Skip to main content

Der er i dag evidens for, at fysisk træning i nogle tilfælde er mere effektiv, eller lige så effektiv, som medicinsk behandling, og at kombinationen af fysisk aktivitet og medicinsk behandling øger effekten af behandlingen. Desuden er der en betydelig dokumentation for, at fysisk aktivitet forebygger en lang række af de store medicinske sygdomme som fx type 2-diabetes og hypertension.

»Hvis vi skal tage den eksisterende evidens omkring fysisk aktivitet alvorligt, så bør fysisk aktivitet omfatte alle patienter, der kommer i kontakt med en læge, inklusive patienter på sygehuse. Det faglige grundlag for det fysisk aktive sygehus er samlet i bogen ,Fysisk aktivitet - håndbog om forebyggelse og behandling`, som Sundhedsstyrelsen udgav i 2003. Heri har vi gennemgået det evidensbaserede grundlag for fysisk aktivitet som behandling ved 27 forskellige diagnoser. De enkelte behandlinger er medikoteknisk vurderet, på samme måde som anden ny behandling, og udstyret med en scoring, der angiver graden af evidens. Inden bogen udkom, var den til høring blandt 50 høringspartnere, inklusive de videnskabelige selskaber, for at skabe konsensus«, siger professor, overlæge dr.med. Bente Klarlund Pedersen, Infektionsmedicinsk afdeling, HS: Rigshospitalet, og næstformand for Netværk af forebyggende sygehuse.

Et rask sygehusmiljø

Hvis det står til Netværk af forebyggende sygehuse, bør patienter allerede ved indlæggelsen blive screenet for deres fysiske aktivitet, få vurderet eventuelle kontraindikationer herimod og få lagt en plan for deres fysiske aktivitet under og efter indlæggelsen. I stedet for undertøj bør patienterne iføres træningstøj, sengene bør kun benyttes om natten, der bør være gangredskaber og ergometercykler på afdelingerne, og skilte der opfordrer til at benytte trapperne frem for elevatorerne. Endvidere bør afdelingernes indretning signalere, at sundhed er knyttet til fysisk aktivitet. Lokaler, personale, udsmykning, møbler og det samlede indtryk af afdelingen skal udstråle »et rask miljø«. Der skal også være bedre muligheder for patienterne til at gå ture under indlæggelsen. Målet er en kultur, hvor fysisk aktivitet, herunder tilbud om fysisk træning som behandling, er en integreret del af hverdagen.

»Der er evidens for fysisk aktivitets betydning for forebyggelse og behandling, men der mangler evidens, når vi skal til at designe træningsprogrammer til specifikke patienter. Derfor er det første mål med vores rapport at indføre fysisk aktivitet som en kultur på sygehusene. Der er selvfølgelig patienter, hvor det er oplagt, at de i stort omfang er sengeliggende. Men vi vil gerne ændre den kultur, hvor alle patienter ved en indlæggelse får udleveret patientundertøj og bliver anvist en seng, hvor der for enden er placeret et tv, til en kultur, hvor fysisk aktivitet er et almindeligt tilbud og er tænkt ind i de normale arbejdsgange. Der er undersøgelser, der viser, at 30 dages sengeleje i tab af kondition svarer til 30 års aldring. Det er ikke en viden, vi tager med i dag. Hidtil har fysisk aktivitet på sygehusene været lig med gangtræning af især ældre og ,bankning` af brystkassen til patienter med rygerlunger«, siger Bente Klarlund Pedersen.

Paradigmeskift

Patienter der indlægges med en sygdom, der ikke er associeret til deres fysiske aktivitet, skal vurderes i forhold til de generelle anbefalinger vedrørende fysisk aktivitet i mindst 30 minutter om dagen og tilbydes motiverende samtale, når der er behov for dette. Til gruppen af patienter med en eller flere risikofaktorer i form af fx hypertension, insulinresistens, hyperkolesterolæmi eller svær fedme, men som endnu er raske, er der konsensus om, at de primært skal behandles med livsstilsændringer og fysisk træning.

