Skip to main content

I Øster Jølby flyttes der grænsepæle, og sygeplejersken kan også stille diagnose

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

14. maj 2007
7 min.

Markerne ligger lige bag det nybyggede praksiscenter i Øster Jølby på Mors. Bønderne er i fuld gang med markarbejdet, for det er forår, og lyset er let over øen i Limfjorden. Der er også lyst og venligt indendørs hos lægerne Inger og Jørgen Saaby med tulipaner i receptionen; en stil i sort, hvidt og naturmate-rialer samt en gang med laboratorium og seks totalt ens rum til konsultationer.

»Der er to muligheder, når man som os skal fungere i et område med lægemangel. Man kan sige, at dette er ikke mit problem; jeg udfører mit arbejde, som jeg plejer. Eller man kan sige: Nå, det er den virkelighed, som vi må indstille os på. Vi har valgt det sidste, og jeg mener faktisk, at vi som læger har et stort medansvar for at finde en vej gennem de bemandingsproblemer, som ligger forude. Det skal opleves som en spændende udfordring og ikke blot en tyngende opgave«, siger Jørgen Saaby.

»Vi skal fremover have godt 4.300 patienter, fordi læge Finn Klamer har lukket sin praksis på grund af alder. Det har vi valgt at sige ja til, og det har vi indrettet os efter ved at omorganisere arbejdsgange, ved at bygge de fysiske rammer hensigtsmæssigt op og ved at omdefinere lægerollen. Jeg er ikke dr. Hansen i Matador; jeg er klinikansvarlig og personaleansvarlig. Det her kræver en holdningsændring hos os, hos personalet og hos patienterne. Jeg kan ikke være læge på samme måde som for et par år siden, for det er umuligt at have tætte relationer til så mange patienter. Men i forbindelse med patienter, der hyppigt har behov for lægehjælp, er relationerne og personkendskabet naturligvis det samme som altid. Det er bare ikke det almindelige«.

Det er ikke patienten, der bestemmer over ressourcerne

Vi går ned i et af konsultationsrummene. De er usædvanligt lækkert indrettet, praktisk og imødekommende. Patienten vil »føle sig hjemme«, ligegyldigt hvilket af rummene, konsultationen skal foregå i, fordi de er identiske. Men hvordan er det helt præcist, lægerne Saaby fremover vil bruge de fire sygeplejersker? Og hvor går grænserne for, hvilke opgaver sygeplejersker kan varetage i en lægepraksis?

Nogle vil måske mene, at Jørgen Saaby udtaler sig noget provokerende, men det er ikke hans mening. Han mener blot, at det er helt nødvendigt med nytænkning:

»Mit udgangspunkt er, at sygeplejerskerne er en meget motiveret faggruppe, der stort set kan alt - og det, de endnu ikke kan, kan de hurtigt lære i det tætte og nødvendige samarbejde med klinikkens læger. Grænserne kan og skal hele tiden flyttes, og jeg ved ikke, hvordan det ser ud om nogle dage, måneder og år. Men jeg ved, at sygeplejerskerne skal ses som en utroligt vigtig og kompetent arbejdskraft, hvis dette skal fungere. Det er en sygeplejerske, patienten får i telefonen ved den første kontakt, og det er ofte sygeplejersken, patienten møder her i konsultationen.

Det er os, der bestemmer, hvordan ressourcerne skal udnyttes, og patienten kan ikke blot bede om at tale med en læge, hvis der ikke er grund til det. Vi kommer ikke ind og hilser på, bare fordi patienten gerne vil det. Alternativet er jo, at der slet ikke var nogen praktiserende læge i nærheden, og det ved patienterne godt. De ved også, at tingene foregår på en fagligt forsvarlig måde, og at vi læger kun er en dør væk og altid kan nås på den trådløse telefon«.

Et lærende miljø

I lægerne Saabys klinik vil patienterne fremover kunne opleve, at en sygeplejerske stiller diagnose ved for eksempel banale infektionssygdomme som forkølelser, influenza og ukomplicerede urinvejsinfektioner. De vil også opleve, at sygeplejersker tager sig af sårbehandling, måler blodtryk, laver lungefunk-tionsundersøgelser, kontrollerer sukkersyge, giver kostinstruktion, står for forebyggende arbejde med rygestop og meget mere.

»Dette er jo ikke anderledes end den udvikling, der har været på sygehusene. Her er der funktioner, hvor man for fem år siden sagde: Det er lægearbejde og vil altid være det. Men i dag er det sygeplejersker, der varetager det. Den udvikling kommer nu noget forsinket i lægernes praksis, fordi det er nødvendigt i områder med lægemangel. Det er jo ofte sådan, at udviklingen sker i ryk, fordi nogle omstændigheder kræver det«, siger Jørgen Saaby.

Skønt de ikke selv bruger disse ord, er det i realiteten et lærende miljø, der er indført i Saabys praksis, og det skal sikre, at sygeplejerskerne hele tiden opkvalificeres. Der vil være opgaver, som læger og sygeplejerske løser sammen, hvorefter sygeplejersken kan gøre det selv næste gang.

