I fremtiden er speciallæger også mennesker

Jeg er børne- og ungdomspsykiater, leder og postgraduat klinisk lektor. Fælles for disse fagprofessionelle områder er, at de omhandler menneskers trivsel og udvikling.

I det følgende vil jeg relatere begreber fra udviklingspsykologien til uddannelsen af læger.

Udviklingspsykologien beskæftiger sig med menneskers mentale og adfærdsmæssige udvikling og beskriver, hvordan biologiske og miljømæssige faktorer har betydning for, hvordan individer bliver dem, de er. Børn, der trives, udvikler sig til selvstændige individer, som bidrager til menneskers fælles bedste [1]. Mennesker er født med følelser, der bidrager til at sikre overlevelse, men ikke evnen til at kunne regulere disse. Nyfødte græder, når der er noget galt, og dette primitive følelsesmæssige udspil forsøges reguleret af barnets primære omsorgspersoner. De kan ikke vide, hvad der sker inden i barnet, og derfor regulerer de svarende til deres bedste gæt ud fra egne erfaringer. Gode nok omsorgspersoner bliver ved at forsøge, til de lykkes, mens omsorgspersoner, der selv er så følelsesmæssigt belastet, at de ikke kan tilbyde en anden tilgang end den, der mislykkedes, bliver ved at gentage det samme reguleringsforsøg. Med tid lærer mennesker gennem gode nok omsorgspersoner selv at regulere sine følelser [2]. Muligheden for at lære opbygges også i relation med gode nok omsorgspersoner. En persons tillid til, at andres viden er værd at tilegne sig, og at opnå tillid til egen viden kræver pålidelige og tilgængelige omsorgspersoner [3]. Børn fra miljøer med trygge omsorgspersoner udviser tillid, er nysgerrige, leger og er kreative. De er hjælpsøgende, når de ikke kan regulere egne følelser eller har brug for at lære noget. Der er tale om almengyldige menneskelige egenskaber. Uddannelseslæger er mennesker, der i trygge nok miljøer med de rette omsorgspersoner udvikler sig til selvstændige speciallæger, der kan bidrage til sundhedsvæsenets fremtid.

Lægeliv med overvældende følelser

Følelsesmæssig regulering er en frontallapsevne. Når vi er følelsesmæssigt overvældet, sørger biologien for, at vores frontallappers grundige og tidskrævende processering af forholdene bypasses, og vi efterlades med vores basale hjernes reaktionsmuligheder. Vi kan stikke af, spille døde eller slås. Vi reagerer alle primitivt, når vi bliver følelsesmæssigt overvældet. Læger under uddannelse bliver følelsesmæssigt overvældet, når de møder vilkårene på hospitalerne – heldigvis er de menneskelige og evner at vise empati for andre menneskers lidelser. Lægelivet er fyldt med overvældende følelser ansporet af liv eller død-situationer, vidnesbyrd om svære fysiske og psykiske traumer, vold, etiske dilemmaer og hårde prioriteringer. Det er misforstået at understøtte, at læger regulerer de overvældende følelser, de mærker hver eneste dag, med kun at overleve dem. Det er den basale hjerne, der efterlades til at være ligeglad, gå videre eller lægge skyld på andre. Kompetencen, der bør læres, er at være i følelserne. Dette er et grundlæggende vilkår for også at kunne lære sit fag. Men at lære at regulere følelser ansporet af en ny og utryg kontekst kræver omsorgspersoner, der er pålidelige og tilgængelige. Hvis de uddannelsessøgende ikke har omsorgsfulde vejledere og mentorer, hvorledes skal de så kunne lære at regulere egne følelser i sundhedsvæsenet, udvikle sig og stole på, at de kan tilegne sig viden? Hvordan skal de få tillid til egne evner?

Trygge rammer er vigtige

At kunne regulere følelser kræver tryghed for uddannelsessøgende og uddannelsesgivende. Hvordan kan der skabes tryghed i fremtidens hospitalsmiljøer med de vilkår, de spås? Vejledere og mentorer overvældes også af følelser. En del læger har en hverdag med følelsesmæssigt belastende oplevelser. Mange steder er der ikke tradition for at dele svære følelsesmæssige oplevelser i tryghed med andre læger eller respekt for individuelle forskelle i reaktioner. Sådan må det være i akutte situationer, men sådan må det ikke konsekvent være. Som omsorgspersonen, der ikke lykkes med at regulere barnets første følelsesmæssige udspil, må de uddannelsesgivende forsøge igen og ikke bare haste videre. Tavshedspligten og den manglende umiddelbare forståelse hos tætte pårørende udfordrer deling af oplevelserne, og derfor er støtte til følelsesmæssig regulering noget, uddannelsesgivende må tilbyde, hvis de vil understøtte trivsel og kompetencer hos kommende speciallæger. Høje krav til frontallappernes reguleringsevne samtidig med frontallappernes rolle i opgaveløsning, prioritering mv. gør, at grænsen for deres kapacitet overskrides, og vi reagerer primitivt. I stedet for at pege fingre ad denne reaktion ville det klæde os at acceptere den som et vilkår for vores virke og forholde os til det i den lægelige videreuddannelse. Mange læger er motiveret af at hjælpe andre og gøre en positiv forskel for mennesker. Politisk orienterede filosoffer [4] mener, at individer fødes med naturlig godhed, men at samfundet ofte korrumperer denne godhed. Uddannelseslægers godhed møder efter kandidatuddannelsen sundhedsvæsenet, og en af vores uddannelsesmæssige opgaver er ikke at korrumpere denne godhed.

Uddannelse og personlig udvikling

Udvikling kan ikke forceres, og den sker, når mennesker frustreres optimalt. For lidt frustration giver ikke udvikling, og vi evner ikke at udvikle os, når al energi bruges på overlevelse [2]. En udfordring for speciallægeuddannelsen er, at uddannelsesgivende ikke undersøger, hvad optimal frustration er for den enkelte uddannelsessøgende, og hvis de gør, har svært ved at bidrage til, at konteksten, der uddannes i, understøtter denne. Under uddannelsen skifter vejledere og mentorer, og det kan være utrygt at dele usikkerheder og fejl, som ellers er en god kilde til læring. De nødvendige evalueringer og feedback kan risikere at opfattes som angreb på selvet frem for muligheder for udvikling på grund af manglende tillid.

Uddannelse er ikke kun at lære mennesker færdigheder. Det er tæt forbundet med personlig udvikling og motiveres af, at uddannelsessøgende opnår deres mål og drømme.

Vi forsøger at uddanne kompetente speciallæger til samfundets fremtidige behov, hvor patientbyrden øges mere end ressourcerne. Det kalder på innovation, hvor eksperimenteren, åbenhed, nysgerrighed og kreativitet udspiller sig i trygge arenaer af selvstændige mennesker, som tør sætte sig selv i spil. Hvis ikke vi understøtter disse egenskaber i den lægelige videreuddannelse, uddanner vi ikke innovative speciallæger.

Jeg håber, at man i revisionen af speciallægeuddannelsen husker, at mennesker kommer før systemer, og at de, der skal uddannes, er mennesker ligesom dem, der skal uddanne dem, er.