»I mine øjne er det en dårlig investering«

»I en god uge bruger jeg vel 20 procent af min tid med patienterne. Men sådan er det slet ikke altid«.

Sådan siger Sara Emilie Poulsen, der er overlæge i psykiatrien i Region Nordjylland. Hun genkender kun alt for godt det billede af mindre og mindre tid med patienterne og mere og mere tid med administrative opgaver, der tegnes i en ny undersøgelse fra Overlægeforeningen. Undersøgelsen er lavet blandt 2.121 overlægger i oktober-november 2020. 77 procent af respondenterne er overenskomstansatte, 16 procent er specialeansvarlige, og syv procent er ledende overlæger.

Undersøgelsen viser, at overlægernes tid med patienterne i tiden fra 2011 til 2020 i gennemsnit er faldet med fire timer om ugen – fra 27,1 time i 2011 til 23,1 time i 2020.

Mens de overenskomstansatte overlæger i 2011 brugte 64 procent af tiden på patientrelateret arbejde, brugte de i 2020 55 procent. For de ledende overlæger faldt andelen af patientarbejdet fra 26 til 16 procent.

Og faldet er virkelig mærkbart i hverdagen ude på afdelingerne, siger Sara Emilie Poulsen:

»Undersøgelsen ser jo på en tiårig periode, og tendensen kan se jeg blandt mine kolleger. Men jeg har kun været overlæge i tre år, og bare i min tid er det gået drastisk tilbage med den tid, jeg som overlæge kan lægge i det kliniske arbejde«, fortæller hun.

»Vi er to speciallæger – mig som overlæge og så en afdelingslæge – og henvisningstallet og patienttallet er steget markant, uden at der er blevet tilføjet speciallægeressourcer, så vi er smurt meget tyndt ud. Hver patient skal på konference et antal gange, patienten skal udredes, og der skal tages stilling til behandling og medicin osv., mens vi altså ikke er blevet flere speciallæger. Det betyder så, at andre end os som speciallæger kommer til at stå med patienterne – yngre læger og psykologer. Det er tit komplekse sager, så de kommer ofte til at stå med opgaver, der er for svære for dem, og hvor de derfor må trække på mig.

Udviklingen, hvor jeg som overlæge får mindre og mindre tid med patienterne, er sket år for år. Konferencerne fylder mere og mere. Jeg bruger meget af min tid på konferencer om patienter, jeg aldrig har mødt, og på den måde arbejder jeg meget af tiden meget indirekte med patienterne. Vi er blevet en slags paraplyambulatorium, hvor vi er 35 ikkespeciallæger, og hvor jeg sammen med den anden speciallæge så sidder i midten og er dem, de andre kommer ind til og spørger til råds«, fortæller Sara Emilie Poulsen.

Færre timer med patienterne

Faldet i tiden med patienterne er generelt, men psykiatrien, som Sara Emilie Poulsen arbejder inden for, er et af to specialer, der skiller sig ud i undersøgelsen sammen med paraklinik. Inden for begge specialer har overlægerne oplevet et markant fald i den tid, de ugentligt bruger sammen med patienterne. Inden for de parakliniske specialer bruger overlægerne nu i gennemsnit 14 timer om ugen på det patientrelaterede arbejde mod 22,5 timer i 2011, mens de psykiatriske overlæger er gået fra at bruge 22,3 timer på patientarbejdet om ugen i 2011 til i 2020 at bruge 15 timer om ugen, viser undersøgelsen

Til sammenligning bruger overlægerne på de medicinske afdelinger og inden for kirurgien henholdsvis 24,7 og 26 timer med patienterne.

Det betyder, at overlægerne inden for psykiatrien bruger 36 procent af deres arbejdstid på patienterne, mens gennemsnittet på tværs af specialer er 51 procent.

Samtidig svarer 81 procent af overlægerne i undersøgelsen, at de bruger tid på opgaver, som andre faggrupper kan løse. To procent bruger mere end halvdelen af deres arbejdstid på den slags opgaver, 13 procent bruger 26-50 procent, mens størstedelen, 57 procent af overlægerne, bruger mellem 10 og 25 procent af deres tid på opgaver, som andre faggrupper kunne udføre.

I undersøgelsen peger lægerne først og fremmest på, at de laver opgaver, der kunne udføres af lægesekretærer, men også af yngre læger og af sygeplejersker.

Undersøgelsen fra Overlægeforeningen indeholder også en sammenligning af patienttiden i de fem regioner – og her viser tallene, at det er de nordjyske overlæger, der i gennemsnit har mest tid med patienterne med 25,4 timer om ugen, hvorimod overlægerne i Region Hovedstaden ligger lavest med 22,1 timer om ugen, mens de tre øvrige regioner placerer sig derimellem. 