Læring foregår gennem det konkrete arbejde, og der er ingen vandtætte skodder mellem arbejdsfunktionerne. De e-mail-baserede kontakter er gene-relt blevet opprioriteret. Receptfornyelser og tidsbestillinger klares af sygeplejerskerne, og e-mail-konsultationerne klares af lægerne i løbet af dagen, når der tidsmæssigt er plads til det. Lægerne kan også give en hånd med ved den telefonbetjening, der ligeledes er en vigtig del af hverdagen.

Sygeplejersker med multifunktioner

»Vi har simpelthen ikke den der med, at ,dette er min plads og dette er mit arbejde`. Vi har en fælles opgave, der hedder at sikre et så godt flow gennem dagen som muligt«, siger Jørgen Saaby.

Det praktiseres på den måde, at de fire sygeplejersker på skift tager sig af telefon, har konsultation og for to sygeplejerskers vedkommende diverse multifunktioner: »De to sidstnævnte kan for eksempel tage sig af patienter ved ankomsten, få dem ned i et af konsultationsrummene, tage sig af visse funktioner der og så ellers melde, at ,nu kommer Saaby snart og ser til dig`. Derudover kan de tage sig af akutte patienter, hvis der for eksempel er sket et uheld på en virksomhed, og et sår skal forbindes. Det var den slags, der før kunne vælte hele dagen; nu opdager vi det næsten ikke«, siger Jørgen Saaby.

Dermed kan der på samme tid være konsultation med to læger og en sygeplejerske i tre rum, mens patienter »gøres klar« i to andre rum. Patienterne oplever således ikke, at de skal vente længe i venteværelset. De bliver hurtigt vist ind i et ledigt konsultationsrum, hvor de kan klæde sig af, få fjernet forbinding, eller hvad der nu er nødvendigt. De oplever, at der sker noget, og de gøres færdig i det samme rum, også hvis det er sygeplejersken, der starter, og lægen, der færdiggør.

»Der er løbende kommunikation, og jeg og min kone har hele tiden overblik over, hvad der sker hvor i de seks konsultationsrum. På skærmen står det hele, kodet ind i forbindelse med tidsbestilling, og vi sikrer luft, så tidsplanen kan overholdes. Ordningen betyder, at jeg i dag stort set kun tager mig af de tungere og mere komplekse ting. Alt det ,lettere`, som sygeplejerskerne nu tager sig af, ser jeg ikke mere. Det er sorteret fra allerede ved tidsbestillingen. Men hvis en sygeplejerske finder det nødvendigt, kan der altid tilkaldes en læge, selv om vi på forhånd havde vurderet, at det ikke var påkrævet«.

Men noget er stadig lægens bord

Jørgen Saaby kan ikke sige, hvor grænserne går i fremtiden, men han kan sige, hvor de går i dag. Og der er selvfølgelig områder, der altid vil være lægens arbejde.

»De mere komplekse problemstillinger, der eksempelvis har at gøre med udredning af uklare sygdomsbilleder, tager vi som læger os altid af. Det samme gælder problemer med bevægeapparatet, attestarbejde og psykiatriske forhold for nu at nævne nogle eksempler«, siger Jørgen Saaby.

Men også her er der grænseland. En patient kan have behov for at »læsse af«, snakke om problemer på hjemmefronten osv. Det kan være en samtale, der kommer helt naturligt, mens patienten for eksempel får taget blodtryk af sygeplejersken. Men hvis sygeplejersken så vurderer, at nu kommer man efterhånden over i noget, der har psykiatrisk karakter, må hun sige: »Ved du hvad, det tror jeg, du skal have en samtale med lægen om«.

»Ofte er det jo sådan, at vi, efter at have tilset en patient, lægger en handleplan. Den betyder, at den pågældende skal igennem nogle undersøgelser osv., som sygeplejerskerne kan tage sig af, mens andet involverer lægen. Det fastlægges fra gang til gang ud fra det aktuelle tilfælde, så forløbet kan glide så let som muligt«, siger Jørgen Saaby.

En bedre lægeliv

Han ser det ikke som et problem, at han stort set kun tager sig af de mere komplekse og tunge tilfælde.

»Selvfølgelig er det krævende, men samtidig er der en tilfredsstillelse i, at meget af ,fyldet` er væk, og at jeg ikke skal klare det hele. Det betyder faktisk, at jeg har et bedre lægeliv. Men det er vigtigt, at vi ikke fylder så meget på, at vi brænder ud. Gør vi det, går det galt. Vi skal passe på os selv, huske at have luft i dagen. Det hjælper ordningen med de to sygeplejersker med multifunktioner også til, og det gør, at dagen ikke virker presset og stresset«, siger Jørgen Saaby.

Han hører stort set kun positivt fra patienterne. De har det fint med, at sygeplejersker varetager nogle funktioner og lægen andre. »Trygheden er den samme, fordi der altid er læger i huset«, siger Jørgen Saaby.

Han ved godt, at det ikke er alle læger, der kan eller ønsker at arbejde på denne måde. Nogle vil foretrække den kendte lægerolle, og han påstår ikke, at dette er løsningen i alle tilfælde.

»Men for os har denne omorganisering af arbejdet været en god og nødvendig løsning. Den er gennemtænkt, og den skal løbende evalueres. Der er kun en eneste fast søjle, der ikke kan flyttes: Det skal altid være fagligt forsvarligt«, siger Jørgen Saaby.