»En tredje gruppe er patienter, der har en sygdom, hvor fysisk træning er en direkte behandling. Det kan fx være kronisk obstruktive lungesygdomme, hvor den vigtigste behandling er hård fysisk træning. Det er et paradigmeskift i forhold til tidligere anbefalinger til denne gruppe af patienter om at røre sig så lidt som muligt, suppleret med iltbehandling. Andre sygdomme, hvor fysisk træning har en dokumenteret effekt som behandling, er fx claudicatio intermittens, hjerteinsufficiens og iskæmisk hjertesygdom. Ved iskæmisk hjertesygdom er det dokumenteret, at fysisk aktivitet reducerer mortaliteten med 30%«, siger Bente Klarlund Pedersen.

Nogle patientgrupper, som fx patienter med reumatoid artrit, har en grundsygdom, der forhindrer dem i umiddelbart at følge de generelle anbefalinger for fysisk aktivitet.

»For patienter med reumatoid artrit, og andre med svære problemer i bevægeapparatet, er det et uafklaret spørgsmål, om fysisk aktivitet har en direkte positiv effekt på deres grundsygdom. Men qua deres sygdom bliver de mere inaktive og dør som følge heraf af hjerte-kar-sygdomme, og har en øget risiko for insulinresistens. De kan derfor have brug for støtte til at blive mere fysisk aktive. Andre grupper er patienter med skizofreni, der som følge af deres sygdom og behandling har en øget risiko for livsstilssygdomme«, siger Bente Klarlund Pedersen.

Medarbejdernes ret til fysisk aktivitet

Netværk af forebyggende sygehuse peger på, at indførelse af det fysisk aktive sygehus er en ledelsesopgave. Det er ledelsen, der må beslutte, om den ønsker at indføre en kultur, der prioriterer den fysiske aktivitet, og på hvilket niveau indførelsen skal starte. Men personalet skal også være motiveret.

»En ændring af kulturen kræver også, at personalet er enig i ændringen. Derfor lægger vi i rapporten vægt på, at personalet har ret til at være fysisk aktivt på deres arbejdsplads. Jeg synes, at sygehusene bør gå foran og tilbyde deres personale denne mulighed«, siger Bente Klarlund Pedersen.

Rapporten beskriver en motionstrappe, således at de enkelte sygehuse kan afgøre, på hvilket niveau de ønsker at starte. Endvidere fremhæver rapporten behovet for at uddanne særlige instruktører, omlægge de fysioterapeutiske tilbud, så de bliver evidensbaserede og indeholder en række praktiske anvisninger på, hvordan miljøet kan støtte op om fysisk aktivitet. Det kræver en umiddelbar investering, der dog på længere sigt vil komme tilbage i form af sparede udgifter til behandling af livsstilssygdomme.

»Hvis vi skal have råd til i fremtiden at yde den højt specialiserede behandling til de alvorligt syge, så er det nødvendigt at forebygge de sygdomme, hvor vi har evidens for, at det er muligt at forebygge. Ifølge WHO vil 70% af alle sygdomme på verdensplan i år 2020 være livsstilsbetingede. Hvis vi ikke får knækket den kurve, inklusive i Dan-mark, så bliver det svært at forestille sig, at vi også i fremtiden har råd til at behandle cancersygdomme, autoimmunsygdomme og medfødte genetiske sygdomme. Det er også i dette perspektiv, at det fysisk aktive sygehus skal ses«, siger Bente Klarlund Pedersen.

Det fysisk aktive sygehus

Der er i dag akkumuleret en stor viden om, at fysisk aktivitet forebygger en lang række af de store medicinske sygdomme, og at fysisk træning har videnskabelig dokumenteret effekt som behandling af udvalgte patientgrupper. Det er denne erkendelse, der danner baggrund for rapporten »Det fysisk aktive sygehus. Definition og strategi for implementering«. Rapporten er udarbejdet af Netværk af forebyggende sygehuse i Danmark.

Rapporten indeholder anvisninger på, hvordan fysisk træning kan implementeres i sygehusene, herunder hvordan sygehusene kan sikre personalet gode muligheder for at være fysisk aktivt i relation til deres arbejdsplads. Rapporten præsenterer en model for det fysisk aktive sygehus, illustreret som en motionstrappe, som det enkelte sygehus kan bevæge sig op ad og blive mere og mere fysisk aktiv.