Opgaver andre kunne udføre

Men hvad går overlægernes tid så med? Ja, 81 procent af overlægerne i undersøgelsen svarer, at de bruger ganske meget tid på opgaver, som andre faggrupper kan løse. To procent bruger mere end halvdelen af deres arbejdstid på den slags opgaver, 13 procent bruger 26-50 procent, mens størstedelen, 57 procent af overlægerne, bruger 10-25 procent af deres tid på opgaver, som andre faggrupper kunne udføre.

I undersøgelsen peger lægerne først og fremmest på, at de laver opgaver, der kunne udføres af lægesekretærer (37 procent), men også af yngre læger (26 procent) og af sygeplejersker (25 procent).

»Alt for meget arbejde, der tidligere blev udført at sekretærer, portører, plejepersonale og rengøring er blevet til lægearbejde. It-systemerne har genereret helt utrolig meget ekstra lægearbejde«, skriver en overlæge i de åbne svar.

At overlægerne er presset på tid, fremgår tydeligt af undersøgelsen: 35 procent angiver, at de altid eller ofte er bagud med arbejdet, og andre 35 procent, at de sommetider er det. Tilsvarende siger 37 procent, at der altid eller ofte er opgaver, de ikke når, mens det »sommetider« gælder for andre 28 procent.

»Der er bare meget at lave, og der må prioriteres. Noget bliver så ikke lavet«, skriver en i et af de åbne svar i undersøgelsen, hvor en anden konstaterer, at der ikke er »sammenhæng mellem mængden af opgaver og antal læger. Derfor løses mange opgave samtidig, og ting glemmes, må gentages, og der bruges tid på at rette fejl«.

Inden for psykiatrien oplever næsten halvdelen af overlægerne, at de aldrig eller sjældent har tid nok til at nå deres opgaver – og det er markant mere end inden for kirurgi (32 procent), de medicinske specialer (34 procent) og paraklinik (35 procent). Overlægerne i psykiatrien anfører i undersøgelsen, at lavere kvalitet i behandlingen er den alvorligste konsekvens af manglen på tid, men også, at det giver stigende ventetider og dårligere patient- og pårørendeinddragelse. 

For overlægerne set under ét er konsekvensen af, at opgaver ikke bliver nået, ifølge 27 procent af lægerne i undersøgelsen stigende ventetider, mens 24 procent angiver, at det går ud over kvaliteten i behandlingen. I alt 15 procent anfører, at det betyder dårligere patientinddragelse, og 12 procent siger, at det fører til dårligere pårørendeinddragelse. Kun ni procent mener ikke, at det har nogen konsekvenser.

Også her er der regionale forskelle: Det er især overlægerne i Nordjylland, der mener, at konsekvensen af, at de ikke når opgaverne, bliver lavere kvalitet i behandlingen og stigende ventetider, mens det særligt er i Region Sjælland, at overlægerne er bekymrede for patientinddragelsen.

Kerneopgaven skubbes til side

Gerda Elisabeth Villadsen er formand for overlægerådet på Aarhus Universitetshospital (AUH), og hun fortæller, at det i høj grad er det faktum, at overlægerne bruger en meget stor del af arbejdstiden på opgaver, der lige så godt kunne udføres af andre, der frustrerer hendes overlægekolleger.

»Umiddelbart tænkte jeg da, at det var overraskende med et fald på fire timer i det direkte patientarbejde – men ved nærmere eftertanke, så er det jo det, jeg ser og også hører om fra mine kolleger på AUH og fra andre regioner«, konstaterer Gerda Elisabeth Villadsen.

Hun er »ikke i tvivl om, at vi som overlæger godt kan klare mange speciallægespecifikke opgaver«. Men:

»Det er klart, at hvis man hele tiden får nye opgaver og bliver bedt om at udføre opgaver, som ikke er kernen i det, man er uddannet til – som simpelthen ikke er en overlægeopgave – så bliver det belastende« siger hun.

Det er frustrerende, når kerneopgaven ­– udredning, diagnostik, behandling, patientinformation og patientinddragelse samt uddannelse af yngre læger – skubbes til side af andre opgaver:

»Overlæger kan jo det hele – vi kan både tage blodprøver, flytte senge, støtte svage patienter, sørge for hjemtransport, rengøre lejet efter en kikkertundersøgelse, opdatere medicinkortet og udlevere medicin – og det er heller ikke noget med, at vi er for fine til det. Men det er bare ikke vores kerneopgave, og det er jo opgaver, der kan udføres af andre faggrupper, der så til gengæld ikke kan det, der er vores speciale. Der er jo en række rutineopgaver – uden at det skal lyde nedsættende – som kan udføres lige så godt af sygeplejersker, jordemødre, bioanalytikere, farmaceuter osv., og hvor vi så som overlæger kunne koncentrere os om det, vi er bedst til«, siger Gerda Elisabeth Villadsen.

