg tror ikke, at de politikere, der skal skabe rammerne om indsatserne, har nogen ide om, hvordan og hvor slemt et lille barn kan have det. »Det er nok bare lidt angst, der forsvinder med tiden«. Nej, det er det ikke altid, og vi skal turde identificere de grundlæggende problemer med det samme i stedet for at skubbe dem foran os«, siger Linda Hardisty Bramsen.

Selvom rapporten fra Vidensråd for Forebyggelse, som hun konstaterer, ikke indeholder ny viden, er den alligevel et godt redskab, der skal bringes i spil:

»Den viden, rapporten giver om behovet for en bedre og mere samlet indsats, tager vi selvfølgelig med i arbejdet med tiårsplanen for psykiatrien – for man må sige, at der i forhold til de her små børn er tale om et systemsvigt«.

En national strategi

»Rundt om i landet gennemføres mange pilotprojekter, som måske er gode, men der er behov for en nationale koordineret indsats for forebyggelse og behandling af højkvalitet«, siger formanden for Vidensråd for Forebyggelse, Morten Grønbæk, i en kommentar til rådets rapport. Anbefalingen fra arbejdsgruppen er derfor, at der vedtages en national handleplan, der hviler på syv punkter:

1. Skab sammenhæng i de mange forebyggende indsatser for børn og familier i sundheds-, social- og skolesektoren.

2. Styrk mental sundhedsfremme, opsporing og forebyggelse af mentale helbredsproblemer blandt alle børn i alle kommuner.

3. Styrk indsatsen i familier, hvor en eller flere forældre har mentale eller sociale problemer.

4. Styrk mental sundhed ved at kvalificere opsporing og indføre forskningsbaserede indsatser til mental sundhedsfremme og forebyggelse af mentale helbredsproblemer i dagtilbud og skoler.

5. Styrk viden om børns mental sundhed og mentale helbredsproblemer i alle faggrupper med kontakt til børn og familier.

6. Styrk forskningen i forebyggende indsatser, der er målrettet mental sundhed, mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom blandt børn.

7. Monitorer implementeringen og effekterne af de indsatser, der er nævnt i punkt 1-6.

Right side

af Thorkild I.A. Sørensen | 09/12
1 Kommentar
af Morten Ellemose Gulev | 06/12
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 05/12
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 05/12
10 kommentarer
af Sven Refslund Poulsen | 05/12
2 kommentarer
af Kim Varming | 05/12
1 Kommentar