Motionstrappen beskriver konkrete tiltag som fx

  • tværfaglig undervisning

  • omlægning af de fysioterapeutiske aktiviteter

  • mulighed for overdækket cykelparkering

  • screening af alle patienter for fysisk aktivitet

  • plan for fysisk aktivitet for relevante patienter

  • uddannelse af instruktører i fysisk aktivitet

  • skilte der opfordrer til at tage trappen

  • mulighed for at personalet kan motionere på sygehuset - også i arbejdstiden

  • mulighed for at alle patienter kan være fysisk aktive både inden- og udendørs

Motionstrappen muliggør, at det enkelte sygehus kan implementere fysisk aktivitet på forskellig måder fx i projekt, direkte som drift, kun for patienter, kun for personalet eller for både patienter og personale.

Rapporten fremlægges den 28. april i Auditorium 1, H:S Rigshospitalet.

Herefter er det muligt at downloade rapport og undervisningsmateriale fra www.forebyggendesygehuse.dk

Eksempler på evidens for træning som behandling af sygdomme:

Iskæmisk hjertesygdom

Der er særdeles god evidens for, at fysisk træning af patienter med iskæmisk hjertesygdom forbedrer overlevelsen. Fysisk træning alene reducerer hjertemortaliteten med 31% og reducerer mortalitet af alle årsager med 27%.

Hjertesvigt

Der er videns for, at fysisk træning af patienter med hjertesvigt har gavnlig effekt.

Hypertension

Det er veldokumenteret, at fysisk træning af patienter med hypertension reducerer blodtrykket. Der er således dokumentation for, at det systoliske blodtryk falder med 5 mmHg ved fysisk træning. Det giver på sigt en reduktion i apopleksidødsfald på 40% og en reduktion i risiko for iskæmisk hjertedød på 30%. En reduktion af det systoliske blodtryk med blot 2 mmHg vil reducere apopleksimortaliteten med 10% og død af iskæmisk hjertesygdom med 7% blandt midaldrende.

Claudicatio intermittens

Fysisk træning hæmmer sygdomsudviklingen, øger konditionen og muskelstyrken, ændrer smertetærsklen og formentlig også smerteoplevelsen, forebygger angst og progression i sygdommen. Øger således gangdistancen til smertedebut med 179% og den maksimale gangdistance med 122%.

Kronisk obstruktiv lungesygdom

Den positive effekt af fysisk træning af patienter med KOL er veldokumenteret. Fysisk træning øger den maksimale arbejdskapacitet, øger gangafstanden og forbedrer livskvaliteten med mindre træthed og mindre åndenød.

Type 2-diabetes

Der er international konsensus om, at fysisk træning sammen med diæt og medicin er én af de tre grundelementer i behandlingen af type 2-diabetes. Der er således stærk evidens for, at fysisk træning har en positiv effekt på sygdomspatogenesen, reducerer symptomer specifikt relateret til diagnosen og øger muskelstyrken, konditionen og patienternes livskvalitet.

Dyslipidæmi

Der er evidens for, at fysisk træning nedsætter koncentrationen af kolesterol og triglycerid i blodet.

Adipositas

Der er stærk evidens for, at fysisk træning forebygger vægtøgning generelt, herunder at bevare kropsvægten efter vægttab.

Artrose

Der er indikation for, at styrketræning reducerer symptomer specifikt relateret til diagnosen samt forbedrer muskelstyrke, kondition og livskvalitet.

Cancer

Der er indikation for, at fysisk træning forbedrer muskelstyrke, kondition og livskvalitet.

Depression

Der er moderat evidens for en positiv effekt af fysisk træning som tillæg til den medicinske behandling af milde og moderat svære depressioner.

Kilde: Fysisk aktivitet - håndbog om forebyggelse og behandling. Bente Klarlund Pedersen & Bengt Saltin. Sundhedsstyrelsen 2003. Heri er der en grundig gennemgang af evidensen af fysisk træning for udvalgte sygdomme.