»Man kan sige, at ,det tager jo kun et par minutter’, men hvis det handler om 40 patienter om dagen, løber det jo op. Med indførelsen af Sundhedsplatformen gik konsultationerne fra 15 til 20 minutter, og det lyder jo umiddelbart fint. Men den øgede tid går ofte med, at overlægen skal sidde og taste ting ind, som dygtige sekretærer kunne gøre og gjorde før, og det betyder, at man ser færre patienter på en dag«, konstaterer hun.

»Men der er så meget, der trækker den anden vej – som distraherer os og pålægger os opgaver, andre faggrupper lige så godt kunne udføre. Man har fyret dygtige, gode sekretærer, der bare kunne det med at skrive journaler, registrere, booke tider osv. Deres arbejde sidder overlæger nu og laver. Det er måske sagt mange gange før – men det handler i høj grad om ledelse. Man kan gøre meget, hvis der er en ledelse, der går ind og skærer igennem. Nogle ledelser har for eksempel besluttet, at man ansætter de sekretærer, der skal til, så overlægerne kan diktere til journalerne. Det lyder måske ikke af meget, men derved vinder overlægerne meget tid til patientarbejde.

Det tager 20 år at uddanne en overlæge, en overlæge har stor viden og erfaring og får en høj løn, derfor giver det ikke mening, at en overlæge bruger flere timer om ugen på opgaver, som andre dygtige faggrupper kunne løse. Den tid går fra patienterne, det er en uhensigtsmæssig udnyttelse af ressourcer, og jeg vil kalde det en dårlig investering«, siger Gerda Elisabeth Villadsen.

»Det må se kedeligt ud«

I Region Nordjylland er Sara Emilie Poulsen også uddannelsesansvarlig, og både hun og Gerda Elisabeth Villadsen er stærkt bekymrede for, hvordan overlægernes mindre tid med patienterne kommer til at påvirke uddannelsen af nye læger og rekrutteringen til for eksempel psykiatrien i en situation, hvor der mangler speciallæger:

»Det er et kæmpeproblem rekrutteringsmæssigt, at der mangler speciallæger. Da jeg startede på mit introforløb, var tilgangen en helt anden. Der fyldte mesterlære- og supervisionsdelen meget mere, og man kunne gå rundt sammen med en mere erfaren kollega og lære på den måde. Men vores introlæger kommer til at stå med mange ting alene – de bliver nogle gange smidt lidt for løverne, for vi har ikke tid til at være hos patienterne sammen med dem. Disse oplevelser får indimellem de unge læger til at forlade specialet igen«, siger Sara Emilie Poulsen.

Gerda Elisabeth Villadsen peger også på, at vilkårene for uddannelsen har ændret sig:

»Med flere administrative pligter går der tid fra uddannelsesopgaverne – og det er et stort problem. Uddannelsesopgaven er i dag helt anderledes, end den var for ti år siden. Siden da har man nedlagt et stort antal sengepladser, det handler nu om at få patienterne hurtigt igennem hospitalet. Indlagte patienter er i dag meget syge og komplekse patienter, andre patienter vil blive behandlet ambulant. De komplekse patienter kræver ofte vurdering og behandling af en speciallæge, det kræver erfaring og tid samtidig med, at der skal findes tid til supervision af yngre læger«, siger hun.

Sara Emilie Poulsen er bekymret for, at det ikke virker attraktivt nok for de unge, når de ser, hvordan hendes lægehverdag er:

»Som overlæge skal jeg være en rollemodel for de unge læger, men når introlægerne ser på, hvordan jeg arbejder, tænker jeg – for nu at sige det lige ud – at det må se kedeligt ud med så lidt patientkontakt, som jeg har. Og det, der sker, når jeg ikke ser patienter, er samtidig, at jeg ikke udvikler mig så meget fagligt, som jeg ville med patientarbejde. Det bliver på den måde sådan lidt forældet viden, jeg kommer med – og det er et stort problem – både i forhold til uddannelsen af de nye læger, for mig personligt, for jeg vil jo gerne udvikle mine kliniske kompetencer, men også for specialet som helhed«, siger Sara Emilie Poulsen.

Læs undersøgelsen her